Puks brevkasse: For meget at afkræve en forklaring?

I uge 18 skrev du om idioter i dit svar til mit indlæg ”I fire år har jeg ikke hørt fra mine søskende”, og jeg vil gerne fortælle lidt mere om forløbet:

I julen 2007 spurgte min bror, om jeg kunne hjælpe med et abonnement på et ikke-nørdet computerblad. Jeg skaffede ham et abonnement, fordi jeg holdt af ham og kunne gøre en god gerning, men jeg fik aldrig svar eller anerkendelse for min hjælp.

Læs også: Puks brevkasse: Har ikke hørt fra mine søskende i fire år

Da jeg senere lånte min svigerinde mine dvd-film, var det ligeledes for at holde en god relation, og fordi jeg havde det godt med at hjælpe, hvor jeg kunne. Da hun havde set filmene, blev de bare lagt på en stol hos min mor, hvor jeg selv kunne hente dem. Heller ikke her fik jeg tak eller anerkendelse for min hjælp.

Jeg gav dem en fantastisk oplevelse af en fødselsdagsfest, og i en fin takkemail skrev min bror og svigerinde, at de ønskede at deltage i familiefester på vores side fremover. Vi har aldrig set dem til vores familiefester og heller ikke til mors begravelse.

Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gøre noget for at genoprette kontakten?

Efter mors død lavede jeg en sammenkomst med mine søskende, svoger og svigerinde skærtorsdag 2016, og der var ikke nogen utilfredshed at spore. Den 2. maj året efter inviterede jeg igen, men den 10. maj 2017 fik jeg så en række løgnagtige beskyldninger og injurier fra min bror og svigerinde.

Synes du, det er for meget, at jeg afkræver dem en forklaring, eller er det mig, der er idioten?

Anonym

Læs også: Brev til Puk: Vores ordblinde døtre føler sig fravalgt af familiemedlemmer

Kære Anonym.

Bare lige for at præcisere min brug af ordet idiot: Ordet blev ikke brugt personligt mod dig, men som et eksempel fra en gammel kinesisk talemåde.

For mig er det umuligt at vide, hvem der gjorde hvad, og hvem der er den krænkede part i den slags familie-uenigheder, men jeg ved, at jeg altid opfordrer alle parter til at indse, at der ikke kun findes én endegyldig sandhed i konflikter. Der er altid flere sider af samme sag.

Læs også: Puks brevkasse: Min søster har meldt sig ud af familien

Jeg vil dvæle ved ordet ”afkræve.” At afkræve en forklaring lægger ikke op til forsoning. Jeg ville hellere bede om mulighed for at udtrykke min egen version af konflikten. Det er to meget forskellige ting. Hvis man som stridende parter skal få renset luften, så skal alle (undskyld mit franske) lære at holde kæft, når den anden part taler. Det nytter ikke at bygge en forsoning på beskyldninger. Man bliver nødt til at spørge sig selv: Hvor i denne sag kan jeg imødekomme de andre? Hvor kan jeg give mig?

Læs også: Brev til Puk: Vi kan ikke holde min svoger ud

Jeg ved, det er svært, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Der er ingen tvivl om, at den familiesituation, du beskriver, er gået helt i hårdknude, og det er så svært at være uenige med dem, man skulle være tæt med.

Jeg ønsker virkelig for jer, at I kan formå at mødes i etaper og få talt alt igennem. Det er nok for voldsomt at mødes mange på én gang, men den, der er stærkest og har det bedste overskud, vil kunne tage hul på situationen ved at række ud og sige "lad mig høre, hvordan du ser det hele" og så lytte i første omgang. Det kræver selvbeherskelse og storsind, men jeg synes, det er forsøget værd. Både i din familie og i mange, mange andre familier.

Mange varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset