Jeg er mor til to børn, den ældste på 22 år er flyttet hjemmefra, og min datter er 14 år. Da hun var fire år, blev jeg skilt fra deres far og har boet alene med dem. For to år siden fandt jeg en dejlig kæreste, som i efteråret 2019 flyttede ind hos os.
Siden han er flyttet ind, har min datter helt ændret holdning til ham. Hun taler aldrig til ham og svarer kun med enstavelsesord, hvis han henvender sig. Hun kan finde på at tage sin tallerken med mad ind på sit værelse midt i måltidet. Ofte er hun hos sin veninde om aftenen, men er hun hjemme, sidder hun altid på sit værelse.
Læs også: Puks brevkasse: Skal vi hjælpe vores datter, som har taget kviklån?
Før han flyttede ind, havde de et fint forhold, og vi tre gjorde meget sammen uden for hjemmet. Nu kunne hun ikke drømme om at følges med os.
Jeg har spurgt hende direkte, om hun har noget imod, at han er flyttet ind. Hendes svar var, at jeg da bare skal leve mit liv, som det passer mig, og så skal hun have lov til at leve, som det passer hende. Underforstået: Hun skal ikke tvinges til noget samvær med min kæreste.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild
Hun er hos sin far cirka hver tredje weekend, men det fungerer ikke så godt, da han har små børn, og hun føler ikke, der er plads til hende. Det er nok lidt det samme, der gør sig gældende herhjemme. Hun føler sig nok skubbet til side.
Min kæreste er ked af det og foreslår, at han flytter ud igen. Men vi har begge en anstrengt økonomi, og det er rigtig godt for os at bo sammen. Har du et forslag til, hvad vi kan gøre?
P.L.
Læs også: Puks brevkasse: Min datter behandler mig som en grøntsag
Kære P.L.
Godt, du skriver. Du skal indfange din teenagedatter, før det er for sent.
Som jeg gang på gang nævner her i brevkassen, er jeg jo ikke uddannet psykolog, og når jeg råder, er det helt og aldeles ud fra mine egne erfaringer. Hvis der er brug for professionel rådgivning, er det vigtigt at tage kontakt til andre end mig. I dit tilfælde tror jeg dog godt, jeg kan råde ud fra den erfaring, jeg har med moderne familier og teenagere.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg er ikke på talefod med min fars kæreste
Min erfaring med teenagere er, at hvis ikke vi holder fast i vores unge mennesker, så mister vi dem. Vi skal insistere på at vise dem, at vi interesserer os for deres liv og følelser. Ifølge min erfaring er det misforstået hensyn ”at lade dem være”. De oplever det som ligegyldighed fra vores side og ikke som den ro og fred, vi tror, vi giver dem ved at lade dem passe sig selv.
Insistér på kontakt. Spørg ind til din datter, og lad være med at forsvare dig, når hun svarer. Hvis hun synes, det er irriterende, at din kæreste er flyttet ind, så lad hende sætte ord på det. Lad hendes følelser komme frem, og modtag dem. Favn dem.
Læs også: Farmor til Puk: Mit barnebarn kan ikke lide sin papmor
Derudover må I i fællesskab komme frem til nogle husregler. I skal spise sammen mindst to gange om ugen. Din datter skal forstå, at man bidrager til fællesskabet. Det vil hun have glæde af at have lært, når hun skal videre i livet. Når man bor sammen, så bidrager man.
Jeg vil også foreslå, at du og din datter gør noget sammen alene. Måske tager I en bytur eller andet en gang hver 14. dag. Her er I alene, og du har fuldt fokus på hende.
Teenagere er skrøbelige. De har brug for faste rammer og meget kærlighed. I den alder kommer man nemt til at føle sig forkert og ekskluderet. Elsk hende. Lyt til hende, og vær tålmodig. Opgiv hende aldrig. Teenagere er nærmest lige så skrøbelige som spædbørn.
Held og lykke og bedste hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk Elgård: Vi er splittet mellem vores to døtre
