Jeanet Solhof er ansat i Københavns Politis rytterisektion, og lige nu patruljerer hun især på det uroplagede Nørrebro. Men frygten for, at der skal ske noget, lider hun ikke under. - Det er ikke noget, jeg spekulerer over til hverdag, for hvis jeg gjorde det, kunne jeg ikke fungere i jobbet, og jeg ville søge et andet sted hen i politiet, siger Jeanet Solhof.
Midt i bandekrigen
Den 46-årige politiassistent i Københavns Politiets rytterisektion, Jeanet Solhof Vollmond, kan jævnligt ses højt til hest ridende igennem den del af København, der gennem de seneste måneder har været plaget af bandeopgør og skyderier mellem rockere og grupper af unge andengenerationsindvandrere. Jeanet er vant til at blive mødt med tilråb, når hun rider på Nørrebro. - Det er jo hverdagskost at blive råbt efter, men selvfølgelig er det aldrig sjovt, når der er optræk til konfrontation, siger hun.
Der bliver holdt øje med politiet
- I mit arbejde er det vigtigt at holde sig for øje, at der altid er visse grupper, som søger konfrontationen, og her kan jeg mærke, at mentaliteten er blevet anderledes, specielt på Nørrebro. I dag er der grupperinger herinde, som holder øje med os hele tiden. Undertiden kommer de og spørger, hvad vi laver der, som om de ejer området, og så prøver vi at tage en snak med dem. For selv om vi ikke behøver at elske hinanden, er der jo visse ting, som vi alle sammen skal overholde, fastslår Jeanet.
Føler sig tryg på hesteryg
Jeanet Solhof har ikke det mindste imod at ride patrulje på Nørrebro. Hun synes, at hesten er med til at gøre hendes arbejde mere sikkert. - For mange er heste jo nogle store, interessante dyr, som i sig selv kan være kontaktskabende. Selv føler jeg mig tryg og godt tilpas på en hest, og hvis der opstår uroligheder med den hårde kerne, er den også god at have, for de fleste flytter sig trods alt, når de er ved at blive trådt over tæerne af 650 kilo hest, fastslår hun.
Passer på sig selv
Jeanet Solhof er mor til to teenagere, og de er lidt urolige over, at deres mor arbejder i denne bydel. - Især kan min datter undertiden spørge lidt bekymret om, hvornår jeg kommer hjem, eller om man ikke kan sende en anden. De siger begge to, at jeg skal passe godt på mig selv, og det gør både mine kolleger og jeg selv, for vi har jo alle sammen familier, vi gerne vil hjem til. Derfor gør vi hverken ting, som er dumdristige, eller som har en overvejende risiko for at ende galt.
Af Erik Pedersen
LÆS OGSÅ:
Mit liv skal være et eventyr
