77-årige Asger Ingolf Larsen har en langt og tæt forhold til Portugal, som han første gang besøgte i 1953, hvor han var kammerdreng på det gamle Gunvor Mærsk-skib. Og i årene 1969-76, hvor han arbejdede som forsikringsmand i Danmark, stod den hver sommer på ferie i det portugisiske med bil og Combi-Camp.
– I 1976 var jeg ude for en voldsom ulykke: Jeg holdt for rødt lys, da min bil blev påkørt af en anden bagfra. Dum som jeg var, kørte jeg selv til hospitalet. Her skældte de mig hæder og ære fra. Og med god grund. For som det skulle vise sig, havde jeg pådraget mig en alvorlig skade mellem sjette og syvende halshvirvel. Og de næste mange år blev én lang tur ind og ud af Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet.
Afhængig af medicin
Ingen af lægernes anstrengelser, der blandt andet omfattede en stor operation i 1983, gjorde dog mærkbar gavn. Tværtimod.
Læs også: Skæbnen havde sin egen plan med Karina
– Jeg havde konstante smerter. Jeg kunne ikke dreje hovedet, og på et tidspunkt blev min højre arm lam. Men også korttidshukommelsen blev alvorligt ramt. Jeg kunne for eksempel åbne en dør og lige i det samme konstatere, at jeg ikke kunne huske, om jeg var på vej ind eller ud.
– Jeg kunne snakke i lang tid med folk og så ikke huske, hvad vi havde talt om. Smerterne dulmede jeg med alkohol og stærk, smertestillende medicin og nåede at blive afhængig af begge dele. Og alle ubehagelighederne tilsammen bevirkede, at jeg gik rundt i en tilstand af generel depression, fortæller han.
– I 1985 gik jeg endeligt på invalidepension. Men mine rejser til Portugal var en stor trøst for mig. På et tidspunkt tog jeg en måned på rekreation hernede og opdagede, at jeg fik det betydeligt bedre. Det talte jeg med min egen læge om, og han fortalte, at det var normalt, at et klima med sol og varme kunne gøre underværker for ens velbefindende. Faktisk rådede han mig til at vinke farvel til det danske vejr og slå mig permanent ned sydpå.
Læs også: Malene forelskede sig i Algarve
– Jeg fik en lejlighed uden for Sintra, og her lærte jeg min nuværende svoger at kende. Han og jeg var naboer og blev rigtig gode venner. Han var ingeniør i det portugisiske vejvæsen og inviterede mig med på sine inspektionsture til brobyggerier rundt om i landet. Og da hans søster blev skilt, fandt hun og jeg hurtigt sammen, siger han om sin nuværende hustru, 75-årige Isabel.
Et perfekt match
– Den helt rigtige følelse var der bare lige på stedet fra både hendes og min side. Vi er samstemte og enige om alt – ja, i det hele taget lykkelige sammen. Man skulle tro, det var løgn, at man kunne være født 3.000 kilometer fra hinanden og passe så perfekt sammen, siger Asger, der har været gift to gange tidligere med portugisere, hvoraf den ene blev mor til hans nu 40-årige søn Ingolf.
Isabel har fra tidligere ægteskab to voksne sønner. Parret blev gift i 1989. Og da Isabel i 2001 blev pensioneret fra sit bankjob, flyttede de til Algarvekysten. Helt præcist til Vila Real de Santo Antonio, der er grænseby til Spanien.
Bestil din rejse til Algarvekysten her
– Her har vi flere solskinstimer end noget andet sted i landet. Og fordi området omkring byen er så fladt, tiltrækker det løbere og andre sportsfolk og motionister i massevis. Selv kan jeg ikke dyrke gymnastik på grund af min gamle piskesmældslæsion. Men jeg cykler en tur hver dag, medmindre det for en sjælden gangs skyld regner. Og jeg kan kun sige, at min læge i sin tid havde fuldstændig ret. Jeg bliver selvfølgelig ikke yngre, men bortset fra et par knæ, der ikke altid vil helt, som jeg vil, har jeg det i dag faktisk bedre end før ulykken.
– Jeg får af og til gæster fra Danmark. Og hvis nogen tvivler, når jeg fortæller dem, at det er et paradis, jeg har fundet her, tager jeg dem bare med en tur op på tagterrassen, hvor der er et forrygende kig til både den portugisiske og den spanske side samt broen mellem de to og floden Guadiana. For en gammel sømand er det en drømmeudsigt, fastslår Asger Ingolf Larsen.
