Jeg er mormor til to piger på 15 og 12 og en dreng på otte år. Jeg arbejder kun på halv tid og bor alene, heldigvis tæt på familien, og derfor deltager jeg meget i deres hverdag.
Den ældste pige og drengen har nogle udfordringer. Pigen har udviklet en spiseforstyrrelse, og drengen har adhd. Min datter og svigersøn arbejder meget, og der er brug for min hjælp.
Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn
Min bekymring er pigen på 12 år. Hun er utrolig sød og hjælpsom, men det er, som om hun nærmest bliver glemt på grund af de andres problemer. Hun forsøger hele tiden at være den artige og gøre sin mor og far tilfredse, så de ikke har problemer med hende.
F.eks. kan et måltid være særdeles udfordrende. Drengen kan have gode dage, men andre dage løber han frem og tilbage, råber op og spytter maden ud. Han er voldsomt kræsen.
Min datter sidder og holder skarpt øje med, om den store pige spiser noget og ikke gemmer maden. Den store pige får psykologhjælp og kan nogle dage godt spise en lille smule, især flydende mad. Hun påstår, at den anden type mad sætter sig fast i hendes hals.
Læs også: Puks brevkasse: Mit voksne barnebarn har mistet gnisten
Så sidder den yngste pige og prøver at glatte ud. Hun tilbyder at lave en smoothie til den store og prøver at beskæftige sin bror, så han kan sidde stille. Hun opfører sig nærmest som en lille voksen, og det gør mig så ondt.
Af og til kommer hun hen til mig efter skole. Her har hun et fristed. Jeg har gentagne gange sagt til hende, at hun ikke behøver at tage sig så meget af sine søskende – hun skal også være sig selv.
Jeg har overvejet at foreslå min datter, at den 12-årige flytter hen til mig i en periode. Det vil sikkert gøre min datter vred, men jeg synes, det er svært at løse problemet, selv om vi har talt om det utallige gange.
Min svigersøn arbejder helt på lige fod med min datter, hvad angår børnene. Jeg har en fornemmelse af, at han vil kunne bifalde mit forslag. Jeg vil meget gerne høre din mening om det her problem.
Mormor
Læs også: Læser til Puk: Barnebarnet er så langt ude og mistrives
Kære Mormor
Jeg hørte om begrebet skyggebørn, da jeg arbejdede med knæk cancer-indsamlingerne på TV 2. Skyggebørn er de børn, der lever i skyggen af deres søskendes sygdom. Det er en hård tjans. Jeg har talt med en del børn, der har levet på den måde. Det er ensomt, så du har fat i den lange ende her. Du ser rigtigt i forhold til mellembarnet.
Jeg ved ikke, om løsningen er at flytte pigen hjemmefra. Det er jeg faktisk ikke sikker på, hun vil. Du må jo spørge hende, men hun føler helt sikkert et ansvar for sine søskende, og det ansvar er svært at slippe, og det vil måske nage hende, hvis hun ikke er hjemme og har lidt kontrol over situationen, men du kan hjælpe hende med små pusterum og anerkendelse af den situation, hun står i.
Læs også: Mormor til Puk: Mit barnebarn trives ikke i skolen
Det er meget betydningsfuldt, hvis du tager hende til side og spørger til hende. Fortæller hende, at du ser hendes store arbejde med at holde familien kørende, og får hende til at fortælle om de bekymringer, hun har. Hun har sikkert brug for at blive hørt. Derudover kan du tage hende hjem på små ferier. Forkæl hende. Gør hende til centrum for din opmærksomhed.
Det ville være godt, hvis hendes forældre også kunne give pigen en alenedag af og til, hvor du så måske kan hjælpe med at passe de andre. Men hvis ikke overskuddet fra mor og far er der lige nu, så laver du alenedage med pigen.
Det er sørme en svær situation, I er havnet i der. Alle gør det garanteret så godt, de kan, og det kræver meget af alle at være i det. Jeg håber, der falder ro på tropperne, når psykologhjælp og andre virkemidler for alvor trænger ind i kernen af problemerne.
Tak, fordi du er opmærksom på dine børnebørn.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet trives ikke med sin papmor
