Jeg har virkelig tænkt over, om jeg skulle skrive til dig, men nu gør jeg det.
Jeg lever et liv bundet til min kørestol, og jeg har det faktisk meget godt. Jeg passer mit job og har venner, og jeg får altid så meget ros for mit gode humør. Og netop det er grunden til, at jeg skriver til dig.
Læs også: Brev til Puk: Familien opfatter min søn som uopdragen
Jeg har på en eller anden måde fået folk til at tro, at jeg altid er glad, og det er, som om min kontakt med både min familie og mine venner går på, at jeg er deres glade, handicappede ven.
Det er jeg selvfølgelig stolt af, men jeg græder tit, når jeg er alene.
Jeg har mange smerter, og jeg forbander den skide kørestol, jeg sidder i, men det er i de tunge timer, og jeg har også mange virkelig glade timer.
Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn
Men jeg føler et behov for, at folk også ved, det er en kamp, og at jeg ikke kun er en lalleglad person, der kun smiler og klarer det åh så flot.
Men jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal gøre det. Og jeg ved heller ikke, om det kommer til at virke pibet, og som om jeg bare vil have opmærksomhed.
Jeg klarer mig ganske godt i forhold til mange andre, og det kan være, jeg bare skal tie stille og fortsætte med at vise de glade sider.
Hvad synes du, Puk?
Den lalleglade handicappede
Læs også: Puk Elgårds læsere: Pigen og hendes forældre skal have hjælp
Kære Den lalleglade handicappede
Må jeg begynde med at omdøbe dig til Den sårbare, modige, stærke og eftertænksomme?
Jeg synes, du på mange måder minder om en hel masse mennesker, jeg kender. Både mennesker med funktionsnedsættelse og mennesker uden.
Det er fuldstændig almindeligt at føle lyst til at gøre op med de roller, vi sidder fast i, og det er en rigtig god idé at gøre det, inden det står skrevet i størknet cement, hvem vi er.
Du skal så meget i gang med at vise nogle af de andre vidunderlige sider, der findes af dig. Jeg føler mig faktisk sikker på, at dine venner og din familie vil finde det interessant at få lov til at få flere lag på din personlighed.
Læs også: Brev til Puk: 91 år og alene med min hund
Jeg kan godt forstå, du har valgt den glade rolle, for man kan godt have behov for at dække over smerter og tungsind, men nu er du klar til at vise flere sider.
Det er overhovedet ikke pibet. Jeg synes, det lyder sundt, godt og stærkt, det du beskriver.
Gå endelig i gang med at fortælle noget mere. Det vil også gøre det lettere for familie og venner at spørge ind til dine udfordringer i forhold til dit handicap.
Varme hilsner fra Puk
Læs også: Eks-ludoman til Puk: Hver dag er stadig en prøvelse
