Hvad er du optaget af lige nu?
– Første verdenskrig! Siden jeg rapporterede fra det nordlige Flandern i anledning af 100-året for krigens ophør, kan jeg ikke få den ud af hovedet. At opleve, hvordan en lille by som belgiske Ypres den dag i dag er dybt påvirket af, at her faldt en halv million mand mellem 1914 og 1918. Det er rystende beretninger fra efterkommerne om rædslerne i skyttegravene og om et smadret Vest-Flandern.
Kan noget gøre dig virkelig vred?
– Normalt bestræber jeg mig på at være objektiv i min journalistik, men når man som jeg har dækket og oplevet terroren på helt tæt hold – også her i Bruxelles – tillader man sig at skelne mellem godt og ondt. Der findes mange forklaringer på terror, men ingen undskyldninger. Når uskyldige mennesker ofres bevidst, så er det ondskab. Og det gør mig vred, når jeg ser konsekvenserne. Når jeg ser de pårørende, der skal savne resten af livet. Og de sårede, der aldrig kommer sig.
Læs også: Jens Gaardbo: Jeg er klodset
Hvorfor blev du journalist?
– Det har jeg stort set altid vidst, at jeg ville være. Lige fra jeg var 10 år, elskede jeg at skrive. Jeg tror, at det har noget med fortælleglæde og især nysgerrighed at gøre.
Hvad husker du bedst fra din barndom?
– Især ét minde har indprentet sig: hvordan de indsatte, efter at have læst HF i Statsfængslet i Nyborg, hvor min far var lærer, fik håndjernene fjernet, når de ankom til eksamen på gymnasiet, hvor mange bestod med så høje karakterer som 10, 11, ja, helt op til 13.
Og at jeg og mine jævnaldrende skolekammerater klappede af dem, når de – på ny i håndjern – kørtes tilbage til deres celler. De havde jo mildt sagt god tid til at læse. Og det blev honoreret ved eksamen. At mange af dem alligevel aldrig kom ud af kriminaliteten, er en anden sag!
Læs også: Ikke to af Kåre Quists arbejdsdage er ens
Hvordan slapper du af?
– Mest af alt med min familie. Ikke mindst med min 13-årige datter. Mit arbejde sluger så mange timer, at jeg virkelig nyder tiden med hende, når jeg har fri.
Har du en hobby?
– Jeg elsker at trave – både i naturen og byen. Jeg har altid vandrestøvler og gummisko inden for rækkevidde. Tankerne falder så dejligt til ro, når jeg går. Især efter en lang arbejdsdag. Jeg tager da også dagligt turen til fods frem og tilbage mellem vores hus og EU-hovedkvarteret. Knap 10 kilometer om dagen.
Læs også: Rasmus Nøhr elsker den vilde natur
Talte du fransk, før du kom hertil?
– Lidt gymnasie-fransk. Men med skam at melde må jeg indrømme, at mit franske efter 5 år hernede stadig ikke er godt nok. Selvfølgelig tog jeg undervisning i begyndelsen, men det rækker langtfra til at nærlæse komplicerede politiske analyser og lange EU-tekster. Og når man ikke kan bruge det arbejdsmæssigt, går det langsomt med fremgangen. Det irriterer mig!
Var korrespondentjobbet et ønskejob?
– Ja, jeg kom jo ned til et Europa i fokus som sjældent før. Med terrortrusler, Putin som ny fjende, Brexit og et EU i splid med sig selv. Desuden kan jeg godt lide Bruxelles. Måske er den ikke så køn, men den har sin egen charme og ligger perfekt. Tæt på det meste på det kontinent, der er min arbejdsplads.
Var det en stor omvæltning at flytte hertil?
– I hvert fald anderledes. Sådan må det være, når man samtidig rykker sin familie op med rode. Alt var jo nyt. Ikke mindst for vores dengang 8-årige datter, Laura-Louise. For at give hende en blød start kom hun på den skandinaviske skole i Waterloo. Nu går hun på en britisk-europæisk skole og har meget sprog. Så hun har for længst overhalet mig i fransk!
