Det er svært at forstå, når man ser Mette. Hun er smilende. Talende. Gestikulerende. Levende.
En kvinde midt i livet. Med mange gode år bag sig og mange gode år foran sig.
Det sidste er bare ikke sandt. Mettes næste år kommer på ingen måde til at ligne de første.
– Jeg har Alzheimer, siger Mette ligeud.
Kender du Facebook-siden "Demens er noget, vi taler om"?
Et chok
Den ubarmhjertige statistik fortæller hende, at hun sandsynligvis ikke vil kunne genkende sine egne børn, når hun bliver 60.
– Min far havde også Alzheimer, så jeg ved jo godt, hvordan den slags forløber. Jeg ved, at sygdommen er i gang med at nedbryde min hjerne heromme, siger Mette og klapper sig selv på baghovedet.
– Men før jeg fik læst op på det på nettet, havde jeg alligevel ikke forestillet mig, at man typisk kun lever 7-10 år, efter at diagnosen er stillet. Jeg blev enormt chokeret. Og ked af det, for tænk, hvis jeg ikke kommer til at se, hvis mine børn får børn…
Læs også: Vil du være ven med en dement?
Ikke parat til adskillelse
Mette Skou Møller er bare 51, Anton 19 og Frida 16, og ingen af dem er parat til den adskillelse, som demenssygdommen Alzheimer uvægerligt ender med. Hverken den mentale adskillelse, når hukommelsen går i sort, eller den fysiske adskillelse, der varer evigt.
Men lige meget hvor meget Mette kunne have lyst til at stampe i jorden og bande over, at det lige er hende, der skal rammes, er der ikke noget at gøre. Det har hun erkendt, og selv om hun ikke giver op uden en kamp, ved hun, at det gælder om at få det allerbedste ud af de kommende år.
Kærligheden må fylde
– Jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på, at jeg mentalt vil være væk fra Anton og Frida, at jeg forsvinder. Men så tænker jeg hurtigt derefter, at jeg så bare må være rigtig fantastisk nu, mens jeg er her. Jeg må gøre, hvad jeg kan for at fylde dem op med min kærlighed til dem. Jeg må være til stede og lave ting sammen med dem, gode ting. Vi må ud og rejse, tage til koncerter, ud at bade og få så mange dejlige stunder sammen som muligt.
Mette har forsøgt at tage hul på snakken med sine to store børn, men det er ikke så let. For ingen af dem har jo lyst til at være der, hvor skæbnen har dumpet dem – alle tre ønsker, at alt var, som dengang Alzheimer ikke havde kuppet sig ind mellem dem.
Mette sidder i sin lyse lejlighed i Hvidovre og fortæller. Der er livsglade farver på malerier og puder, den lette kjole matcher, og latteren og selvironien er aldrig langt væk. Tårerne heller ikke.
Læs også: Kirsten har Alzheimer
Troede, det var stress
Mette fik diagnosen i februar i år, men i virkeligheden har Alzheimer nok været hendes usynlige og uvelkomne følgesvend i to-tre år. Hun er pædagog og arbejdede for nogle år siden med omsorgssvigtede børn. Et par af dem var meget udadreagerende, og Mette forklarede sin tiltagende glemsomhed med, at hun nok var stresset på grund af arbejdsbelastningen.
Hun fik så arbejde i en almindelig børnehave, og symptomerne fortsatte. Et lavt stofskifte fik ”skylden”, men efterhånden blev det også tydeligt for Mette, at der var et eller andet, der var ravruskende galt. Hun har altid været meget fagligt engageret og kastet sig over nye strømninger i pædagogikken. Hun er uddannet Marte Meo-terapeut – og her bruges videooptagelser i pædagogikken.
– Men når jeg tog kameraet frem, sad jeg bare og fedtede med det. Hver gang var det, som om jeg lige havde pakket det ud af æsken som nyt.
– Når jeg skulle pakke børnenes madkasser ned, kludrede jeg i det, og en dag tog jeg otte børn med ud i turbussen, selv om der kun skulle syv med på tur. Det var ikke sjovt at skulle sige til det ottende barn, at det alligevel ikke skulle på tur, siger Mette.
Et ventet og frygtet svar
Efter flere sygemeldinger startede et udredningsforløb i sensommeren ’15, og efter et halvt år – og midt i en flytning fra Valby og til lejligheden i Hvidovre – kom det svar, som Mette efterhånden både havde ventet og frygtet.
På sin vis gav diagnosen også en form for fred. Brikkerne faldt på plads, og Mette fik mere ro på, hun skulle ikke mere forsøge at holde facaden.
Hun har taget afsked med arbejdsmarkedet, og nu sætter hun sin lid til, at medicinen vil forsinke symptomerne, og hun er parat til at ændre på sin kost, gå til mindfulness, holde hjernen i sving og søge alternative metoder – alt sammen i håb om at kunne blive hængende lidt længere. For selv om gennemsnittet er 7-10 år, er der jo ingen, der ved, hvordan lige netop Mettes tidslinje vil være.
Men ned ad bakke vil det uvægerligt gå, og Mette har, kort tid efter at hun fik diagnosen, været så afklaret og forudseende, at hun har ”bestilt plads” på et plejehjem i Græsted, hvor de er særligt gode til at tage sig af demente.
– Det ligger naturskønt, der er sanserum, der er ansat pædagoger, og så er der ingen stramme regler om, at alle skal stå op og spise morgenmad samtidig, siger Mette med et stort grin.
– Jeg synes, at det er meget synd for mine unger, at de skal have en mor, der er så rundforvirret. Det gider jeg faktisk ikke være. Selv vil jeg jo nok ikke komme til mærke noget, men det kommer mine børn til. Lige nu tænker jeg, at hvis jeg er helt rundt på gulvet om fem år og slet ikke får noget ud af livet mere, ja, så er det bedre, at det slutter, siger Mette.
Skal du også med til Dansktop Prisen 2017?
