Bandanaer, vandrestave og vandtætte rygsække. Dagen starter med, at jeg bliver helt nervøs. Nervøs, fordi jeg ser 40 friske pensionister, der står foran mig, og pludselig tvivler jeg på, om mine ben overhovedet kan følge med deres. De ser toptunede ud, vandreudstyret er i orden, og deres energiniveau indikerer, at de er klar på at kunne vandre til den anden side af jorden, hvis det skulle være.
Det samme kan man vist ikke sige om mig. Jeg er trådt i et par kondisko, der godt kunne gå hen og blive gennemblødte af gårsdagens regn. Jeg bærer heller ingen rygsæk, som de gør, og jeg tænker straks over, hvad de egentlig har i dem, og hvad jeg mon kommer til at mangle ude på turen. Men jeg er frisk og klar til dagens udfordringer. Det er umuligt at være andet, når man bliver mødt med de store smil, som udflugtens 40 deltagere har på læberne.
Turen byder på 15-18 kilometers daglig vandring i fem dage på den danske naturperle: Øhavsstien på Sydfyn, Langeland og Tåsinge.
Læs også: Efter 40 år vandrer de stadig
Snakken går…
Solen skinner fra en skyfri himmel, vinden er stille, og jeg er taknemlig for, at det netop er i dag, hvor turen går til Ristinge Klint, at jeg skal med. I går stod det ned i stænger, og vejret var gråt i gråt. Jeg kiggede flere gange ud ad vinduet og sendte turens deltagere varme tanker. Men når jeg fortæller deltagerne om de bekymrende tanker, jeg sendte dem, virker de helt uforstående. Som respons får jeg:
– Hvorfor gjorde du det? Turen i går var da fantastisk.
– Så længe man er klædt på til vejret, er det en fornøjelse at se, hvordan naturen forandrer sig ved forskelligt slags vejr, lyder det fra højre. Al slags vejr har tydeligvis sin charme i denne kreds. Hvis jeg havde været så smart at tage en hue på som de andre deltagere, havde jeg taget den af i respekt for dem.
Det kan godt være, at det er lange gåture, der er på programmet, men faktisk er det fællesskabet blandt turens deltagere, der er i højsædet. Det fortæller turlederen, 66-årige Gunhild Madsen. Hun går netop ved siden af 81-årige Kirsten Svendsen, sin veninde, som hun kun ses med på vandreture. Men her lærer de så til gengæld hinanden vældig godt at kende.
– Vi ser mange forskellige sider af hinanden, når vi vandrer. Man lærer virkelig hinandens styrker og svagheder at kende, når vi eksempelvis bliver udfordret af dårligt vejr, ler Kirsten og sender Gunhild et kærligt blik.
Flotte fugle
– Se! Der er nogle, der har et fællesskab omkring fugle, konstaterer Gunhild og peger over på fem deltagere. De står helt oppe af et hegn og spejder målrettet efter et træ, hvori der sidder en fugl og kvidrer.
Til lyden af fuglefløjt hører jeg også to kvinder tale om noget så tungt og personligt et emne som arv. Jeg bliver nysgerrig og spørger, om de to kender hinanden i forvejen. De gør de ikke. Men de fortæller mig, at man taler nemmere og bedre sammen, mens man sætter det ene ben foran det andet.
Den åbenhed kan Kirsten, der ser turene som et frirum, absolut nikke genkendende til.
– At være ærlig og åben er kernen, og jeg tør i højere grad være det her, end med vennerne derhjemme. Nok fordi jeg ved, at jeg ikke ser personen på turen, som jeg betror mig til, lige foreløbig. Så bliver jeg ikke konfronteret med det, jeg fortæller. Det er befriende, siger Kirsten, der faktisk også vandrer med veninderne hjemme i København. Så pakker de madpakkerne, snører vandrestøvlerne og tager afsted på tur, hvor snakken går i takt med skridtene, og man behøver hverken at skulle diske op med hjemmebag eller kaffe, som Kirsten siger.
Se også: Lungesyge Magnus er landets hurtigste: På havet føler jeg mig fri
Glad i låget
Gunhild nyder ”jobbet” som turleder. Hun møder nemlig ingen sure miner, som hun selv fortæller. Der er utrolig meget livsglæde bundet op på at vandre, fortæller deltagerne. Da jeg spørger Kirsten, som netop er kommet op på siden af Gunhild igen efter at have gået længere fremme i flokken i et stykke tid, hvorfor hun vandrer, svarer hun:
– Kan du ikke kun blive glad i låget af det her?, mens hun peger ud på det smukke landskab på Sydlangeland. Et helt retorisk spørgsmål, for jo, man kan kun blive glad i låget over vandringens virkelige kvalitet: Det uforudsigelige, det uventede og det besindige.
Jeg hører nogle dybe ind- og udåndinger ved siden af mig og ser, at jeg har fået en ny ”sidemand”. Hej til Jonna, der går med ansigtet rettet op mod solen og ligner en, der ser utrolig veltilpas ud og nyder de varme solstråler.
– Jeg plejede at tage på vandreudflugter sammen med min mand, men vi har desværre ikke kunnet deltage de sidste syv år, fordi han har fået demens. Det har været nogle hårde år, men i år er jeg taget alene afsted. Jeg har savnet at komme ud og opleve naturen og fællesskabet, fortæller 69-årige Jonna Høegh fra Nørrebro, der synes, det er skønt at være med på tur igen.
Læs også: Cecilie Hother har fået haveglæde ind med modermælken
Jeg kender ingen tanke
… så tung, at man ikke kan gå fra den, skriver Søren Kierkegaards i en af sine tekster. Det lyder som balsam for sjælen, hvilket vandring også kan være.
– At vandre er godt for mig, hvis jeg har meget om ørene og måske er lidt stresset. Man kan blive helt tanketom, når man går, fordi man bare går og nyder nuet. Og det giver livsglæde, siger Gunhild.
Livsglæde opstår nemlig ofte i pauserne. I de intervaller, hvor man tillader sig selv at flyde med tiden, vejen, stierne, Klinten og lade fødderne styre. Omvendt kan de dybe tanker også være kræs for sjælen.
– Det er også helt okay at gå alene på turen og give sig selv tid til eftertanke. Simpelthen gå og opleve, at der er noget, der er større end ens eget lille liv. Det finder jeg en masse livsglæde ved, fortæller 71-årige Aase fra Roskilde.
Da dagens udflugt når til ende for mit vedkommende, har jeg glemt min frygt for, om jeg overhovedet kunne følge med det rutinerede Vandrelaug. Mine tæer er blevet godt våde, da mine kondisko som forudsagt ikke helt var lavet til at kunne holde gårsdagens regnvand ude. Men ”vandpyt” med det. Det har været en fantastisk dag, og hvis jeg ikke var det hjemmefra, så er jeg bestemt helt glad i låget, som Kirsten beskrev det. Glad i låget over at komme så tæt på naturen, at man bliver en del af ens omgivelser i et tempo, hvor man har mulighed for at suge det hele til sig, observere og opleve, samtidig med at man får en masse gode snakke med forskellige glade og dejlige mennesker. Jeg er rettere sagt glad over hele låget.
