Jeg er en kvinde på knapt 80 år, der for tre måneder siden mistede min mand gennem 60 år. Selv om det var forventet, er det jo alligevel et chok, og efter så mange år sammen skal jeg finde mit ståsted i livet som enlig.
Jeg har haft en episode med naboens datter, som jeg gerne vil høre din mening om, for jeg trænger til “input udefra”.
Min afdøde mand og jeg har haft de samme naboer i mange år. Som det var dengang, rendte børnene ind og ud af husene hos naboen og hos os og havde stor glæde af hinanden.
Naboens to børn er nu begge ret voksne, sønnen bor i udlandet, datter et stenkast herfra. Hun virker vred over, at broderen ikke er her og kan hjælpe til. Hendes mor døde for år tilbage, og jeg har siden da givet enkemanden en hånd med praktiske gøremål. Blandt andet har jeg passet konens gravsted i alle årene. Datteren, som selvfølgelig har haft det svært efter sin mors død, har også brugt mig lidt som reservemor.
Jeg er ikke i tvivl om, at hun har nogle ting at slås med, men jeg synes ikke, det berettiger hendes opførsel.
For i forbindelse med at min mand gik bort, valgte jeg sammen med vores børn, at min mand og deres far skulle på fællesgrav. Samtidig besluttede jeg, at jeg ikke længere vil deltage i pasning af nabokonens gravsted. Det gav ikke mening for mig, når jeg havde fravalgt gravsted til min mand.
Desværre har naboens datter taget det meget fortrydeligt op. Hun kan eller vil ikke forstå min beslutning og har flere gange opsøgt både mig og min datter og har virket meget bebrejdende.
Jeg blev utroligt vred og ked af det. Der var ingen tak for de år, jeg har passet gravstedet, kun bebrejdelser over at jeg ikke ønsker at gøre det mere.
Mine børn er meget vrede på hende og ønsker ikke længere kontakt med hende. De synes, hun opfører sig som en forkælet møgtøs, og kan på ingen måde tilgive hendes opførsel.
Hun har været her med blomster og sagt undskyld, men har bagefter opsøgt både mig og min datter.
Jeg har nu valgt ikke længere at ville hjælpe manden, da jeg mener, det må være datterens eller det offentliges opgave. Desværre har jeg en følelse af, at han er enig med sin datter i, at det er for dårligt, at jeg melder pas.
Jeg føler, at jeg hjælper datteren ved at hjælpe manden, og det ønsker jeg ikke efter hendes opførsel.
Er det mig, der er forkert på den, når jeg ikke længere ønsker at hjælpe?
Lillemor
Kære Lillemor
Jeg tror da lige, vi skal begynde med at få noget på det rene.
Når man er 80 år og har gjort sin pligt og indsats i så mange år alle mulige steder i samfundet, så synes jeg altså, man har total ret til at sige fra over for diverse opgaver. Du skylder skam ikke noget nogen steder.
Hvis du ikke længere vil passe naboens gravplads, så synes jeg kun, det er rimeligt, at du siger fra.
Nu skal du overveje, om du gider bruge tid på at bære rundt på vrede og tvivl. Gider du det?
Datteren har været forbi med blomster og sagt undskyld, men kan så åbenbart ikke slippe det helt alligevel, men det må være hendes kamp.
Du skal slippe det. Du skal kun bruge din tid og din energi på gode ting. Ikke om du skal stå op om morgenen og have fokus på uvenskaber og negative holdninger. Du skal sætte snuden i sporet og leder efter de glædelige ting.
Du har taget din tørn med livet og alt, hvad det indebærer af op- og nedture, så nu skal du bare i gang med at skumme fløden og gøre lige det, du har lyst til. Derudover har du truffet den beslutning omkring din mands begravelse, som var rigtig for dig og din familie, og den beslutning er der ingen, der skal blande sig i. Punktum.
Sommeren er over os. Frem med solhatten og det gode humør. Søreme nej, om du skal spilde ét sekund på dumme konflikter.
Lev livet og nyd det.
Varme hilsner fra Puk
