Puks brevkasse: Han sejler stadig, og jeg møder ham i havnene

Mandag, 7. juni 2021
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Familien har fundet en god fælles løsning, således at manden får lov til at sejle og konen slipper for det.

Du er både eftertænksom og varm og giver nogle råd, som er både gennemtænkte og meget menneskelige. Jeg læser af og til om sejlerlivets besværligheder her i brevkassen og vil gerne bidrage med min mands og min fortælling.

Vi har sejlet i 45 år. Det var min mands store drøm. Og da han var i stand til selv at bygge båden, sagde jeg kun, at det økonomisk ikke måtte gå ud over vores almindelige hverdag såsom mad og tøj m.m. Det gjorde det heller ikke.

Læs også: Puks brevkasse: Nu vil min mand have en båd - desværre

Jeg sejlede med i godt 20 år, mens børnene var med, og mindes også alt det, jeg skulle lære om bord. Hvorfor er det dog bl.a. nødvendigt at kalde gulvet for en dørk? Jeg fandt heller aldrig ud af at sætte fenderne på med de rigtige ”knuder”, så han måtte bruge tid på det også, og han tog det pænt.

Men hvor har vi dog haft mange glæder i, på og ved vandet. Og også sure, regnfulde ferier, hvor vi bl.a. engang i Marstal optog fire store tørretumblere i møntvask, fordi vi ikke havde mere tørt tøj efter over en uge med dårligt vejr.

Læs også: Brev til Puk: Min mand og jeg fik heldigvis talt om alt, før han døde

Da jeg valgte at ”gå i land”, blev min mand nervøs for, om jeg ville have ham til at sælge båden. Nej, det ville jeg bestemt ikke, for jeg får altid en glad og meget tilfreds mand hjem til mig. Derimod tilbød jeg ham, at lige meget hvor han ønskede at sejle hen, så skulle jeg nok komme frem til ham i bil med friske forsyninger af mad og rent tøj. Han forberedte så båden, så den kunne betjenes fra cockpittet med diverse sejl, og vi fik en indenbordsmotor, så jeg heller ikke skulle bekymre mig om det. Det mente han ikke var nødvendigt, da han sejlede kapsejlads i 40 år, men jeg insisterede.

Nu har det været sådan i 25 år. Jeg sender en glad og forventningsfuld mand af sted og kan hygge mig hjemme, med hvad jeg har lyst til. Når han så ringer og fortæller, hvor han ligger, og hvad han mangler, pakker jeg ned og har måske også bagt eller købt en lækker kage.

Læs også: Brev til Puk: Har ikke lyst til primitiv ferie i Sverige

Når jeg kommer frem, bliver jeg modtaget med masser af varme og glæde. Og bliver vejret dårligt, har vi vores bil og kan tage en tur ud i omegnen og se på seværdigheder. Hvor har vi dog været mange dejlige steder i årenes løb.

Da den tid kom, hvor børnebørnene gerne ville ud at sejle med os, blev det til, at de kørte med mig, og så var de om bord, indtil bedstefar ville videre. Så flyttede vi med. Fem børnebørn har været med, og nu er vi startet med de to oldebørn. Samme procedure: Bedstemor kører, og bedstefar sejler. Og nu vil forældrene også være med i hyggen, så de kører deres campingvogne hen i nærheden af os ved havnene.

Der er mange måder at løse problemet på. Vi har gjort det med masser af ”forhandlinger” og masser af god humor.

H.

Læs også: Puks brevkasse: Hjælp - min mand har fået skæg

Kære H.

Jeg knuselsker jer læsere. Ikke alene lægger I jeres tanker og bekymringer i hænderne på mig, I deltager også i hinandens liv og udfordringer.

Det er jo en super god idé at kombinere sejlerlivet med en biltur, hvis der er mulighed for det. Det havde jeg ikke selv fundet på. Det er nok, fordi jeg ikke har kørekort, så biler popper ikke op som det første i min idébank, men toget kan selvfølgelig også gøre det.

Læs også: 73-årig mand til Puk: Hvorfor stoppe med at arbejde?

Det lyder, som om I har løst jeres udfordringer på bedste, diplomatiske vis, og jeg håber, dit brev kan inspirere mange læsere. Din model kan jo bruges på mange planer. Ønsker den ene at vandre, cykle, springe faldskærm, spille golf osv, så lav det eventuelt til en fælles oplevelse, og mød hinanden ude i landet, og få samtidig et strejf af frihed til at følge egne drømme.

Varme hilsner fra Puk

Læs også: Læser til Puk: Hun skal da ikke rose sin mand