Jeg ved ikke, om det er mig, der er noget galt med, men jeg synes, folk går for meget op i problemer og mørke tanker.
Når mine nærmeste har problemer, prøver jeg altid at opmuntre og sige, at det nok skal gå, men det er, som om de bare har lyst til at snakke solen sort og pløre rundt i problemerne uden at løse dem.
Er jeg overfladisk? Jeg ved da godt, at livet kan gøre ondt, jeg er bestemt ikke selv sluppet igennem uden at få skrammer, men jeg dvæler ikke ved det og forsøger i stedet for at se på de lyse sider.
Burde jeg handle anderledes?
Optimisten
Kære Optimisten
Det er jo altid en god idé at lytte til andre, når de har det svært, men det er nu heller ikke det, jeg fornemmer, du ikke gider, du gider bare ikke blive ved med lytte, når tingene kører i ring.
Jeg tror, vi har forskellige funktioner i vores medmenneskers liv. Der er dem, der hjælper med at finde sorgen, og dem, der hjælper med at finde glæden. Begge dele er vigtige. Vi er begavede med forskellige måde at anskue livet, det kan der være mange grunde til, men jeg er sikker på, at din optimisme er guld værd i mange sammenhænge.
Jeg synes ikke, at du er forkert, men føl dig frem og mærk efter, hvornår indsatsen med det gode humør og optimismen er allermest hensigtsmæssig.
Kærlig hilsen Puk
