Efter gymnasiet flyttede jeg til udlandet for at bo og arbejde i et år som en slags sabbatår. Jeg har arbejdet for muligheden i mange år og har altid talt om, hvor gerne jeg ville til udlandet, og mine forældre var stolte over, at jeg lykkedes med min drøm.
Nu har jeg brug for en mening fra en, der kan se det hele lidt udefra, for problemet er, at det ikke længere føles som min drøm. Corona har vendt op og ned på meget, og det betyder bl.a., at jeg har meget lidt at lave på mit nye arbejde. Jeg har ikke opbygget en omgangskreds, men synes ellers jeg har forsøgt via sprogkursus, sport og kontakt med andre danskere, men det lykkes bare ikke for mig.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg kan ikke finde mig til rette i Jylland
Derudover er jeg flyttet sammen med en pige fra det land, jeg er i, og vi er meget forskellige. Det i sig selv er jo lærerigt for mig, men vi fungerer ikke sammen, når det kommer til vores forventninger til at bo sammen.
Alt dette gør, at jeg er fuldstændig udkørt og magter simpelt hen ikke mere. Jeg synes virkelig, jeg forsøger i alle aspekter, men det er, som om jeg ikke kan finde ro eller mening med noget som helst i min hverdag. Jeg lever for den næste gang, jeg skal hjem til familien, og har hjemve hver eneste dag.
Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset
Min familie synes nok, at jeg skal gennemføre året, min far mest af alle, og jeg synes derfor, det er svært at forsvare mine følelser overfor dem. Jeg ved, de mener det bedste, men lige nu er jeg kun blevet her for ikke at skuffe dem. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre. Mest af alt vil jeg gerne hjem.
Håber ikke mit brev er alt for kryptisk skrevet, men jeg vil helst ikke genkendes. Jeg vil være ked af, at min familie skulle tro, at jeg ikke føler, de støtter mig.
Den ulykkelige
Læs også: Brev til Puk: Jeg forstår ikke min mor
Kære Den ulykkelige
Mange tak for dit brev og din fortrolighed. Du skal ikke være bange for at blive genkendt, for der er rigtig mange i din situation lige nu, så det kunne være hvem som helst, der skriver. Og – måske mere vigtigt – HVIS din familie skulle overveje, om det er dig, der skriver til mig, så er det måske en god måde at få dem til at se anderledes på din problematik. De vil også se, at du tager ansvar for din situation og beder om andre øjne på den, og det er meget voksent og modent at gøre.
Corona er en kæmpe udfordring. Den virus kører som et ekstra lag i vores bevidsthed, og det er udmattende. Jeg kan virkelig godt forstå, at drømmen om udlandet ikke lever op til det, du håbede på.
Kan du kan ændre på noget der, hvor du er? Kan du finde et andet sted at bo? Ville det hjælpe dig at få en anden roomie? Kan du dele dine frustrationer med din arbejdsgiver?
Læs også: Ulykkelig mormor til Puk: Jeg vil så gerne på ferie med dem, men nej...
Før du beslutter noget, så se grundigt efter, om du har overset en mulighed i udlandet for at kunne ændre på din situation. Lav en liste over det, du har gjort for at få det hele til at glide. På den måde får du et overblik over, hvor konstruktiv du har været. Jeg er tilhænger af, at man kæmper sig gennem udfordringer uden at give op. Sådan opdrager jeg mine børn, og sådan lever jeg også mit eget liv. Men der er en grænse. Jeg synes ikke, du skal blive i udlandet bare for at bevise, at du kan. Corona kunne ingen forberede sig på, og jeg er sikker på, at virussen giver hele oplevelsen et negativt præg. Selvfølgelig gør den det.
Læs også: Puks brevkasse: Snyder jeg min datter?
Lav din liste. Se nøje på den. Tjek, om du har afsøgt alle muligheder for at bedre din situation, og hvis du beslutter, at det er tid til at komme hjem, så fortæller du din familie, at du har taget ansvar for dig selv og dit velbefindende og besluttet, at nu er det nok.
Du er ved at løsrive dig fra dine forældre og er på vej ud i tilværelsen, hvor du skal lære at stole på dine egne beslutninger. Her er måske en oplagt mulighed for at øve sig. Held og lykke min ven. Skriv igen efter behov.
Varme hilsner fra Puk
Læs også: Fortvivlet farmor til Puk: Jeg mister kontakten til mine børnebørn
