Puks brevkasse: Jeg frygter for ny omgang corona

Lørdag, 30. juli 2022
Af Puk Elgård. Foto: Colourbox
Læseren har svært ved at nyde sommeren, da frygten for en ny coronabølge til efteråret truer. Puk giver sit bud på, hvordan man kan tackle sine bekymringer, og stadig nyde sommeren. 

Jeg kan ikke rigtig glæde mig over sommeren, for jeg har hørt, at der kommer en stor coronabølge igen til efteråret, og det er jeg så ked af.

Skal vi nu igen til at lukke samfundet ned, så vi ikke kan komme nogen steder? Den seneste nedlukning var den værste tid for mig, for jeg følte mig så ensom. Jeg sad bare herhjemme, jeg er alene uden den store familie.

Jeg kan slet ikke nyde sommeren, som jeg ellers er glad for. Jeg plejer at sidde ved medborgerhuset og hygge mig med dem, der ellers kommer. Ingen andre, jeg kender, er bange for, om corona kommer igen, og hvis jeg siger det, mener folk, at jeg er dum, når jeg tænker på det.

Tror du, det bliver lige så slemt, og har du et godt råd til, hvad jeg skal gøre?

Den bange

Kære Den bange.

Du er ikke dum. Slet ikke. Det var en meget voldsom tid for os alle, da pandemien brød ud, og vi oplevede så stor en forandring i vores liv. Vi hørte om corona hele tiden, vi så voldsomme billeder i fjernsynet, vi var isolerede og bange, og det hele var ukendt. Jeg kan godt forstå, det har sat sig i dit system.

Du skal slet ikke skamme dig over at gå med de tanker. Der er forskel på, hvordan mennesker kommer igennem kriser, og hvor mange ressourcer man har i forhold til at bearbejde tingene. Nogle kommer sig hurtigt, andre er mere følsomme.

Ensomheden under nedlukningen har ramt dig og mange andre rigtig hårdt. Det er væmmeligt at være alene, især hvis man også er bange og utryg.

Jeg kan jo ikke fortælle dig, hvad der vil ske til efteråret, men du har nok ret i, at der kommer mere sygdom. Det kan være influenza eller corona. Vi er mere indendørs, og vi kan lettere smitte hinanden, men jeg tror ikke, det bliver på samme måde, som det var dengang under den lange nedlukning. Nu kender vi lidt mere til det hele.

Jeg ville blive rigtig glad, hvis du kunne nyde den dejlige sommer, vi har foran os. Du må ud og tanke energi til vinteren. Få fyldt depoterne op.

Vil du ikke love mig, at du går ud så meget som muligt og ser så mange mennesker, du har lyst til og lytter til solsorten og nyder de smukke blomster.

Hvis du bliver utryg til efteråret, skriver du til mig igen. Så lægger vi en plan for, hvordan du skal takle den situation, men lige nu skal du ned i medborgerhusets gårdhave og hygge dig. Det har du brug for.

Og husk på, at du er ikke dum, fordi du bekymrer dig. Det kan man ikke altid gøre for, og jeg ved, der er mange andre, der har det som dig.

Nyd sommeren – og jeg er lige her, hvis du får behov for det til efteråret.

Mange hilsner fra Puk