Nørdernes dejligste dag: Kan du din ”Matador”?

Torsdag, 5. september 2019
Af Greta Johannsen Foto: Morten Mejnecke
Deltagerne ved alt om Maude og Misse, grisehandleren og bankdirektøren. Kort sagt: De er ”Matador”-nørder. Vi var med til Korsbæk-mesterskaberne sidste år, hvor Anne-Marie, Helle og mange andre konkurrerede om at blive danmarksmester.
Nørdernes dejligste dag: Kan du din ?Matador??

1. Hvad hed den hund, der bed hr. Schwann?

2. På hvilken etage ligger oberstens lejlighed på kasernen?

3. Hvad hedder Agnes Jensens medarbejder, der varetager duplikatoren?

4. Hvor kan man købe den barnevogn, som Agnes Jensen ønsker sig?

Svarene findes i bunden af artiklen.

Der høres kun blyanters kradsen på papir og kaffekoppers klirren. Deltagerne skriver ivrigt, og oberst Hackels advarsel om, at dem, der forstyrrer den gode ro og orden med snak, får latrintjeneste, er heldigvis spildt på denne forsamling af dedikerede ”Matador”-elskere. Hvor skulle man også skaffe latriner fra i Danmark år 2018?

Det var nemlig sidste år i Korsbæk på Bakken, der blev afholdt Korsbæk-mesterskaberne på Jernbanerestauranten. Det er en krævende disciplin i paratviden om Korsbæk og dens beboere. Konkurrencen begyndte præcis klokken 10 søndag den 19. august i strålende solskin og varede ikke mindre end fem timer. Startfeltet bestod af 22 deltagere, men der blev sorteret kraftigt ud i dem over de næste fem runder, før vinderen kunne kåres.

Førstepræmien var en fem-retters gallamiddag for to hos bankdirektør Varnæs! Det er i sig selv en flot præmie, men det største er nok æren ved at blive udråbt som Danmarks absolut mest vidende ”Matador”-kender, for deltagerne her er ikke bare almindelige danskere, der godt kan lide at se ”Matador”.

Læs også: Jeg er stolt over at være med i Matador

”Agnes” stiller op

De er ”nørder”, som Helle Skovkjær kalder sig selv. Hun vandt den fornemme titel i 2017, og selv om hun er en moderne kvinde, der er mor til to, sanger i sin egen duo, Toner af Guld, og kordegn, kunne man godt et øjeblik tro, hun var Agnes i en smart spadseredragt fra dengang, hun blev forretningskvinde. Kongenålen har Helle også fremskaffet, og mere end en dame i selskabet spørger denne dag til detaljerne i påklædningen, for hvis der er en, der har styr på detaljerne i tøjet, er det nemlig Helle.

Også Hanne og Jacob er kommet til Korsbæk for at deltage i mesterskaberne. De stiller op begge to, men Hanne forklarer lige sin mand, at det altså er skilsmissegrund, hvis han fortsætter, og hun ryger ud.

Nostalgi-quiz: Hvem er du fra Matador?

Hvad hed hunden?

Den absolut mest frygtede deltager er Anne-Marie Sjølander Langhorn fra København. Hun har vundet to gange tidligere, og hun ser i dag ganske veloplagt ud...

Der er absolut ingen nåde ved de små borde i Jernbanerestauranten. Blyanter og papirer er på plads, mobiltelefoner er forbudt, og snyd straffes med bortvisning. Der bliver gnavet i blyanterne, sukket og mumlet, mens deltagerne efter bedste evne svarer på, hvad hunden, der bed hr. Schwann, hed, og på hvilken etage oberstens lejlighed på kasernen ligger – og mange, mange flere spørgsmål.

Undervejs kommer grisehandleren forbi med hunden Kvik og sætter sig ved stambordet. Udenfor er der fuld blus på solen, og der begynder at dufte af stegt kylling, der er dagens ret. ”Fede” kommer til og stirrer længselsfuldt mod køkkenet, men deltagerne ænser ham end ikke.

Quiz: Kan du din Matador?

Feltet indsnævres

Ved middagstid er de første håbefulde deltagere faldet fra. Efter tredje runde måtte Hannes mand give op, og det er jo så i det mindste godt nyt for deres ægteskab.

Så er der middagspause. Nogle kaster sig over den stegte kylling, andre nøjes med en cigaret, inden spørgsmålene fortsætter i dagens fjerde runde. Hvem ved for eksempel bare lige, hvad Agnes Jensens medarbejder, der varetager duplikatoren, hedder? Og hvor kan man købe den barnevogn, som Agnes ønsker sig? Flere falder fra, og så er de videre til citatquizzen. Hvem sagde: ”Vi er de sidste ordentlige mennesker,” og ”jeg har giftet mig med en rigtig lille spidsborger”?

Vinderen er...

Efter fem runder er der kun fire deltagere tilbage: Helle, Anne-Marie og to andre. Sidste runde bliver afgjort udenfor. Dog ikke som en duel på pistoler, men kun på ord på Algade i Korsbæk by.

Det afgørende spørgsmål lyder: ”Hvad er Holger Jørgensens stilling, da han møder Ingeborg?”

Helle tøver et øjeblik, mens Anne-Marie straks fortæller, at den ikke så gode mand var postassistent, og dermed er Anne-Marie vinder af Korsbæk-mesterskaberne for tredje gang.

Men hvordan kan noget menneske vide så meget om en tv-serie?

Det er meget enkelt ifølge Anne-Marie:

– Jeg har altid elsket serien og set den flere gange i årenes løb. De sidste tre uger inden konkurrencen har jeg set den to gange og taget notater, så jeg kunne huske så meget som muligt. Om det ikke er hårdt? Nej da, det er altid en fornøjelse at se ”Matador”, siger hun og afslører, at hun regner med at stille op igen i år (2019, red.).

Det gør Helle også, og hun har med garanti øvet sig hele året. I år tager hun både sin mor, sin mand og to fætre med, for nu er det tilladt at stille op som hold, og så kan konkurrenterne bare vente sig. I Helles familie elsker de nemlig historie, så de kan godt blive svære at komme uden om.

Svar:

1. Bella. 2. På 1. sal. 3. Frøken Malthesen. 4. Hos cykelhandler Jørgensen.