Min barndom skal ikke have været forgæves

Som barn har Gitte prøvet at stå bag en hylde henne hos Spar-Købmanden og høre to damer på den anden side tale om, at den da er helt gal med Gerda Hedegaard. ”Hvordan skal det ikke gå, hun er jo helt fra den!”, sagde den ene til den anden.

– De talte om os, men ingen gjorde noget. Vi fik lov at leve i det, siger 43-årige Gitte Hedegaard i dag tørt konstaterende om det barneliv, som blev hendes og broderens.

Vækket om natten

Gitte ved, hvordan det er at blive vækket midt om natten og slæbt om bag møblerne, så ingen kunne ”opdage” dem. Hun ved, hvordan det føles at se sin mor stirre blindt på en flimrende tv-skærm og få skældud, når hun forsøgte at skifte til DR: ”Nej, nej, nyhedsværten jo kan se os.” Hun ved, hvordan det er at ae sin egen mor i søvn under spisebordet, fordi mor er bange for, at den søger, som lægen har indopereret i hendes livmoder, kan bruges til at finde dem.

På anmodning kan Gitte hurtigt opremse utallige eksempler på helt fundamentale og helt ubærlige svigt – som skulle hun diktere dagligvareindkøb til en huskeliste: om hvordan det er aldrig at have fået en smurt madpakke med i skole, hvordan det er at blive sendt af sted med nusset og stumpet tøj, den dag skolefotografen kommer, hvordan det er sjældent at have en gave med til klassekammeraternes fødselsdage, hvordan det er ikke at kunne undertrykke sin sult og sin grådighed, når det smurte bollefad kommer på bordet, ja, hvordan det er at spørge sin mor, om hun ved, hvem man er, og få svaret ”næh”.

Hjælper nu andre

Siden hun var først i 20’erne, har Gitte vidst, at hun ville hjælpe børn, der står lige så alene, som hun gjorde dengang i 80’erne i Holstebros sociale boligområde, Trekanten. Mod alle odds – og takket være en lille håndfuld mennesker – fik hun en læreruddannelse og et liv som nærværende og ansvarlig voksen.

Det kunne ellers meget nemt være endt lige så slemt med Gitte, som det gjorde med Gerda, for man får sår på sjælen af sådan en barndom. Sår af den slags, der har svært ved at lukke sig pænt. Det har Gitte også fået, og hun har været helt derude, hvor hun inde i hovedet havde taget afsked med sine egne to børn.

Læs også: Min barndom sluttede, da jeg var 12 år

Vil passe på mor

Selv om man måske kan tænke, at vi i dag ikke lader børn bo hos alvorligt psykisk syge forældre, og at den slags svigt ikke forekommer i dagens Danmark, oplever Gitte det anderledes.

– Jeg havde jo altid antennerne langt ude, for selv om jeg ofte ønskede mig væk fra min mor, ville jeg samtidig også passe på hende. For jeg var mor for min mor, siger Gitte, der med det samme vejrede faresignalerne, hvis nogen sagde noget fornærmende eller spydigt om hendes mor.

Den næse for andre mennesker har hun bevaret og videreudviklet, og med 17 års lærergerning som ballast er hun blevet en menneskelig scanner, når det gælder børn i mistrivsel. Om det så handler om vold, alkohol, narko eller sygdom i hjemmet. Og hun finder sig ikke i, at kommuner og andre myndigheder lader stå til.

– Jeg har præsteret at sige til en sløv kommune, der ikke havde reageret seriøst på alvorlige indberetninger, at jeg ville tage barnet med hjem til mig selv, hvis de ikke kom og hentede ham øjeblikeligt, siger Gitte.

Hun er parat til at gå langt, for at de børn, hun møder på sin professionelle vej, bliver set og hørt og får troen på sig selv tilbage. Hun har altid øst af sin personlige historie i arbejdet med børnene, men de seneste år har hun også derhjemme i parcelhuset i Mejrup brugt tid på at dykke dybere ned i erindringen om barndommens svigt og få det hele ned på papir.

Udgivet bog

I mange år har hun vidst med sig selv, at de hårde barneår ikke skulle være forgæves, og at hun en skønne dag ville lave en bog. ”Mit sindsyge liv” er på gaden i denne måned, og med den i hånden håber Gitte at få så mange ministre som muligt i tale, og at der bliver sat ind over for alle de børn, som føler sig stressede og svigtede.

– Første del af bogen handler om min barndom og opvækst, og anden del om, hvordan vi alle kan være med til at få vores medmennesker til at vokse i stedet for at visne. Og til sidst er der et afsnit til fagfolk, der har med børn og unge at gøre.

Gitte har undervejs udviklet to undervisningsforløb, der handler om at styrke selvværdet hos børn og unge, nemlig ”Vores Skolefamilie” for mellemtrinnet og ”Jeg er sgu god nok, som jeg er” for udskolingen.

Helt nede

For fem år siden var Gitte selv helt nede og bide i undersiden af gulvtæppet. Efter en periode, hvor hun troede, hun kunne flyve, røg hun lodret ned og mente ikke, at nogen i hele verden, ikke engang hendes to børn, kunne være tjent med hende. Hun fik stillet to diagnoser, og de har været med til at skaffe klarhed over, hvad hun kan og skal. Gitte har adhd og er bipolar.

– I dag kan jeg se, at det langt hen ad vejen er min adhd-lidelse, der har hjulpet mig. Det er den, der har gjort, at jeg har kunnet overleve på at være hende den sjove og udadvendte. Den diagnose har jeg heller ikke haft svært ved at tale med andre om, men det er først for et års tid siden, at jeg har kunnet fortælle fremmede, at jeg faktisk også er bipolar. For psykisk sygdom er stadig et tabu, og jeg var bange for, at folk ville oversætte det med, at jeg også var ustabil.

I dag får Gitte medicin i en lav dosis for sin bipolare lidelse, og hun ved, at hun skal leve et regelmæssigt liv og ikke sidde oppe til klokken halv tre og skrive på bog eller udtænke koncepter. Hun skal passe sine sengetider, sin motion og sin kost, basta.

Læs også: Kurt har fortrængt det meste af sin barndom

Fire gjorde en forskel

Når Gitte tænker tilbage, er der fire mennesker, der virkelig har gjort en forskel for hende:

– Jeg var hos min onkel og tante i de korte perioder, hvor min mor var indlagt. Her opdagede jeg, hvordan en normal familie fungerede, for det havde jeg ingen anelse om derhjemmefra.

– I 9. klasse var der en lærer, der som den første nogensinde spurgte direkte, hvordan jeg havde det derhjemme. Senere overbeviste hun mig om, at jeg kunne komme på hf, hvis jeg virkelig arbejdede for det.

– Jeg var som en lille fugleunge, der ikke vidste, hvilken rede jeg skulle hoppe i. Men hun hjalp mig.

Det fjerde og sidste menneske, som har fået Gittes livsbane til at sno sig den rette vej, er en pædagog i den sfo, hvor hun fik job.

– Pædagogen gav mig det råd at blive lærer, fordi hun så, at jeg havde det godt med struktur. Og det var godt set, siger Gitte, der nu finder sin drivkraft i at kunne opdage og hjælpe mange flere ”fugleunger”.