Michael lever stadig i 1970'erne: Jeg kan ikke få nok af fortiden

Udefra ser landejendommen i Lerbjerg, tæt på Hadsten, ikke ud af meget. Men så snart man træder ind, overvældes man af teaktræ, orange tapeter, og mens C.V. Jørgensen lyder fra pladespilleren, kan man lytte til kukuret, når klokken slår hel eller halv. Når man går over dørtrinnet ind til den store hal, forlader man 2019 og går direkte ind i 1970.

– Velkommen til! nærmest råber Michael Bendstrup af glæde, mens han breder armene ud, og pege- og langfinger former det famøse fredstegn.

Michael viser rundt i sit bed & breakfast, og rundvisningen byder på mange gensyn med ting, man havde glemt, eksisterede. Et helt værelse er dedikeret til Elvis, et andet til kunstneren Bjørn Wiinblad, men der er ét værelse, der står Michaels hjerte mere nært end de andre.

Læs også: Karen elsker tyrolermusik: Mit liv skal være en fest

Tilbage til barndommen

– Det her er jo en gengivelse af mit eget ungdomsværelse, da jeg voksede op i 70’erne, fortæller Michael med et stort smil, mens han stolt viser værelset frem.

Og det ligner de fleste teenageværelser fra 70’erne. På opslagstavlen hænger der en plakat med Gasolin’ lige ved siden af skiltet med ”Atomkraft – Nej tak”, en plakat fra Vi Unge med ”shubberne”, som Michael konsekvent kalder dem, og et lp-cover fra en The Beatles-plade.

Hele stedet vækker mange minder for Michael og for alle de gæster, der hvert år kommer forbi, enten til de arrangementer, der bliver holdt på stedet, eller til en overnatning.

Læs også: Konkurrenter og søstre: Vi forstår hinanden på en særlig måde

Minder er vigtige

– Minderne er det, der gør, jeg bliver ved. Selv om jeg har brugt alt for meget både tid og penge, som jeg ikke har, siger Michael, mens han smågriner.

Det at se tilbage på en ting og få en bestemt følelse er det, Michael gerne vil give andre mennesker.

– Jeg oplevede det selv første gang, da jeg stod i en genbrugsbutik og så på et kukur. Det var magen til det kukur, der var i farmor og farfars sommerhus, hvor jeg kom som barn. Det gjorde mig helt varm om hjertet, for det mindede mig om alle de gode ting, jeg har oplevet.

– Det minder mig om en tid, hvor jeg ingen bekymringer havde. Så da jeg stod med kukuret i hånden, kunne jeg kun tænke på, hvordan hele familien altid slappede af og hyggede. Jeg faldt totalt i barndomsgryden. Og så blev jeg overvældet over, at noget så simpelt som et kukur kunne give mig så stor glæde.

Michael har senere fundet ud af, at der er et ord for den følelse. Det hedder ”reminiscens”. Det handler om at dele minder fra fortiden med andre mennesker. Se på ting, der giver genklang til fortiden. Og det er noget af det, Michael holder allermest af. At mindes fortiden. Ikke fordi han ikke elsker nutiden, men fordi han, som han selv siger, er en gammel romantiker.

– Fortiden gør mig bare så glad. Det ligger dybt i mig.

Startede med biler

For Michael var det ikke oprindeligt planen, at det skulle være et bed & breakfast, da han for 15 år siden købte landejendommen, der før husede en svinestald. Det var også noget af et projekt for en mand med tre børn og et fuldtidsjob som entreprenør.

– For mig er der ikke altid så langt fra tanke til handling, siger Michael i et øjebliks eftertænksomhed, der hurtigt bliver afbrudt, da han synger stroferne ”A little less conversation, a little more action” fra Elvis’ sang med samme titel.

Da Michael købte stedet i 2008, var det meningen, han skulle opbevare og restaurere veteranbiler her.

– Det gik skidegodt. Jeg købte en masse veteranbiler og begyndte at lave på dem. Jeg indrettede et udstillingslokale, der skulle få folk tilbage i tiden, så jeg købte et par småting, der passede til tiden, og så blev det bare til flere og flere ting, deriblandt kukuret, fortæller Michael.

Plejeforældrene Annemette og Poul Erik: Vi er børnenes advokater

En ting førte til en anden

– Men så kom finanskrisen, og jeg måtte desværre sælge alle mine biler. Det gjorde ondt, for det var jo en drøm, der gik i stykker. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så selv om bilerne var væk, var jeg fast besluttet på, at jeg stadig ville give andre mulighed for at se den tidskapsel, jeg så småt var begyndt at lave. Nu kunne det laves om til et sted, hvor det ikke kun var bilentusiaster, der kunne komme forbi.

Så mens Michael i dagtimerne passede sit job som entreprenør, brugte han aftener og weekender på at samle retroting på diverse loppemarkeder. Han besluttede sig for at give gæster mulighed for at overnatte der, så det økonomisk kunne løbe lidt bedre rundt for ham. Men Michael har fået meget mere ud af det end bare et sted, hvor gæster har mulighed for at tilbringe en nat eller to.

Læs også: For sjette år i træk: Her er Danmarks darling

Hjælper demente

Og det bringer os tilbage til ”reminiscens”. Michael fortæller, at det ikke kun er ham selv, der oplever det. Retroworld har mange gange haft besøg af demente borgere fra det lokale plejehjem, og de nyder også godt af en tur i tidskapslen.

– Det er helt genialt. Folk bliver så glade, når de kommer. Jeg kan se, hvordan de lyser op, når de ser alle de her gamle ting, der minder dem om gamle dage. På et tidspunkt kom der en mand med meget svær demens, men da jeg satte Elvis på spolebåndoptageren, begyndte manden at fortælle om sin ungdom.

Og for Michael betyder det meget at kunne give lykke og glæde til andre mennesker. Han holder koncerter, foredrag og fejrer hvert år Danmarks befrielsesdag i Retroworlds store gildesal.

– Sidste gang, vi fejrede befrielsesdagen, fik jeg besøg af Aage, der selv levede, da Danmark blev befriet. Vi hørte den radioudsendelse, der blev sendt, da danskerne fik at vide, at de var frie igen. Det var første gang, Aage hørte hele udsendelsen, for i 1945 havde han skyndt sig ud på gaden for at fejre det, da han hørte det, så han nåede aldrig at høre udsendelsen færdig. Når man så kan sidde med ham nu og se, hvordan han vender tilbage og tænker på den lykkelige tid, så ved jeg, at jeg har gjort noget rigtigt.

Klik dig igennem galleriet for at se billeder fra Retroworld.