For tre uger siden var vi til frokost hos mine forældre, min søster med mand og to små børn, min mand og jeg og et par stykker mere. Min søsters mand er desværre blevet fyret på grund af corona, og familien har været ret presset.
Læs også: Brev til Puk: Min kæreste har forandret sig
Min svoger fik lidt for meget at drikke, hvad han ellers ikke plejer, og på et tidspunkt stod han og min søster og skændtes ude i haven. Jeg kunne høre, hun råbte de værste ting efter ham, og pludselig rakte han ud og stak hende en på siden af hovedet. Stort drama. Min mor sagde straks, at han skulle skride og aldrig vise sig mere. Han begyndte at græde og sagde undskyld og, at han var frygtelig ked af det, der var sket. Men til sidst gik han.
Nu er min søster med børn flyttet ind hos vores forældre, og min mor er helt ubønhørlig. Hun er nok lidt den rabiate rødstrømpe-type, og hun proklamerer, at ingen skal finde sig i en voldelig partner. Det er da helt rigtigt, at man ikke må slå sin kone, men jeg synes ikke, at en enkelt lussing i affekt kan kaldes at være voldelig og være årsag til, at en familie skal opløses.
Læs også: Puks brevkasse: Datterens eksmand udøver social kontrol
Det skal lige siges, at min mor aldrig har brudt sig om min søsters mand, og på en måde føler jeg, at hun benytter lejligheden til at prøve at så splid. Min svoger har ringet til mig, han er frygtelig ulykkelig og vil gøre alt for at få sin familie tilbage.
Når jeg taler med min søster, føler jeg, at vores mor helt har overtaget hendes tanker. Min mand siger, jeg skal blande mig uden om, men han mener dog også, at vores mor er dominerende i den her sag. Har du forslag til, hvad jeg kan gøre?
Søster
Læs også: Puks brevkasse: Min veninde er tiltrukket af et uhyre
Kære Søster
Jeg er faktisk på din mors side. Det er helt og aldeles grænseoverskridende at ty til vold. Jeg synes ikke, man kan bagatellisere en lussing. Grænser har det med at flytte sig. Har man først slået én gang, kan man gøre det igen. Og din søster kan også komme i den situation, at hendes grænser flytter sig, hvis hun siger ”pyt, det var bare en lussing.” Hvad så, hvis det er en knytnæve næste gang?
Jeg synes din søster har gjort det helt rigtige ved at flytte. Man er nødt til at markere, at den handling var langt over grænsen og har konsekvenser. Der findes mange gode kurser for folk, der skal lære at styre deres vrede. Måske din svoger skulle tjekke dem.
Læs også: Brev til Puk: Min mand kontrollerer mig
Om de kan finde sammen igen, ved jeg ikke. Du skriver ikke så meget om, hvordan hun har det? Og hvem ved, om det er sket før? Det virker underligt, at det første slag kommer et sted, hvor alle er samlet. Det plejer at begynde bag lukkede døre.
Fra mit frivillige arbejde i Mødrehjælpen ved jeg, at der er kvinder, der går og venter på næste slag og på ulykkeligste vis nærmest fremprovokerer en situation, der udløser slag. Det lyder mærkeligt, men det kan være så nedslidende at gå og vente og være bange for, hvornår vreden kommer, så det nærmest er en lettelse at føle, man kontrollerer partnerens vrede ved selv at optrappe en konflikt. Så slipper man for at gå og vente. Ventetiden på den næste øretæve kan næsten være værre end selve slaget.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Der er ingen ligevægt i vores forhold
Det kan også være, din søster er mere end almindeligt provokerende, og at din svoger aldrig har slået før, men uanset, hvordan det hænger sammen i din søsters forhold, så har de en uhensigtsmæssig dynamik. Jeg vil klart anbefale, at de får professionel hjælp, hvis de skal rette op på deres fælles samliv. Når din svoger ringer næste gang, kan du anbefale ham at ringe til den gratis rådgivning på Mandecenteret tlf. 70 11 62 63. Der vil han kunne tale situationen igennem og få vejledning til at komme videre.
Bedste hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Vores mor er ikke til at holde ud at være sammen med