I dag har Kirsten ikke spor imod at fortælle om dengang, hvor hun følte sig dum. Alt er nemlig anderledes nu, og hun har et vigtigt budskab til alle ordblinde: Det er aldrig for sent.
– Det ved jeg fra mit eget liv. Det er, som om døre åbner sig for mig, som jeg aldrig havde troet, skulle åbne sig. Før gik jeg for eksempel aldrig på computeren. Det gør jeg nu, og jeg læser Nordjyske og orienterer mig over nettet.
Det var hendes arbejdsplads, Idealcombi i Hurup Thy, der tilbød Kirsten og andre ansatte at tage undervisning i arbejdstiden. Faktisk ville Kirsten ikke i starten – hun havde ikke lyst til at skulle på skolebænken igen. Men så sagde hun ja, og det har hun ikke fortrudt.
– Det er fire år siden, og jeg får stadig undervisning en gang om ugen. Så nu kan jeg læse højt for mine børnebørn, og det er jo fantastisk.
Lærte udenad
Hun er opvokset på en stor gård, og her havde hun det godt. Men så kom skoletiden, og den sorgløse del af barndommen var forbi.
– Jeg syntes absolut ikke, det var rart at gå i skole. Jeg havde problemer med ordene, så jeg lærte udenad og gættede, og på den måde prøvede jeg at klare det. Men det var forfærdeligt, siger Kirsten, der gik til specialundervisning.
– Det gik ud over min selvtillid, og jeg følte, at jeg var dummere end dem, der bare kunne læse. Jeg vidste jo ikke, at der var noget, der hed at være ordblind. Jeg blev indesluttet og frygtelig genert.
Jeg blev mere glad
– Da jeg skulle i 8. klasse, blev det på Thylands Efterskole, og det blev min redning. Jeg fik et helt nyt liv. Her så de mig som Kirsten og ikke som hende, der ikke kunne læse.
Hun fik selvtillid og som voksen både et godt familieliv og arbejdsliv, men Kirsten blev ved med at have problemer med ordene. Det er dog mange år siden, hun følte sig dum og mindreværdig, fordi hun havde svært ved at læse.
– Det har givet mig større livskvalitet, at jeg har erkendt min ordblindhed, men alligevel har lært at læse, siger hun og håber, at andre vil huske, at det aldrig er for sent.
