Mortens stemme er helt rolig, når han fortæller om de to overfald og de mange svigt, han har været udsat for. Men den dirrer lidt, og der er et særligt skær i hans øjne, når han fortæller om kvinden i sit liv.
– Da jeg mødte Charlotte, lignede jeg et ringvrag, men det var hun fuldstændig blind for. Hun siger, at det eneste, hun ønsker, er at være lykkelig, og det er hun med mig. Hvorfor ved jeg ikke, for det er ikke et nemt liv, jeg kan tilbyde hende med alle de smerter, jeg har, siger Morten.
– Jeg vågner tit op og tror, at min dyne er et tæppe af blod. Jeg kan smage blodet og føler, at mine tænder sidder løst. Når jeg løber ud og kaster op af smerte, kan jeg høre, at Charlotte græder inde i soveværelset… Det er så ufattelig hårdt for hende, tilføjer Morten stille.
Han sidder i dag i deres smukke, gamle hus ud til landevejen nord for Arresø, broholmeren Lui ligger i stuen ved siden af, Charlotte er på arbejde i De Gamles By, og deres lille Freja på 2 år er i dagpleje. Der er ro på til at fortælle den barske historie om den unge amarkaner, der var i fuld gang med at tage højere handelseksamen, og som drømte om at blive ejendomsmægler, men i stedet blev sat på prøve med to umotiverede overfald og så mange fysiske og psykiske skader, at han konsekvent omtaler det liv, der er blevet hans, som et lorteliv.
– For det er det! Men jeg kæmper hver eneste dag for, at det skal blive verdens bedste lorteliv, siger Morten Hansen, 33 år.
Læs også: Hjerneskadede Lasse hjælper mor
Hjerneskade efter overfald
Slagsbror har Morten aldrig været. Det første overfald skete for 12 år siden efter fyraften fra det studiejob som bartender, Morten havde taget. Han stod i en passage sammen med flere af sine kolleger med ryggen til en – for ham helt ukendt – angriber.
– Han slog mig lige i tindingen, så jeg besvimede og røg med hoved og nakke i betonen. Heldigvis var det jo blandt andet dørmænd, jeg stod sammen med, så de forhindrede, at der skete mere, siger Morten. Han havde ondt i hovedet, og det føltes, som om tænderne sad løst, så kollegerne fik ham på skadestuen.
– Bagefter tog jeg hjem og fortsatte mit liv. Jeg var jo ung og kunne klare det hele, og det ville jeg også. Men det blev svært. Jeg kunne ikke længere huske det, jeg lærte på studiet, og kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Lys og lyde generede mig også.
Lige her i Mortens beretning er det, at man kunne have lyst til at råbe STOP og sætte uret i stå. Tænk, hvis han var blevet ordentligt undersøgt og behandlet, og tænk, hvis han selv havde lyttet lidt mere til kroppens signaler. Så havde det måske været en glad ejendomsmægler og ikke en førtidspensionist med et ”lorteliv”, der havde siddet her i stolen...
I stedet opgav Morten at få sin eksamen i hus. Han fik job som bagagebestyrer i lufthavnen og lå på sofaen, så snart han kom hjem.
– Jeg knoklede på arbejdet, men så snart jeg lagde mig på sofaen, kunne jeg ikke huske, om jeg havde ligget der i ti minutter eller fire timer. Mit liv var på vej i en helt forkert retning, men jeg ville ikke se, at der var noget galt. Først efter næsten et år sendte min egen læge mig til scanning. Det viste sig, at tænderne ganske rigtigt sad fast, men at det var hele kæben, der var løs.
Læs også: Tre mødre byggede hjem til deres handicappede børn
Det forkerte sted
Hovedpinecenter, hjerneskadecenter, tandlægehøjskole – alt blev prøvet i de kommende måneder.
– Jeg var meget taknemlig for de ting, der blev forsøgt, men også ufattelig ked af det, for det eneste, der rigtig skete, var, at jeg blev pumpet med medicin. Efter nogle måneder droppede jeg det hele i frustration og søgte tilbage til lufthavnen.
Men et par år efter det første overfald er Morten igen det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Omstændighederne er lidt anderledes, men resultatet det samme – eller værre: Denne gang ryger tænderne i overmunden ligefrem ud. Tilkaldte politifolk får hevet Morten og en kammerat væk fra det dansegulv, hvor overfaldet sker, men skaden er allerede sket.
– Min hovedpine blev værre, det var som at få stukket nåle ind i hovedet, og jeg kastede op mange gange om dagen. Men jeg fortsatte med at arbejde – skulle bare videre, husker Morten.
Alle de steder, han gik til behandling, fik han medicin, masser af medicin.
– Jeg var bare en tom skal, der gik på arbejde, og det går ikke, når man arbejder med store maskiner. Jeg lavede en flyskade til 2½ million kr. ved en opgave, der var helt ukompliceret. Men jeg var helt blæst af al den medicin. De fyrede mig ikke engang, men jeg sagde selv op.
I dag har Morten fået diagnosen ptsd, posttraumatisk stresstilstand, og den er sammen med den kroniske hovedpine og hjerneskaden årsag til, at han er førtidspensionist. Mange ting i hans liv har været og er stadig svære, men med Charlotte, som han mødte et halvt års tid efter overfald nummer to, giver livet alligevel mening.
– Charlotte elsker mig ubetinget, hun har fået et barn med mig, og hun vil gerne have flere. Det er helt vildt, og jeg skylder hende alt, siger Morten.
For to år siden kom Morten så også i forbindelse med aalborgenseren Mikkel, og med det bekendtskab har han fået ny inspiration: Nu handler det ikke mere kun om at kæmpe for en god tilværelse for sig selv, men også for andre.
Tilbage til livet
Mikkel stiftede for tre år siden The Back to Life Project, der har som mål at hjælpe mennesker med fysiske skader tilbage til livet gennem hårde genoptræningsforløb. Støtten gives på frivillig basis og af mennesker, der selv har været igennem lignende forløb.
– Det var fantastisk at møde en som Mikkel. Det er ikke behandling, ikke medicin, ikke terapi – det er ren kærlighed. Mikkel inviterede mig blandt andet med på en vandretur med to andre drenge. Først havde jeg slet ikke lyst, men det var en helt fantastisk tur, hvor vi var der for hinanden.
Mikkel har også organiseret en indsamling, så Morten nu efter syv år uden tænder i overmunden har fået lavet de fineste tænder. Men vigtigst af alt har han inspireret Morten til at bringe stafetten videre. Morten er blevet leder af en lille gruppe af PTSD-ramte på frivilligcentret i Frederiksværk, og snart begynder endnu en gruppe.
– I begyndelsen er alle kede af det og indelukkede i gruppen, men nu krammer vi hinanden og hjælper hinanden. Vi har ikke samme historie, ikke samme køn, ikke samme alder, men vi kæmper med de samme ting. Og i stedet for at kæmpe alene, hvorfor så ikke kæmpe sammen?
