Spørgsmålet ”far, skal vi ikke gå på legepladsen?” høres i mange børnefamilier, men i Jasmins og Sias barndomshjem var det lige omvendt – her var det altid far, der plagede om, at ungerne ville tage med ham på legepladsen.
Selv nu, hvor Jasmin og Sia er henholdsvis 21 og 24 år og flyttet hjemmefra, forbarmer de sig jævnligt over deres far og tager med ham. For legepladser er blevet Svend Støvlbæks livsbane og altid i den mest fantasifulde, sjove og skæve udgave.
Adskillige af Sias og Jasmins børnetegninger er endt som inspiration for en af Svends mange legepladser, der i dag står spredt ud over Danmark, Norge og Sverige – og en enkelt i Sydkorea.
– Det værste ved vores ferieture var altid, at du kunne finde på at stoppe ved en trælast, og så sad vi der på bagsædet i tre timer og kedede os, siger Jasmin til sin far – måske lidt under devisen ”overdrivelse fremmer forståelsen”. Men Svend protesterer nu ikke ret meget.
Lotte, pigernes mor, kalder sig selv en hjemmefødning, og hun har for længst valgt at stå over på den slags udflugter:
– Jeg bliver hjemme og sanerer boligen imens. Så de har aldrig vidst, hvad de kom hjem til, griner Lotte, der så sent som dagen før Familie Journals besøg har været i gang med at slå en væg ned inde i stuen på det 140 år gamle bondehus.
Læs også: Louise fik en hjerneblødning som 12-årig: Heldigvis har hun en formidabel styrke
Leukæmi som lille
At familien Støvlbæk endte her uden for Sønder Strødam i det yderste hjørne af Hillerød Kommune og klos op ad en motortrafikvej, er der en tankevækkende forklaring på. På værste vis lærte Lotte og Svend at lade være med at spilde tiden og i stedet forfølge hver deres livsdrøm.
For da Jasmin var 2½ år, fik hun leukæmi. Selv om overlevelsesraten allerede dengang var høj, og siden da er blevet endnu bedre, var hun regulært i fare for at dø flere gange. Lotte og Svend, der begge er uddannet socialpædagoger og arbejdede i daginstitutioner, tog orlov under den værste periode, for de vidste godt, hvad der var vigtigst for dem i den situation.
Læs også: Kvittede topjob og fulgte hjertet: Kærlige måltider til mennesker i krise
Fest og glade dage
– Tilfældigvis havde vi et par måneder, før Jasmin blev syg, set Roberto Benignis film ”Livet er smukt”. Den handler om Guido, der forsøger at vende alt det grimme, som han og sønnen oplever i en koncentrationslejr, til en leg. Vi besluttede os for at gøre det samme. Vi ville ikke lyve, men prøve at få det bedste ud af den situation, vi var havnet i, siger Svend.
Så når Jasmin skulle til anæstesilægen Sove-Søren for at blive lagt i narkose, var det altid iført strutkjole, rød laktaske og trehjulet cykel med dropstativet rullende bagefter, mindes Lotte. Og da yngstedatteren blev 3 år og samtidig var indlagt på Rigshospitalet, fyldte de hele afdelingen med kæmpeballoner.
– Jeg husker faktisk kun gode ting fra min sygdom, siger Jasmin, og større kompliment kan hun jo ikke give sin mor og far.
Storesøster Sia har det på samme måde – hun kan ikke mindes, at hun blev overset, og reelt nød hun godt af de mange tilbud, der er til søskende til ”skaldepaller”, som familien kærligt kalder de kræftsyge børn.
Læs også: Fra by til land: Vi elsker friheden på landet
Rykker på landet
Lige før Jasmin blev syg, var Svend begyndt på at bygge legepladser i sin fritid, og da Jasmin efter 2½ år blev raskmeldt, var han blevet klar over, at han ikke skulle fortsætte karrieren som pædagog.
I 2003 forlod familien parcelhuskvarteret i Hillerød, hvor naboerne nok heller ikke fortsat ville elske Svends motorsavslyde.
I stedet fandt de bondehuset, der ligger så tilpas isoleret, at maskinlarm ikke skræmmer nogen og i øvrigt akkompagneres af suset fra bilerne.
Her har Svend bygget en kæmpehal til firmaet Hampus, og her fødes hans drager, savfisk, kæmpegræsstrå og hvad der ellers indgår i hans repertoire.
Læs også: Tre mødre byggede hjem til deres handicappede børn
Vokseværk
Lidt derfra står fire heste fredsommeligt og gumler, for i samme hug fik Lotte også sin drøm om hus og dyr på landet opfyldt.
– Arbejdsmæssigt kunne jeg også mærke, at jeg ikke kunne tage det helt alvorligt, når forældrene klagede over en bortkommen sutsko eller undrede sig over, at barnet ikke havde spist alle madderne dagen før.
Jeg vidste jo, at alting kunne være meget værre, siger Lotte, der tog konsekvensen og skiftede til en arbejdsplads, hvor hun hjælper psykisk syge misbrugere. Og i sin fritid kan hun så frit komme til at ride på sine elskede heste eller skære køkkenet i småstykker med en stiksav, alt efter humør.
Og så i øvrigt også hjælpe Svend, når ordrerne hober sig op ovre i Hampus. De første år var der kun et varierende, men lille antal ansatte, men for halvandet år siden skiftede Hampus til et højere gear, og i dag er der 13 ansatte. Mange er snedkere af uddannelse, men der er også skovarbejdere og tømrere ansat, og de lærer hurtigt, at det ikke går an at arbejde med stemmejern.
Der må en kædesav til for at få flow i produktionen. Og de ved også, at det er med vilje, at Svends arbejdstegninger altid er skæve. For han har lært, at legende børn skal udfordres på både motorik og fantasi.
– Når vi får en bestilling på for eksempel et drageskib, spørger vi altid til, hvordan institutionen eller parken ønsker udtrykket i dragens ansigt. Skal det være skælmsk, lidt frækt eller ligne en god ven? Det kan også være et lidt uhyggeligt udseende, for det kan børn i 4-5-årsalderen godt lide, men det går ikke altid an, hvis der også er mindre børn, der skal bruge legepladsen, fortæller Svend.
Læs også: Livet på landet er en fest
Den ondeste trailer
I dag har han fortrinsvis chef- og udviklingsopgaver, men han kan stadig gribe en kædesav, når en halesmølf eller en pæon skal have lige dét udtryk, han har forestillet sig. Døtrene har studiejob i firmaet og står for rengøring, arkivering og den slags.
– Og så kan Sia i øvrigt styre selv den ondeste trailer, siger Jasmin og ser tilbørligt imponeret ud.
Begge piger har lært at håndtere alskens værktøj, og de ved nok, hvor de skal spørge om råd, hvis de er i tvivl om noget:
– Hvis man vil have at vide, hvordan man løser en opgave hurtigt, er det bedst at spørge mor. Men skal det være grundigt og korrekt, spørger vi far, siger Jasmin.
