Puks brevkasse: Glæden ved at bage vejer nu tungt

Mandag, 18. maj 2020
Af Puk Elgård. Illustation: Birgitte Ahlmann
En mor skriver til Puk Elgård, da hendes piger er glade for at bage, men problemet er, at pigerne er begyndt at tage på. Sunde kager er ikke et hit hos pigerne. Læs her, hvad Puk råder moren til.
Puks brevkasse: Glæden ved at bage vejer nu tungt

Mine døtre på 13 og 15 år og jeg har været vilde med at se Bagedysten i tv. I de seneste år er pigerne – især den ældste – selv blevet meget interesserede i at bage, og i vores køkken frembringes flere gange om ugen flotte og spændende kreationer.

Til at begynde med syntes vi, det var spændende, og det var jo dejligt at spise gode kager. Men problemet er, at pigerne er begyndt at tage på. Hende på 15 år vejer efterhånden adskillige kilo for meget.

Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn

Jeg vil så nødig skræmme dem, så de måske får en spiseforstyrrelse, men det er jo ikke sundt med alt det sukker og fedt fra kagerne. Jeg er også ked af at lægge en dæmper på deres glæde ved at bage, og det er svært at slå ned på, når de står i køkkenet og hygger – nogle gange også sammen med veninder.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild

Jeg har forsøgt at argumentere med, at det er lidt dyrt med de kager, men de køber gerne chokolade, marcipan og andet for deres lommepenge. Så har jeg prøvet at foreslå nogle mere sunde kager, men det synes de, er kedeligt. Har du en idé til, hvad jeg kan gøre?

Mor til bageglade

Læs også: Fortvivlet mor til Puk: De vil også have deres kærester med til Bali

Kære Mor til bageglade

Ja da. Ligesom med alt muligt andet sætter du nogle grænser. Hvis de drak vodka hele ugen, ville du sige noget til dem.

Kage hele tiden er ikke sundt. Hold du bare snakken om vægt ude af ligningen i første omgang. For meget kage, fedt og sukker er ikke godt. Punktum.

Læs også: Brev til Puk: Vi er splittet mellem vores to døtre

Jeg bliver nødt til at sige det igen, vi er ikke vores børns venner. Vi er deres forældre. Det indebærer, at vi af og til skal træffe nogle beslutninger, der gør os upopulære. Det er vilkårene.

Så nu beslutter du, hvor mange gange der må bages kage, det kan eventuelt være en gang om ugen, og så meddeler du dem, at sådan er reglerne.

Læs også: Brev til Puk: Vores ordblinde døtre føler sig fravalgt af familiemedlemmer

Når man siger nej til noget, er det altid godt at komme med et alternativ. Hvis de skal bage mere end én gang om ugen, så står den på noget sundt. De kan bage rugbrød, de kan lave sunde snacks (som i øvrigt også kan indeholde mange kalorier), og de kan lave mad, hvis de gerne vil hygge sig i køkkenet. Men at spise kage hele ugen, det er simpelt hen ikke sundt, og det må du forklare dem.

Længere er den ikke, og de skal forstå, at det ikke er et personligt angreb rettet mod dem, det er bare almindelig god omtanke i forhold til kost. Noget, som de under alle omstændigheder har brug for at vide i de her år, hvor de grundlægger deres livs vaner.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk: Jeg er så skuffet over min mor