Læser til Puk: En veninde stjæler mine cremer

Torsdag, 18. maj 2017
Af redaktionen. Ill. Louise Heine
Hvad gør man, hvis man mistænker en af veninderne for at snuppe en creme fra sit badeværelse, hver gang der er pigeaften? Læs Puk Elgårds svar.
Kære Puk Tak for din dejlige brevkasse. Jeg havde dog aldrig troet, at jeg selv skulle få brug for at skrive til dig, men det har jeg nu! Jeg er en kvinde sidst i 40’erne, som altid er gået meget, måske for meget, op i mit udseende. Derfor har jeg blandt andet en hel del cremer stående fremme i mit badeværelse, og nogle af dem er temmelig dyre – gaver fra kolleger eller familie til jul og fødselsdag. Det er godt for min hud, men nu desværre dårligt for mit humør. For jeg bliver bestjålet. Læs også: Veninderne lytter ikke til, hvad jeg har at sige Jeg har lagt mærke til, at der altid forsvinder en af mine cremer, når jeg har holdt pigeaften – hvad jeg gør cirka en gang hver anden måned. Vi er fire gamle veninder, der ses og hygger os. Nu er jeg desværre sikker på, at den ene af dem er tyven, og jeg er næsten også sikker på, hvem det er. Hvad gør jeg til næste gang? Sætter et spionkamera op? Fjerner al min kosmetik? Tager en snak med hende, som jeg tror, det er? Fiona Kære Fiona Ups, sikke en ubehagelig situation. Du skal ikke fjerne din kosmetik, og du skal heller ikke sætte spionkamera op. Jeg tror, du er nødt til at konfrontere din veninde, men det kan koste dig jeres venskab. Du skal gå meget forsigtigt til værks. En beskyldning om at være tyv er en hård anklage, og uanset om hun er skyldig eller ej, er mit bud, at hun vil blive meget vred. Læs også: Nu er det mig, der får al opmærksomheden Hvis det var mig, ville jeg begynde med at fortælle om situationen og undlade beskyldningen. Fortæl din veninde, at du gang på gang har oplevet, at dine ting forsvinder under pigeaftenerne, og lyt til hendes svar. Mon ikke du kan udlede en del af det svar, hun giver? Går hun i gang med at udpege en synder? Begynder hun straks at forsvare sig? Eller ser hun fuldstændig uforstående ud? Jeg tror, du vil blive en del klogere, hvis du fremlægger problemet. Derefter må du afgøre med dig selv, om du fortsat har tillid til hende. Jeg føler mig nødsaget til at gøre opmærksom på, at kleptomani er en lidelse, og hvis din veninde er syg, er det en anden sag, men begynd du med at fremlægge problemet. Kærlig hilsen Puk