På en grøn plet med gode solskinschancer mellem plejecentret Bertram Knudsens Have og Kolding Gymnasium står en campingvogn. Ikke en af de helt moderne med hvide paneler, elevationsseng og fladskærmsfjernsyn. Nej, vognen her har både charme, sjæl og rigeligt med gode historier siddende i de brune træpaneler. Og kommer man forbi en eftermiddag kl. 14, er der med stor sandsynlighed også kaffe i kopperne og kage på paptallerknerne – uanset om vejret er til at nyde skyggen under parasollen, eller det er på sin plads med læ og varme i forteltet. Campingvognen hører til plejecentret og har siden begyndelsen af maj været åben for beboere med lyst til et afbræk i hverdagen og frisk luft.
– Ja, se lige, hvor heldige vi er med vejret, lyder det fra to kvinder, der trissende kommer ned ad grusstien fra plejecentret i strålende solskin. Én med rollator, én uden. 70-årige Grethe Munk og Ruth Jensen på 84 år har udset sig en plet i skyggen med god plads til at strække benene oven på gåturen. Normalt er de to bankoveninder, men i dag har de byttet to svaner og gamle Ole ud med kaffe og campingvogn.
– Jeg har aldrig camperet, men jeg kan da huske én gang, hvor vi sov i telt i haven. Da jeg vågnede op om morgenen, havde min mor taget mig med indenfor, fordi det slet ikke gik, som det skulle. Så du kan nok tro, at jeg blev forskrækket. Nu tager jeg kun på hotel, hvor der er roomservice, siger Grethe og ryster grinende på hovedet, mens hendes sidemakker snupper et stykke kage fra fadet, som bliver sendt rundt. Sådan en varm sommerdag er der ikke noget at klage over – slet ikke når man er taget på ferie i sin egen baghave.
Læs også: På camping med de firbenede
Camping og kaffe!
– Ja, det ér jo nærmest som at komme på ferie, lyder det fra Inge Lise Winther. Hun har fået en af de eftertragtede pladser skråt over for Grethe og Ruth i hængesofaen, der indbyder til hygge og afslapning. Med en solskærm over sofaen kan man krybe i læ og nyde udsynet til både campingvogn og det bed med sommerblomster foran forteltet.
– Det er alletiders idé. Jeg har en lille terrasse ved min lejlighed, men der kan man jo ikke sidde så mange, som vi kan her, siger hun og kigger rundt på den efterhånden halvstore flok, der har indfundet sig foran campingvognen. Henslængt i havestole i både sol og skygge sidder folk, og mens snakken går lystigt hos nogle, nyder andre bare stille det at være udenfor en lun forsommerdag.
– Det er ikke så vigtigt, hvad vi laver, når vi er herovre. Det vigtigste har været at skabe et fristed, hvor alle kan komme og have det godt. Og så handler det også om at give beboerne et mål at gå efter, når de går tur, så de ikke bare tager en tur om blokken, fortæller Charlotte Schäffer Jensen, der er aktivitetsmedarbejder på centret og tovholder på projektet med campingvognen. I samarbejde med beboer- og pårørenderådet er der skaffet penge til campingvognen og alt, hvad der skulle til af tilbehør og møbler. Et ikke så lille projekt, der alligevel hurtigt blev stablet på benene, efter at idéen var blevet godkendt.
– Jeg er selv campist på 20. år og har været fastligger i ti af dem. Jeg havde gået og barslet lidt med idéen om campingvognen, for jeg elsker den følelse, man får i kroppen, når man er på camping. Det er frisk luft og frihed! Til sidst kunne vores leder heldigvis ikke sidde det overhørigt.
Læs også: Nyt liv med camping og kærlighed
Et mål at gå efter
Tilbage hos Ruth og Grethe trænger kaffekopperne efterhånden også til en genopfyldning. Når solen står højt på himlen, og snakken går, skal ganen jo smøres.
– Jeg har faktisk været her hver dag, siden campingvognen blev sat op. Jeg går herned, for så har jeg et mål, siger Grethe, der er mor til tvillingesønner og desuden har tre børnebørn. Hun tømmer kaffekoppen for de sidste dråber, rækker den tomme kop til Ruth og trisser langsomt indenfor i forteltet. Her viser hun et hjørne, der er indrettet, så der også kan leges, hvis der kommer små størrelser på besøg. Der er også en blød veloursofa. Med siddeplads i den ene ende og sovepladser til at tage et hvil i den anden er campingvognen ganske veludstyret.
– Der er ikke så meget plads i den, men her er lige, hvad der skal være, siger hun og kigger rundt. Herinde er temperaturen noget mere tilforladelig end udenfor.
Da klokken nærmer sig 16, begynder de fleste af dagens ”campister” langsomt at gå tilbage mod plejecentret. Men ikke Inge Lise, der har det for hyggeligt i hængesofaen til at bryde op. Hun har nemlig fået selskab af to unge piger fra gymnasiet: Rebecca Hansen og Cristine Feldthaus er begge 18 år og frivillige på plejecentret. Én gang hver anden uge slår de et smut forbi til en god snak, en gåtur eller noget helt tredje.
– Der er nu dejligt her, ikke, Inge Lise? Og nu er klokken snart 16, siger Rebecca og kigger på sin sidemakker, der med sine grå stænk i siden ikke kan skjule, at hun lige så vel kunne være pigernes bedstemor.
– Ja, tiden går hurtigt. Det gør den jo i godt selskab, siger hun.
