Puks brevkasse: Hvordan får jeg ham til at skifte briller?

Mandag, 28. juni 2021
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Kan man forlange, at ens mand får nye briller? Manden er stædig og vil ikke bruge penge på nye. Konen synes, det er pinligt at følges med ham og spørger derfor Puk til råds.
Kan man forlange, at ens mand får nye briller? Manden er stædig og vil ikke bruge penge på nye. Konen synes, det er pinligt at følges med ham og spørger derfor Puk til råds.

Her er et hjertesuk … min mands briller. Gud fader i skuret, hvor er de grimme. Men han er en nærigkarl, og han gider ikke bruge penge på nye.

Læs også: Puks brevkasse: Hjælp - min mand har fået skæg

Ud over at de er grimme, kan han heller ikke se med dem længere, så han ligner en blind muldvarp, når han har dem på.

Hvordan kan jeg dog få ham til at få skiftet de briller? Det er pinligt at følges med ham. Vi har været gift i 26 år, så jeg ved udmærket, hvor stædig han er. Har du et råd? Skal jeg få en ung pige til at sige det til ham? Tror du så, han vågner op?

Konen

Læs også: Læser til Puk: Sådan fik jeg ham til at fjerne sit skæg

Kære Konen

Okay, de briller, de må virkelig være grimme, siden du er parat til at kaste din mand for de unge piger bare for at få ham til at skifte dem ud.

Måske er det ikke en tosset idé. Det behøver nu ikke at være en ung pige, der siger det, men har I børn? Så kunne de måske nævne det? Eller kan du alliere dig med en ven eller en nabo?

Du kunne jo også sige direkte til ham, at du føler, du følges med en grim, blind muldvarp, når I går ud sammen.

Ét er jo udseendet, noget andet er velvære og helbred. Hvis de briller virkelig er så gamle, så har hans syn jo ændret sig, og så SKAL han have nogle nye.

Læs også: Mand til Puk: Hvorfor det forfald?

Mit bedste bud er, at han finder det uoverskueligt at skulle skifte dem. Der er mange, mange, mange, mange briller at vælge mellem, og det kan få de fleste til at gå kold. Det virker som et uoverstigelig bjerg at skulle vælge.

Du kunne kuppe ham. Find en brillekæde med tilbud. Tag et foto med af din mand, og bed en optiker om at se på din mands ansigtsform. Sig, du kommer igen næste uge MED din bedre halvdel, og træk så din mand med ind i butikken og sig, at du har gjort dit forarbejde, og at det kommer til at gå stærkt. På bordet ligger de tre udvalgte stel, og så er I halvvejs. Ind i synstesten med ham, og så klarer I det forhåbentlig på en lille time.

Hvis ikke det virker, så elsk din muldvarp. Du har jo holdt ham ud i 26 år, så noget må han kunne.

Varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Min kæreste har forandret sig?