Minus 34 kilo på et år

Mandag, 5. oktober 2009
af Redaktion
Efter 20 år med overvægt har Wanda fra Aså fået et helt nyt liv med masser af glæde og energi.
Foto: Britt Lindemann
Foto: Britt Lindemann

Wanda Nielsen, 42, fra nordjyske Aså, har altid bramfrit givet sin datter, Helene, skylden for sin egen overvægt. Men det har nu ikke givet Helene psykiske traumer. Tværtom er hun parat til at give igen: - Du var nu ikke for sjov dengang, mor, for du blev hurtigt vred, du havde kort lunte!
Helene bruger datid, for sidste år tabte hendes mor sig 34 kilo.

110 kg på toppen
Da hun var allerstørst, vejede hun 110 kg, men ved starten hos De Danske Vægtkonsulenter havde hun selv smidt de tre første kilo. Med inspiration fra vægtkonsulenterne Susanne Sørensen og Birthe Jensen tabte Wanda fra 10. marts i fjor og til 4. marts i år præcis 34 kilo. I dag vejer Wanda 73 kilo - en perfekt vægt til hendes højde på 1,72 m.

Går stadig til vejning
- Susanne og Birte gav mig det første skub, da jeg søgte hjælp. Og jeg skal gerne indrømme, at jeg stadig går til vejning en gang om måneden, selv om jeg er blevet stabiliseret. Sommerferien gav et par ekstra kilo, men de kom hurtigt væk igen, da hverdagen satte ind. Kostomlægningen, den gode salat, en masse motion og havearbejde holder vægten på plads, siger Wanda.

Frisk og fræk

Frisør Elias Eliasson fra Dacapo i København gik hurtigt i gang med at ændre på Wandas hårfarve. - En varm, brun farve skal danne basis for Wandas gyldne striber, forudså Elias, der også annoncerede, at de lange slidte spidser skulle væk: - Jeg vil klippe en pjusket og frisk frisure med skarp kant og give dig mere fylde i frisuren. Siderne skal indramme dit ansigt mere, og så kan jeg love dig, at du fremover ikke skal bruge meget tid på at sætte frisuren. Du skal blot arbejde med dine fingre, så helheden bliver tilfældig. Og voks er vigtig. Efter Wandas smil at dømme efter var hun rigtig godt tilfreds med Elias' valg.

Af Ulla Linneman