Puks brevkasse: Jeg stoler ikke på min søn

Lørdag, 15. februar 2020
Af Puk Elgård. Illustation: Birgitte Ahlmann
Kan man blande sig i sin søns parforhold, hvis man tror, at han er utro med en tidligere kæreste? Det er læserens dilemma. Læs her, hvad Puk Elgård råder læseren til.
Puks brevkasse: Jeg stoler ikke på min søn

Min søn er sidst i 30’erne. For 15 år siden havde han sit første seriøse forhold. Det var meget lidenskabeligt og meget heftigt, de boede sammen i en periode i en fremlejet lejlighed, så var de væk fra hinanden og så sammen igen.

Men så flyttede hun til København og blev gift. Min søn fandt en rigtig sød pige, som han nu har boet sammen med i 10 år, og de har to små drenge. Han siger selv, at det ikke er den samme lidenskab, som han tidligere har oplevet, men de har det rart sammen.

Læs også: Brev til Puk: Min søn lever i en svinesti

For nogle måneder siden flyttede den tidligere kæreste så tilbage til vores provinsby. Hun er blevet skilt og har fået job her, og nu går sladderen, at min søn og hun ser hinanden. Jeg har konfronteret ham med det, hvilket han blev rasende over. Han siger, at han har mødt hende tilfældigt, men hans voldsomme reaktion tyder på, at der er mere i det.

Vi er meget tætte i vores familie og kan tale om tingene, men nu er jeg så bange for, at min søns dejlige parforhold skal blive ødelagt. Jeg ved godt, at jeg skal blande mig udenom, men er der noget som helst, jeg kan gøre? Vil det være en idé at tale med pigen, eller er jeg bare nødt til at holde min mund?

Farmor

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle moren, at hendes søn ryger?

Kære Farmor

Den der kan du vist ikke løse. Du kan være parat til at træde til, hvis der sker noget i familien, men jeg tror, det er at smide ved på et bål at begynde at diskutere det med din søn. Det er dog, synes jeg, i orden, at du har oplyst ham om, at folk snakker. Det kan være meget svært for hans kone at bevæge sig rundt i et nærmiljø, hvor folk taler bag ryggen.

Hvis din søn og den tidligere kæreste ikke kan holde fingrene fra hinanden, så tror jeg ikke, du kan forhindre det. Lige meget hvor dumt det er, og hvor dårligt utroskab er, så er drifterne stærke, og hvis han vil gå den vej, så gør han det.

Læs også: Puks brevkasse: Naboen stiller store krav til min søn

Jeg synes egentlig ikke, du skal blande dig. Du skal ikke begynde at tale med hverken svigerdatter eller den anden pige. Du kan fortælle din søn, at det har store konsekvenser, hvis han er på vej ud i noget, men det ved han sikkert godt.

De er voksne mennesker alle sammen, og du kan ikke ændre noget. Men du kan være der, hvis det hele ramler, og du kan indimellem tale lidt med din søn, når I er alene.

Jeg håber, det løser sig. Det er svært at se sine børn stå foran valg og ikke kunne vælge for dem, som man kunne, da de var små.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Vores søn smed os ud