Livet på landet er en fest

Torsdag, 8. november 2018
af : Greta Johannsen, Foto: Alex Tran.
Pernille er niende generation på ”Kvistgaard” på Fyn. Faktisk er hun uddannet bibliotekar, men en dag måtte hun vælge, om gården skulle sælges til en fremmed, eller om hun selv skulle videreføre den. Hun valgte det sidste – heldigvis.

Han var uden tvivl ridderen på det hvide fly. Pernille var helt sikker i sin sag. Hun mødte sin kommende mand, Klavs Kamuk, i Aalborg svæveflyklub, hvor han inviterede hende på en tur i sit fine hvide svævefly. Derefter var den sag afgjort. Pernille og Klavs blev kærester. Hun læste til bibliotekar, han læste til ingeniør. Dengang vidste han ikke, at Pernille havde noget andet med i bagagen. Det handlede ikke om, at hun havde små, faderløse børn eller en uhelbredelig sygdom – næh, Pernille Kvistgaard var niende generation på noget så uhåndterligt som en slægtsgård. 1.600 kvadratmeter bygninger på Fyn, der trængte til en kærlig hånd.

Hun nævnte det kort for ham, inden han kom på besøg hjemme på ”Kvistgaard” første gang, men alligevel blev Klavs noget overrasket, da han trådte ind på den brostensbelagte gårdsplads, for 1.600 m2 bondegård fylder alligevel en hel del. Men det var også på det tidspunkt, at Klavs opdagede, at han faktisk inderst inde i sin praktiske ingeniørsjæl er en romantiker.

Og man kan da heller ikke andet end at forelske sig i den smukke gamle gård med de mange kviste og det flotte bindingsværk. ”Kvistgaard” på Fyn har ligget her mellem Rynkeby og Langeskov siden 1872, hvor Pernilles oldeforældre overtog gården, efter den var blevet flyttet ud fra Urup, en lille by i nærheden.

Læs også om en anden særlig familie

”Kvistgaard” er fra dengang, arbejdskraften var billig. Det var dengang, stenhuggeren kunne aflevere et drikkekar til hestene og få sin løn udbetalt i alt det snaps, der så kunne være i det store vandtrug. Det var også dengang, man købte en gård til sine børn som medgift, når de flyttede hjemmefra. Folkene på ”Kvistgaard” var gode til at drive landbrug, og de var gode til at få pengene til at yngle. Hvem ved, måske skyldes det, at det har været kvinderne, der i otte generationer har ført slægtsgården videre?

Gården er hver gang gået i arv til en kvinde, og hver gang er det kun gået fremad. Men i 1990’erne var det også klart, at der skulle ske noget nyt med gården, for tiden var ikke længere til nedarvet velstand, nutiden er fuld af autoriserede håndværkere, der ikke drikker snaps i voldsomme mængder, og medgifter findes heller ikke mere – kun udgifter. Der skal med andre ord tjenes mange penge, hvis en slægtsgård skal holdes ved lige.

Gård eller karriere

Pernille er niende generation, der bor på gården, og det var faktisk slet ikke meningen, at hun skulle overtage gården. Hun havde uddannet sig til bibliotekar, og hun elskede musik og sang. Men hun elskede også ”Kvistgaard”, som man elsker sin familie trods alle dens fejl og mangler. Og hun kunne ikke forestille sig et liv uden gården.

– Mine forældre havde drevet gården som landbrug i 49 år. Vi havde dyr i staldene indtil 1992, hvor mine forældre solgte dyrene fra. De havde altid levet af landbruget alene, men det stod klart, at det kunne en ny ejer ikke. Gården var for lille, simpelthen. Det var meningen, min bror skulle have overtaget, men da han havde fået uddannelsen til landmand, var familien ikke klar til generationsskiftet. Han ville gerne begynde for sig selv og købte så en gård i i Jylland. Min storesøster var heller ikke interesseret. Jeg var efternøler, og selv om jeg kendte til at drive landbrug, var det ikke det, jeg havde uddannet mig til. Men på den anden side kunne jeg heller ikke tænke mig, at gården skulle sælges til en fremmed, siger Pernille.

– Mine forældre pressede ikke på, bestemt ikke, men de var i 70’erme. De kunne ikke blive ved med at passe gården.

Og så stod de der, Pernille og Klavs. Efter deres bryllup var de flyttet ind i et ganske almindeligt parcelhus på Vestfyn, og de kunne nu vælge mellem at gøre karriere som planlagt eller overtage gåden og fylde den op med børn. De valgte det sidste. I 2003 overtog de gården. Siden har de fået fire børn og et motto, der hedder ”Livet på landet er en fest”.

Børn i stalden

Man er nemlig nødt til at kæmpe for at gøre livet til en fest, når man står med en stor gammel gård, der trænger til nye gulve, nye vinduer og den slags. Men da den del af udfordringerne var bragt i orden, kunne parret kigge ud på de store stalde, hvor der engang havde været køer og grise. Nu var de bare tomme. Men så fik Pernille og Klavs en idé.

– Vi elsker vores gård, og vi føler os forpligtet til at føre den ind i fremtiden. Med fire børn i huset har vi altid holdt et hav af børnefødselsdage og andre fester, og hvorfor så egentlig ikke gøre dét til en levevej, spørger Pernille og Klavs.

Derfor har håndværkerne arbejdet i otte måneder på at lave de gamle stalde om til festlokaler og et moderne køkken, og Pernille har sagt farvel til de rolige dage på biblioteket. Med fire børn i huset har der altid været rigeligt med kaniner, geder og kattekillinger på gården, og de små husdyr er nu fast ansat som deltagere til børnefesterne. Pernille er begyndt som selvstændig festarrangør med speciale i at give børn en rigtig god oplevelse. Der bliver nu holdt børnefødselsdage i stalden, hvor køerne før tyggede drøv, og Pernille og børnene bager cupcakes og pizzaer i det moderne køkken, hvor der før var malkerum.

Læs også om en stor familie

Det rene trylleri

– Vi synes jo, at livet på landet er en fest. Vi har plads til både skattejagter, 30 børn og overnatning på høloftet. Der er mange familier, der ikke selv har plads til at have hele klassen til fødselsdag, så indtil videre har vores tilbud om en fødseldagsfest her været en stor succes. Meningen er, at vi vil udvide med mange andre arrangementer på gården: Selvfølgelig bondegårdsferie, børnehavebesøg, kurser og foredrag – alt, der kan give liv i vores bygninger, for det er jo det, livet på landet handler om: At skabe liv og vise, at vi har det dejligt herude på landet.

Klavs har beholdt sit arbejde, men Pernille trives hjemme blandt børn og dyr, men allermest trives hun nok med, at hun ved, hun har gjort sit for at give den gamle gård en ny fremtid.

Næste generation hedder Anna Maria, Alexander, Ida Kirstine og Josefine. De er 14, 13, 9 og 4 år, og de er alle fire sikre på, at de vil blive boende her på ”Kvistgaard” for altid. Alexander vil dog også gerne være tryllekunstner.

– En slægtsgård er kun noget, vi har til låns. Da vi overtog gården, sagde min far – for sjov – til os, at vi var de første ejere, der havde brug for at låne penge for at overtage og renovere gården. Vi har ønsket at fremtidssikre gården, så vores børn også engang får muligheden for at bestemme, om de vil være 10. generation på ”Kvistgaard”, siger Pernille.