– Jeg bliver snart 88 år faktisk, siger Hanne Nielsen, som for Sara hedder mormor.
– Det bliver spændende at se, om jeg bliver 90.
– Det skal du! Mormor holder sådan nogle gode fester, siger 37-årige Sara Schlüter og blinker kækt.
– Uh, jeg kan ikke lide at være i centrum. Eller åbne gaver. Jeg bliver så mærkelig og genert. Men jeg vil gerne holde festen, siger hun og pointerer, hvor glad hun er for hver eneste morgen, hun vågner op til endnu en dag med en frisk hjerne.
Læs om Annie, der blev mormor to gange på samme dag. Klik her
Ville forevige historien
Og særligt mormors gode hoved med en eminent hukommelse har Sara i flere år spekuleret over, hvordan hun kunne udnytte på allerbedste vis. Men det var først, da hendes søster fik et barn – Sara blev moster, og Hanne blev oldemor – at den konkrete idé opstod: Hun ville forevige sin mormors historie på video.
– Sara ringede og sagde, at hun syntes, eftertiden skulle vide lidt om mig. ”Det er i orden, men jeg er ikke særlig interessant,” sagde jeg, siger Hanne stadig med en overbevisning, som kan snyde selv den bedste menneskekender.
Men ikke Sara. Med sine læber former hun ordene: ”Det er løgn”, mens Hanne snakker videre.
Og så afbryder hun:
– Mormor har altid været god til at fortælle historier. De kommer lige pludselig til hende og begynder gerne med: ”Jeg glemmer aldrig dengang… ” Så da vi først fik sat os i hver vores lænestol med en åben karton rødvin, stoppede hun heller ikke før efter seks timer. Men vi begyndte også helt fra begyndelsen.
En anden tid
Hanne Nielsen blev født i 1929 på sydspidsen af Als.
– Mine forældre var skønne. Jeg fik en streng opdragelse, men også masser af kærlighed som enebarn. Det var et meget fattigt hjem. Jeg husker, at min far stod op om natten for at cykle hele vejen til mølleren i Nordborg, så vi kunne få mel til at bage lidt brød om morgenen, fortæller Hanne.
– Sådan noget kan man jo ikke læse om i historiebøgerne. Hvordan det egentlig føltes at være barn i et hjem dengang, og hvad man oplevede, siger Sara. – Dét er den levende historie.
– Men jeg vil nu også gerne, at de unge mennesker i dag kender til anden verdenskrig. Så de forstår, hvor godt de har det, for det var altså ganske forfærdeligt. Min farmor var meget betaget af Hitler. Jeg husker, hvordan jeg som ung pige blev jaget ud af hendes køkken, fordi hun skulle snakke et alvorsord med den ene af sine tre sønner, som ville flygte fra sit arbejde i SS. Jeg tror, at han arbejdede i en koncentrationslejr. Det var heldigvis ikke min far. Han syntes, hun var tosset, siger Hanne med en let hovedrysten.
Ville ikke have været foruden
– Det var nogle forfærdelige år. Lige inden krigen sluttede, oplevede jeg at blive arresteret med et maskingevær i ryggen. Beskyldt for at være en feltmadras af nogle frihedskæmpere. Jeg var 15 år og måtte på ingen måde omgås soldater, så min far blev tosset. Han fik også en undskyldning fra de ansvarlige, da jeg endelig kom hjem efter flere timer i fangenskab med mit hår smurt ind i spyt, fortæller Hanne.
– Derfor undrede det mig også, mormor, da du sagde, du ikke ville bytte tidsalder med mig, bryder Sara ind.
– Jo, det ville jeg gerne have gjort. Så hvis jeg sagde dét, havde jeg fået for meget rødvin. Ha!
– Ej! Du sagde, at grunden til, at du ikke ville bytte, var, at du egentlig syntes, du havde været meget privilegeret at have oplevet verden forandre sig så meget, som den har gjort.
– Nåå ja, siger Hanne og smiler til sit ældste barnebarn. – Den teknologiske udvikling har jeg slet ikke kunnet følge med i. Først kunne man flyve til månen, og så rendte alle rundt med mobiltelefoner. Men forandringen, der skete for kvinder, den var jeg da en del af.
Et lykkeligt liv
Hun ville egentlig have været læge. Men med kun syv års skolegang kunne det på ingen mulig måde lade sig gøre. Hanne fik i stedet job i en lægepraksis hos en skingrende skør tysker, der elskede at rive tænder ud af munden på folk, som skulle have protese. Dem skulle hun så samle op.
– Og så begyndte jeg min uddannelse til sygeplejerske på Fyn. Eller dengang blev det mere set som et kald, hvorfor det også var meget ilde set at have omgang med fyre. For som søster Karna sagde i sine etiktimer: ”Jeg henstiller til de damer, der skal på mandsafdelingen, at ikke engang en kniben med det ene øje er tilladt.” Vi skulle være hjemme på kollegiet kl. 22, men det lykkedes os altid at liste os ind senere, uden nattevagten så os.
I 1954 blev Hanne gift med Thomas. De fik tre børn og otte børnebørn. Og de nåede at fejre guldbryllup, inden han døde for syv år siden. Hanne bor stadig i det hus, de byggede sammen i 1961 med en grund på 1.250 m2. Her har Sara tilbragt en stor del af sin barndom; på gyngerne og i junglehulen. I en papkasse, som morfar slæbte hende rundt i, når de legede Afrikas Dronning. Ved bordet, hvor de spillede kortspillet Mausel. Og i sengen med de andre børnebørn og mormor, der læste ”Onkel Toms hytte”, til de alle var så berørte, at de vrælede.
– Vi har haft det skønt, siger Hanne. – Mit liv har været lykkeligt, selv om begyndelsen var streng, og livet med din morfar var fyldt med op- og nedture. Det syntes jeg faktisk, var lidt svært at tale med dig om. Derfor bad jeg dig også slukke for kameraet på et tidspunkt. Jeg følte, jeg udleverede ham.
– Men da vi tændte kameraet igen, havde vi en god snak om, at det jo er din historie. Ikke morfars. Ikke nogen andens. Det er din oplevelse af verden, og den vil altid være subjektiv, siger Sara.
En interessant historie
Sara havde ikke regnet med, at projektet skulle komme til at tage så lang tid. Men hendes mormor er en kvinde, der hurtigt render ud ad en tangent. Og Sara følger gerne efter.
– Jeg interesserer mig for historien og synes, det er fantastisk at finde ud af, hvor jeg egentlig stammer fra, og hvor meget verden har forandret sig. Her er mormor jo den levende historie – den, som forsvinder, hvis den ikke bliver foreviget, siger Sara.
– Sara må jo bedst vide, om folk er interesseret i at høre om sådan en gammel tudse som mig, siger Hanne og fnyser let.
– Jeg skrev en klumme i Politiken om projektet og fik masser af henvendelser fra folk, som ville ønske, de havde gjort det samme med deres bedsteforældre. Jeg ville også selv ønske, at jeg havde haft mulighed for at gøre det med flere af mine. Min snak med mormor har givet mig en større bevidsthed om, hvor jeg stammer fra, og en taknemlighed for den tid, jeg er vokset op i. Jeg glæder mig til at se optagelserne igen, når jeg selv er blevet ældre – hvis det stadig er muligt. Så tænker jeg, at jeg kan spejle mig endnu mere i min mormor, end jeg kan i dag. Især i de større og mere perspektiverende spørgsmål, som fyldte meget i snakkens sidste timer, siger Sara,
– Men jeg synes altså stadig ikke, jeg er særlig interessant. Jeg har jo ikke udrettet noget stort, siger Hanne næsten opgivende.
– Det passer altså ikke, mormor. Du er en stjerne. Du har knoklet hele dit liv. Du har bygget det her hus. Og du har skabt en familie.
– Ja! Men det er der jo så mange, der gør.
– Men du er god til at fortælle om det, siger Sara med en bestemthed i stemmen, som får selv mormors læber til at lukke sammen og forme sig – hvis man ser godt efter – til et lille smil.
