Mit barn skulle overleve

Anette gav sig til at samle på gode historier, da hun fik brystkræft. Hun havde virkelig brug for at høre alle de gode historier, for samtidig med at hun fik konstateret kræft, var hun gravid i fjerde måned. Kunne hun overhovedet få et sundt og velfungerende barn, når hun skulle i kemobehandling?

Men hun hørte ikke om andre kvinder, der havde været i samme situation, derfor bestemte hun sig for, hun ville være sin egen gode historie.

I dag er Anette Vestergaard fra Vejle rask og mor til tre. Hugo er nu 5 år og et meget levende bevis på, Anette gennemførte sin plan. Det lykkedes, og derfor fortæller hun sin historie, for der vil desværre altid være kvinder, som får kræft, når de er gravide, og de har brug for at vide, at det også kan gå godt.

Mor eller barn

– Da jeg mærkede knuden i mit bryst i september 2012, vidste jeg på en eller anden måde med det samme, at det var kræft. Men jeg var også fire måneder henne i min graviditet, og jeg havde ikke hørt om andre kvinder, der havde prøvet det, fortæller Anette.

– Lægen mente i første omgang, at det nok var en forstørret mælkekirtel på grund af graviditeten, men jeg kom videre til en ultralydsscanning og flere undersøgelser på Aarhus Universitets-hospital, og den desværre var god nok. Jeg havde kræft. Inderst inde havde jeg jo vidst det, så det kom ikke som et chok. Det, der var vigtigt, var, at jeg ville beholde mit barn.

– Hugo var min tredje og sidste graviditet. Jeg var 43 år, og han var et meget ønsket barn. Det havde været svært overhovedet at blive gravid med ham, så der skulle meget, meget tungtvejende grunde til, hvis jeg skulle afbryde graviditeten, understreger Anette.

Behandlingen gik ud på, at hun først skulle have opereret knuden væk. Derefter skulle hun have seks kemobehandlinger og så 25 strålebehandlinger. Risikoen ved at give kemobehandling til en gravid kvinde er, at barnet kan få en hjerneskade eller en hjertefejl.

Det er heldigvis sjældent, at en gravid kvinde skal i behandling for brystkræft, og der var delte meninger blandt lægerne på hospitalet. Overlægen sagde, at det var et valg mellem at redde moren eller barnet, men selv om Anette respekterede hende for, at hun sagde sin mening, var hun sikker på, at der måtte findes en anden udvej.

Tog sagen i egen hånd

– Jeg blev meget praktisk tænkende og løsningsorienteret og ledte på nettet efter solstrålehistorier, og undervejs kom jeg forbi siden Hope for Two, hvor kræftsyge kvinder i USA havde født raske og sunde børn. Jeg ledte videre og fandt ud af, at der fandtes en specialist i brystkræftbehandling på Vejle Sygehus – Erik Hugger Jacobsen. Jeg besluttede at ringe til ham. Måske tog han ikke telefonen, måske kunne han ikke hjælpe, men jeg måtte gøre alt, hvad jeg kunne. Og så tog han telefonen, fortæller Anette.

Erik Hugger Jacobsen mente, at Anette godt kunne gennemføre sin graviditet uden fare for barnet.

– Han ville gerne tage mig som patient, og det var jeg meget glad for. Jeg følte mig tryg ved ham, og så gik vi i gang.

Læs også om "Cool Camp"

Operationen gik galt

Anette er en lille og stærk kvinde. Hun var netop blevet ansat som centerchef i Kolding Storcenter, hun har altid elsket sit arbejde, og på en eller anden vis har det altid set ud, som om døgnet for hende ikke kun har 24 timer. Hun var altid i gang og kunne overkomme alt – og de kræfter fik hun brug for.

– Jeg blev indlagt til en brystbevarende operation på Aarhus Universitetshospital den 1. november 2012. Da jeg vågnede af narkosen, var det dog blevet til en større operation. De havde været nødt til at fjerne både knuden og alle lymfekirtler, men jeg kom hjem samme dag, fordi jeg insisterede på det. Der var jo to små børn derhjemme, som havde brug for deres mor, siger Anette.

Så nemt gik det alligevel ikke. Et blodkar under operationssyningen sprang op, så Anette måtte tilbage på sygehuset og opereres igen. Heller ikke den syning kunne stoppe blødningen, så det endte med, at hun blev opereret tre gange, inden blødningen var stoppet fuldstændigt.

Startede på kemo

– Jeg havde fra begyndelsen besluttet kun at tage det én dag ad gangen, og jeg kunne kun tænke på, at min baby skulle have det godt. Vi skulle igennem det her. Sammen.

Endelig var operationerne overstået, så hun kunne komme i gang med kemobehandlingen. Den 21. december fik hun den første kemokur.

– Jeg havde hørt, at jeg ville blive så syg, når jeg fik kemo, at jeg ville kaste op i timevis, så jeg havde købt en spand og forberedt mig på at blive syg. Men jeg blev overhovedet ikke syg. Jeg mistede heller ikke mit hår, og jeg gik på arbejde hver dag, som jeg havde ønsket. For min familie og mig var det vigtigt, at alt var så normalt som muligt. Jeg havde det fint, faktisk havde jeg det så godt, at jeg ringede til lægen for at spørge, om der mon var noget i vejen med det der kemo, for jeg var ikke sikker på, om det virkede, fortæller Anette.

Men det virkede. Anette fik de første tre kemobehandlinger, og så skulle hun have tre efter fødslen, for de sidste tre behandlinger ville barnet ikke kunne tåle. Derfor blev Hugo født ved kejsersnit den 26. februar 2013, en måned for tidligt.

Læs også om en anden stærk kvinde

Det handler om håb

– Hugo vejede 2.300 gram og var en sund og rask baby. Hans fødsel blev den store glæde, der fuldstændig overskyggede, at jeg havde kræft. Jeg har tit tænkt på, at det var et stort ansvar, jeg påtog mig. Mine børn kunne risikere at miste deres mor, men jeg opfattede det ikke sådan. Jeg troede fuldstændig på, at jeg nok skulle overleve, men det vigtigste var og blev, at jeg fik mit barn. Jeg er godt klar over, at jeg har været fantastisk heldig, siger Anette.

Der er gået seks år, og Anette er rask. Netop fordi hun var så heldig, og fordi der findes andre kvinder, som har brug for gode historier, er Anette med i ”Stafet for livet” i Kolding. Hun holder sit løfte om at fortælle den gode historie

– Kræft rammer fuldstændig tilfældigt, og der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Men vi kan give håb videre, for det er håbet, der hjælper. Vi vil jo alle gerne se vores børn blive født og opleve dem. Derfor fortæller jeg min historie, så andre kvinder kan se, at det kan lade sig gøre at overleve og at være gravid. Jeg er den lykkelige historie, som jeg selv ledte efter dengang.■