Puks brevkasse: Gæsterne plyndrer min have

Mandag, 2. november 2020
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Hvad gør man, når gæsterne plyndrer alle havens æbletræeer, hindbærbuske og jordbærbede for frugt, efterhånden som de modnes? Læs Puks råd til læseren her.
Puks brevkasse: Gæsterne plyndrer min have

Det er imponerende, at du er i stand til at svare på stort set alle spørgsmål og ovenikøbet svare klogt og fornuftigt.

Mit spørgsmål er nok et luksusproblem, men jeg vil gerne høre din mening: Hvad kan gæster i ens have tillade sig?

Det hus, jeg bor i, flyttede jeg ind i for fem år siden. Der var et stort æbletræ og et stort kirsebærtræ, og siden har jeg plantet flere frugttræer, bærbuske og jordbær, som selvfølgelig ikke giver megen frugt endnu.

Det generer mig ikke, når gæster spiser løs fra de gamle træer de år, de giver megen frugt, men det generer mig, når de plyndrer de nye træer, som kun giver få frugter, og når de plyndrer kirsebærtræet de år, hvor det ikke giver ret meget.

Læs også: Puks brevkasse: Naboen følger med i alt

Jeg havde en overnattende gæst, som spiste alle fem æbler på mit nye Santana-æbletræ, alle modne på mit Discovery-æbletræ og alle modne frugter på mit figentræ, som bar frugt for første gang. To modne tomater troede jeg, vi skulle have til frokost. Det skulle vi ikke, hun havde spist dem begge.

På mit gamle æbletræ er der rigtig mange rådne æbler i år. Min nabokone, som ellers ikke gør den slags, udsøgte sig de 12 største og fineste af de tilbageværende, selv om jeg fortalte, at jeg havde lovet min mor mange æbler. Hun ville lave æbleflæsk og sagde efter plukningen, at der stadig var lidt til min mor, og at hun senere vil hente flere.

En, som hjalp med at lægge fliser, tog et umodent æble fra et træ, som ikke bar ret meget. Jeg sagde, at det måtte han ikke, for det var jo slet ikke modent. Han svarede, at han ville smage det, tog en mundfuld og smed det væk, for det var meget surt.

Læs også: Brev til Puk: Jeg er træt af sære madvaner

Andre gæster har plyndret kirsebærtræet, hindbærbuskene og jordbærrene for frugt, efterhånden som de modnede.

Min mor siger, at jeg skal sørge for at plukke, inden de kommer, men det er sjældent, jeg når det, især når de kommer uanmeldt, og det burde ikke være et kapløb at få lov til at spise sine egne bær og frugter.

Er jeg smålig, eller bør jeg sige noget? I givet fald, hvordan skal jeg formulere det? Jeg ved, at jeg får svært ved det.

E.

Læs også: Læser til Puk: Min veninde stjæler mine cremer

Kære E

Det lyder, som om du åbner dørene for en flok vilde geder, der spurter ind i haven og æder alt, hvad der er. Jeg ville lige forventningsafstemme, inden jeg åbnede til haven. Man kan sagtens høfligt og nænsomt informere gæsterne om tilstanden i haven.

Jeg har en leveregel, som meget ofte kommer mig til gode: Hver gang jeg siger nej til noget, så foreslår jeg noget andet. I det her tilfælde kunne du jo sige til gæsterne: “I kan desværre ikke spise af de nye træer, men I er velkomne til at spise æbler fra de gamle.” Eller: “Hvis I skal smage på bær, vil I så være søde at lade kirsebærrene være og plukke et par jordbær i stedet for?”

Læs også: Puks brevkasse: Vi er aldrig alene i sommerhuset

Du kan eventuelt lave et gæstehøjbed. Plant/så noget spiseligt, og peg folk i den retning, hvis de er lækkersultne. Man må gerne have regler i eget hjem. De samme gæster drøner vel ikke ind og åbner køleskabet og går amok?

Og når alt det her er sagt, så lyder det, som om du har en smuk have, som folk føler sig draget af, og så tager den ene smagsprøve måske den anden, men børn suser heller ikke ind i en slikbutik uden restriktioner. Du kan sagtens styre dine gæster, og du må gerne.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Det piner os at se dem spise så usundt