Leif Maiboms livshistorie - del 1:2: Jeg blev lærer af dovenskab

Onsdag, 2. juni 2021
af Johan Isbrand, Foto: Martin Høien
Familie Journals læsere kender Leif Maibom som veloplagt klummeskribent. Og stort set hele Danmark kender ham som sjov revykunstner samt som direktør for Sønderborg Sommer Revy, som han nu har afhændet. I dette store interview i to dele får du den tidligere skolelærers livshistorie.
Revykunstneren og den tidligere direktør for Sønderborg Sommer Revy blev oprindelig lærer af ren dovenskab.

Leif Maibom stoppede på toppen, da han i 2017 leverede sin sidste replik som skuespiller i Sønderborg Sommer Revy.

– Revyen havde publikumsrekord det år. Samme år blev den kåret som årets bedste i prisuddelingen Revyernes Revy. Og i TV 2 Charlies Revygalla fik jeg prisen som årets mandlige kunstner, fortæller 69-årige Leif.

På det tidspunkt var et ejerskifte i gang i den sønderjyske revy, og i 2020 havde Leif og hans kone Johnna, 75 år, fuldt og helt overdraget deres livsværk til det nye direktørpar, Jeanne Boel og hendes mand Klaus Kristensen. Han har dog ikke vinket showbiz farvel.

– I år har jeg skrevet 20 numre til seks af sommerens revyer. Derudover har jeg mine foredrag i ældreklubber og på højskoler samt konferencierjobs. Og så skal min gamle revykollega Flemming Jensen og jeg optræde lidt rundt omkring. Nu var jeg ellers ved at vænne mig til ikke at lave noget, griner han.

Det uforudsete er sjovt. Især, når det er overstået, fastslår kapelmester Mads Strandgaard i en munter artikel lige her.

Det stod ikke skrevet på ryggen af lille Leif fra Faaborg, at han en dag skulle blive en af landets største revykonger:

– Min far var snedker og ansat i min farfars snedkermesterfirma. Min mor husmorafløser, og jeg havde to brødre, der var betydelig ældre end mig. Stor og stærk har jeg aldrig været, men jeg kompenserede i skolen med at være kvik i replikken. Jeg fik ofte de voksne til at grine.

Forældrene var aktive som holdledere i DUI, og Leif blev slæbt med på mange sommer- og vinterlejre samt klubaftener, hvor der bl.a. blev spillet teater. Desuden tjente de ved juletid lidt ekstra penge ved at synge til juletræsfester.

– Her blev jeg altid stillet op på en stol og skulle recitere ”Peters jul”. Det gjorde stor lykke hver gang, mindes Leif.

Fest og ballade

Som 12-årig flyttede han med forældrene til Grejsdalen ved Vejle, mens brødrene, der nu var voksne, blev boende i det fynske. To år efter flyttede de til byens centrum.

– Jeg lærte at spille på guitar, og at kunne tre akkorder i en tid, hvor Donovan og Bob Dylan var stjerner, var effektivt. Pludselig var jeg langhåret, sjov og populær på én gang.

Jens Andersen blev kendt som Polle fra Snave, men har også blandt andet spillet revy. Læs om ham her.

Da han skulle vælge livsbane, faldt valget dog på skolelærer.

– Præcis som mine jævnaldrende syntes jeg, at lærerne var åndssvage, og gjorde jævnligt grin med dem. Men jeg var også doven af natur, og der lå et seminarium i Jelling tæt på. Min dovenskab rakte tilmed så vidt, at jeg før seminariet tog en HF i stedet for en studentereksamen og således forkortede mine studier med et år.

I de første år af sin uddannelse boede han i selve Jelling.

– Men der gik så meget fest og ballade i den, at min økonomi ikke holdt til det. Jeg var trods alt på SU. De to sidste år flyttede jeg derfor tilbage til mine forældre.

Kærlighed på lærerværelset

Som ung, nyuddannet lærer slog det ham med ét, at han nok måtte i gang med at søge job.

– Flere af mine kammerater havde allerede arbejde på hånden. Så jeg åbnede fagbladet Folkeskolen, og mine øjne faldt straks på en annonce fra Lysabild Skole, der søgte en ”interesseret musiklærer”. Jeg kom til samtale og var ansat to dage efter.

Da han ankom til Als i sin fars rustne folkevogn, var det hans første møde med Sønderjylland.

– Jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle slå mig permanent ned. Men jeg kom til at skifte mening af mange grunde. Ikke mindst mødte jeg Johnna, der også var lærer på skolen. Dengang var hun gift og havde fået tre børn. Og jeg skal understrege, at det ikke var på grund af mig, hun blev skilt. Det ville være sket under alle omstændigheder. Da vi besluttede at flytte sammen, forudså vi dog, at der ville blive ivrig snakken i krogene. Vi tænkte derfor, at vi hellere måtte flytte til et andet sted.

Det ville inspektøren, den nu afdøde Viggo Vandkær Thomsen, ikke høre tale om:

– Han ville ikke miste to gode lærere. Hans opfordring lød, at vi skulle være ligeglade med folks sladder. Og han forsikrede os, at vi havde hans fulde opbakning.

Læs her om dengang, Lars Fjeldmose blev konfettimester. Og andre sjove anekdoter fra revyens verden.

Inspektøren var stærkt begejstret for den musikalske tilflytter, og skolen udvidede sine musikalske og kreative tilbud, i takt med at Leif fik mere og mere at lave inden for sine foretrukne fag.

– Skolen byggede til og fordoblede sine kvadratmeter for bl.a. at kunne indrette musiklokale. Og da der blev startet en dramalinje for 6. og 7. klasse, havde jeg pludselig kun kreative fag som lærer.

Den fødte biskop

I forbindelse med indvielsen af skolens tilbygning i 1976 skete der noget, som fik afgørende betydning for Leifs liv.

– Viggo syntes, det kunne være sjovt, hvis lærerne opførte komedieklassikeren ”Svend, Knud og Valdemar”, og han udpegede mig til at spille biskop. Det mente jeg ikke, jeg kunne, men han overbeviste mig om, at det var pærelet, for biskoppen skulle være fuld hele tiden. Det viste jeg da også, at rollen lå godt til mig, for jeg har et enestående talent for at spille fuld, og forestillingen blev en forrygende succes, fortæller han.

Året efter blev Leif primus motor i den lokale skytte- og gymnastikforenings første amatørrevy, der blev en årligt tilbagevendende begivenhed.

– I 1978 debuterede jeg som professionel revyforfatter. Jeg havde sendt en tekst til Ernst Trillingsgaard i Holstebro-revyen og fået den antaget. Da Viggo hørte det, spurgte han straks, om jeg havde fået penge for det. Det måtte jeg svare nej til, og det var ikke i orden med Viggo. Så han pressede mig til at skrive et brev, hvor jeg udbad mig mit honorar. Jeg var ikke helt tryg ved situationen, og jeg blev for alvor nervøs, da jeg en dag blev hentet af skolesekretæren midt i en time med besked om, at Trillingsgaard ville tale med mig i telefonen. Jeg åndede lettet op, da han meddelte mig, at jeg kunne få 1.200 kroner for min vise. Og det gav mig blod på tanden til at skrive flere numre og sende dem til landets revyer, husker han.

Man kan ikke gafle en succes hver gang, fastslår revystjernen Henrik Lykkegaard. Læs her, hvad der ligger bag hans udtalelse.

Den sønderjyske amatørrevy fik efterhånden besøg af adskellige professionelle revyfolk på udkig efter nye talenter.

– En af dem var Simon Rosenbaum, der på forhånd havde fået lov til at overnatte privat hos Johnna og mig. Det var premiere-aften, og der blev festet igennem efter forestillingen. På et tidspunkt fik den københavnske entertainer behov for at trække sig tilbage. Men da han i løbet af natten skulle på toilettet, kunne han ikke åbne døren ud til entréen. Jeg var kommet til at låse den, og den eneste anden vej ud var via mit og Johnnas soveværelse. Den var Simon trods alt for høflig til at bruge, så han fik sig en meget urolig nat.

Bjarne Lisby er også en entertainer, der kan kalde grin og smil frem. Læs om ham her.