Officielt hedder det sig, at skuespillere aldrig bliver syge. Men naturligvis kan selv den bedste bukke under. Og det var præcis, hvad der skete den aften, som skuespiller Max Hansen, 64, genkalder sig i det følgende:
– I begyndelsen af 1980’erne medvirkede jeg i Bornholmerrevyen fem år i træk. Og et af årene havde min gode kollega Martin Miehe-Renard en aften, hvor han var mere end almindeligt utilpas. Det stod kort og godt ud af begge ender på ham for nu at sige det på den pænest mulige måde.
– Martin mente dog nok, at han kunne gennemføre. Og da tæppet på Rønne Theater gik, havde vi truffet nødforanstaltninger i form af to spande, der var anbragt i hver sin side af scenen uden for publikums synsvinkel. Revyen havde da heller ikke været i gang i mere end 20 minutter, før Martin befandt sig på gulvet bag scenen i heftige kramper og med hovedet i en spand.
Hallo, det er alvor!
– På et tidspunkt så jeg i øjnene, at det simpelthen ikke kunne gå. Så jeg gik ind i projektørlyset foran tilskuerne og spurgte højt: ”Er der en læge til stede?” Reaktionen fra salen kom dog lidt bag på mig. Folk hylede nemlig af grin. I næste øjeblik blev jeg dog pinligt bevidst om årsagen til latteranfaldet, da jeg kikkede ned ad mig selv og konstaterede, at jeg var klædt ud som kage!
Læs også: Nyt par på morskabstronen i Sønderborg
– En kollega fra holdet besluttede sig for at komme mig til undsætning, men hans entré på scenen gjorde kun ondt værre. Han var nemlig klædt ud som humlebi med store, dinglende følehorn og det hele. Og der stod vi i flere minutter og prøvede at overbevise publikum om, at vi mente det alvorligt, alt imens der blev grinet stadig højere. Folk troede jo med god grund, at optrinnet var en del af forestillingen.
– Først da jeg fik den i virkeligheden indlysende idé at tage kostumet af, døde latteren ud. Og heldigvis havde jeg et trikot på inden under kagen. Og det viste sig, at der rent faktisk var en læge i salen.
Til evigt minde
Han kom med ud bag scenen og tilså Martin, som fik et hvidt pulver opløst i vand og en streng ordre fra doktoren om at gå hjem i seng og komme til hægterne, fortæller Max, som i år ikke blot er skuespiller, men også instruktør og kunstnerisk leder på Revyperler i Rødvig på Stevns. En revy, hvis speciale er at tage numre fra revyhistorien op, give dem en ny drejning og dermed gøre dem både nutidige og relevante.
Læs en stribe festlige anekdoter fra kapelmester Mads Strandgaard her.
Men Max har også massiv erfaring i den alvorlige, dramatiske genre. Blandt andet i selskab med den nu afdøde legende Bodil Udsen:
– Bodil og jeg spillede sammen i Privatteatrets forestilling ”Farmor og os”, der havde premiere i 1993. Jeg spillede hendes halvkriminelle søn, som hun var godt og grundigt irriteret på. I en scene skulle jeg sidde i en sofa, og Bodil skulle komme forbi og slå mig over benet med sin stok. Hun lagde dog så meget kraft i, at jeg til sidst måtte bede hende om at slå knap så hårdt.
Læs også: Hanne Hedelund er en slagfærdig revystjerne
– Det lovede hun at lade være med, men allerede næste dag var den gal igen. Og efter et stykke tid havde jeg reddet mig et stort blåt mærke, som aldrig nåede at hele, fordi det blev slået på hver aften. Men det værste var, at forestillingen spillede i mere end et år. Den kørte først i lang tid som stationær forestilling i København og tog derefter på danmarksturné. Og som en konsekvens af succesen har jeg i dag et permanent blåt mærke på mit ben. I praksis har Bodil Udsen beriget mig med en tatovering, siger Max med et skævt smil.
Bornholmsk vandgang
At tage gas på hinanden er en disciplin, visse revyskuespillere excellerer i. Men Max er ikke ubetinget fan af den praksis, da den sjældent tilfører forestillingen noget godt.
– Når det går ud over revyteksterne og publikums oplevelse, synes jeg, det er noget skidt, fortæller revystjernen, der naturligvis selv har været offer for spøgefugle blandt sine kolleger.
Læs også: Polle fra Snave kan også spille revy.
– Engang i Bornholmerrevyen havde jeg for eksempel et nummer, hvor jeg skulle levere en lang monolog fra en talerstol. Og en aften var der nogle teknikere og skuespillere i fællesskab, der havde fundet på at save i den tynde træplade, jeg stod på, og anbringe en balje vand under den.
– Resultatet var, at jeg pludselig stod med skoene og buksebenene i vand, hvilket publikum dog ikke kunne se. De opdagede det først, da jeg forlod talerstolen og spadserede hen over scenen med bukser, der var pladdervåde op til omkring støvlehøjde. Noget, spasmagerne i øvrigt ikke havde tænkt på, var de skrå scenebrædder, som bevirkede, at vandet løb ned i skødet på tilskuerne. Og jeg må indrømme, at jeg blev sur i situationen. Men bagefter kunne jeg godt se det sjove i det, siger Max Hansen.
