På HF-Outdoor ruster vi os til livet i fri luft

Mandag, 10. april 2023
Af Johan Isbrand, foto: Søren Lamberth
Ungdomsuddannelsen HF-Outdoor i Thy er den nyeste af flere linjer, hvor elevernes interesser præger skolegangen og livet på kollegiet. Her er der fokus på friluftsliv og udendørs aktiviteter, og eleverne bor midt i Nationalpark Thy. Vi besøgte dem under det forsinkede snevejr, der for nylig ramte Nordjylland.

Foråret havde lige nået at titte forsigtigt frem, da Nordjylland i marts blev ramt af snestorm. Og mens flertallet af nordjyder formentlig hellere end gerne ville have undværet, var sneen for eleverne på ungdomsuddannelsen HF-Outdoor, der har hjemme i Svankær i Thy, en kærkommen gave. Som linjelærer Kristian Engell Holmstrup udtrykte det, da Familie Journal besøgte det kollegium midt i Nationalpark Thy, som eleverne fra linjerne HF-Outdoor og HF-Imagine deles om:

– Vi er fantastisk heldige. Om en uges tid skal vi på tur til Norge. Nu kan vi nå at træne lidt på forhånd. Flere af vores elever har ikke prøvet at stå på ski før.

Som navnet måske antyder, har vi at gøre med en 2-årig, gymnasial uddannelse, der kombinerer den klassiske, boglige læring med masser af friluftsliv og udendørs aktiviteter. Og den blanding passer 19-årige Cathrine Halldórsdóttir Jensen fra Vejle helt perfekt.

– Jeg var egentlig skrevet op til en hf-klasse med særligt vægt på musikken, som altid har haft min store interesse. Men alt foregik inden for skolens vægge, og da jeg faldt over en reklame for HF-Outdoor på Instagram, vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Samværet med andre unge er vigtigt for mig. Og her på kollegiet har vi en masse socialt sammen. Det er med til at udvikle mig, siger Cathrine, som dog også har behov for stunder, hvor hun kobler af helt på egen hånd.

Forskellighed er sundt

Således bruger hun hyppigt naturen til at tage små afbræk, hvor hun suger til sig af freden og roen og skriver et lille digt, mens hun lytter til fuglenes sang eller et vandløbs rislen. Desuden opholder hun sig en del sammen med de islandske heste, som naboen frit stiller til rådighed.

– Det er skønt at nusse og kramme hestene og mærke deres nærhed, siger hun.

For andre af eleverne handler udelivet i høj grad om at udfordre sig selv fysisk. Asmus Lau Kræsing, 21, fra Præstø er en af dem.

– Jeg er til vandreture og holder af at bygge sheltere og bålpladser af ting, vi har fundet i skoven. Men vi er også fire gutter, der bruger vores weekender på at tage på overlevelsestur, fange vores egen mad og overnatte i shelter. Jeg deltager i jagten, men har ikke jagttegn endnu, så det er mine kammerater, der betjener haglgeværet, fortæller han.

Netop jagt er et emne, de unge ikke ser ens på. En del af kollegiets beboere – særligt på HF-Imagine, der har bæredygtighed, miljø og kreativitet som fokusområder – er vegetarer eller veganere. Men ifølge linjelæreren udspringer en del af læringen netop af forskelligheder.

– De fører til diskussioner og refleksioner, og det giver en fed energi. I den forstand er uddannelsen en forberedelse til livet. Vi er alle forskellige, og vi kommer fra mange afkroge af landet og taler med hver sin dialekt. Men det forhindrer ikke, at vi kan leve og tale sammen på en ordentlig måde. Og der er god livserfaring i, at man har gået i klasse med folk, man umiddelbart ikke har meget til fælles med. Det er i øvrigt en fornøjelse at opleve, hvad der sker, når vi er på ture. Når eleverne er trætte og sultne, kan følelserne komme op til overfladen. Men samtidig er der opstået et stærkt fællesskab mellem dem på kollegiet, og de er fantastiske til at hjælpe hinanden, så de ender med at komme godt igennem det hele som gruppe, siger 28-årige Kristian.

Spejdere i sneen

Linjelæreren er uddannet i Norge, hvor udelivet på en helt anden måde end herhjemme er en del af kulturen.

– Jeg har taget en 3-årig bachelor som friluftslivsvejleder og suppleret den med en 1-årig læreruddannelse i friluftsliv. Jeg elsker den norske vinkel på udelivet, og mit mål har hele tiden været at trække den med hjem til Danmark. Så det var kort og godt perfekt, at stillingen her blev oprettet, siger han.

Allerede for otte år siden oprettede Thy-Mors HF & VUC i Thisted linjen HF-Cold Hawaii, der var målrettet mod unge med interesse for surfing.

– Det blev populært. Eleverne trivedes godt, og der var en større andel end på en klassisk hf, der gennemførte uddannelsen. Kollegieleder Claus Jokumsen og hans medarbejdere lagde derfor hovederne i blød for at komme op med flere nyskabelser, der kunne appellere til specifikke grupper af unge, og i henholdsvis 2021 og 2022 så HF-Imagine og HF-Outdoor dagens lys. Outdoor-linjen kører på sit første år og har derfor indtil nu kun 10 elever, men når det nye hold ankommer efter sommerferien, når vi op på godt 30 elever ligesom Imagine-linjen.

Den dag, Familie Journal besøger kollegiet i Svankær, summer alt af aktivitet. En gruppe spejdere og spejderledere fra Thisted og Klitmøller er på vej til stedet, og aftalen er, at mens de erfarne af spejderlederne underviser de knap så erfarne, har Outdoor-eleverne ansvaret for at underholde og aktivere børnene, som kan vælge mellem at deltage i aktiviteter som en tur på ski, et orienteringsløb, bagning af pandekager over bål og udendørs eller indendørs bueskydning. Da gæsterne ankommer, er alt omhyggeligt forberedt fra elevernes side, og spejderne får masser af oplevelser i den sneklædte natur.

En udendørs fremtid

Tre dage om ugen befinder eleverne sig på skolen i Thisted.

– Vi skal selv finde ud af at komme frem og tilbage, men lige for tiden er der biler nok på holdet til, at alle har nogen at køre med, og ingen behøver at tage bus og tog, siger Cathrine.

Madindkøb og madlavning sørger eleverne ligeledes selv for.

– Vi har hver vores skuffer i køleskabet og fryseren i det fælles køkken. En af naboerne har en vejbod, som i grøntsæsonen var storleverandør til min madlavning. Hun solgte lækre tomater og squash til en billig penge. Den slags er godt for SU-budgettet, siger Cathrine, som er en af holdets vegetarer og med sin egen formulering ikke har det så godt med, at dyr dør.

Noget, hun til gengæld nyder, er de mange fælles aktiviteter og udflugter, hvor eleverne lærer nye sider af sig selv at kende.

– Jeg havde ikke sejlet i kano, da jeg kom her. Nu har jeg certifikat til det. Og det er bare et af de beviser, vi kan tage ud over selve afgangsbeviset. Jeg forestiller mig, at mit fremtidige arbejdsliv kommer til at handle om, at jeg selv lærer fra mig. Nu og her kunne jeg godt se mig selv arbejde i en skovbørnehave.