Sagen er den, at jeg er i et forhold. Ikke med én, men med to. Jeg bor sammen med den ene, og den anden kommer til os i weekender og ferier m.m. Vi har været sammen i lidt over to år, og forholdet er gået meget godt. Selvfølgelig skaber det nogle konflikter, at vi er tre, men jeg synes, vi har været meget gode til at få arbejdet og talt dem ud. Og har løst vores problemer hen ad vejen, som de kommer.
Læs også: Kvinde til Puk: Han sagde, vi skulle giftes, men der sker ikke noget
Jeg elsker dem begge, og de elsker mig. De elsker ikke hinanden, men er sammen på grund af mig, og det har der været rene linjer omkring hele tiden. Vi er meget åbne over for vores omgivelser og er mere accepteret, end vi kunne drømme om.
Det korte af det lange er, at jeg er hammerjaloux, når jeg f.eks. er på arbejde, og de så er alene. De skriver ikke til mig, ringer ikke til mig, selv om jeg har rig mulighed for at snakke og skrive. Som om: Ude af øje, ude af sind. Selv om jeg har gjort opmærksom på det, så hører de det ikke. Men jeg tager mig hver dag tid til at skrive og ringe uanset hvad. Og gør jeg det ikke, så hører jeg for det, hvilket gør, at jeg føler mig som en dårlig kæreste.
Læs også: Puks brevkasse: Giftes uden at mine forældre ved det?
Planen er, at vi vil gifte os i marts. Vi kan jo ikke blive officielt og lovligt gift, så vi vil holde en ceremoni i vores baggård og har skrevet løfter m.m., som jeg har drømt om ... men!
Jeg er så jaloux, at jeg ikke kan være i det. Jeg er vred, sur, ked af det og virkelig bare modbydelig i mine tanker. Og synes, det er bedst at slutte det hele med dem begge to, for det kommer aldrig til at fungere med kun den ene, og hvem af dem skulle det være?
Er det helt urealistisk, at et sådan et forhold kan fungere og så med det, som det gør ved mig?
En meget forvirret sjæl
Læs også: Brev til Puk Elgård: Han fortalte ikke, at han skulle giftes
Kære En meget forvirret sjæl
Jeg tror da egentlig, det er realistisk. Umiddelbart virker det jo, som om I er ret gode til at lave regler og indordne jer. Det, at I faktisk kan fungere tre mennesker i et forhold, vidner jo om gode diplomatiske evner fra jer alle. De evner skal du bygge på.
Du fortæller også, at I kan tale om de problemer, der opstår, og få løst dem hen ad vejen. Det, der får dig til at tvivle nu, er sikkert, at det er dig, der sidder med problemet. Det er dig, der har jalousien. Du er måske bedre til at indgå i løsningen, hvis det er en af mændene, der er problemet, men nu, hvor du har brug for støtte, er det svært at sige til.
Læs også: Brev til Puk: Svigermor ønsker bryllup i en kirke - jeg gør ikke
Måske er det også lidt ensomt at være kvinde mellem to mænd? Du er nødt til at guide dem. Nu skal jeg ikke generalisere, men jeg har flere eksempler på mænd, der ikke har opfattet kvinders signaler og har brug for at få det skåret lidt ud i pap, så de forstår, hvad de skal gøre. Mange kvinder tror, mænd er tankelæsere. Det er de altså ikke. Du må hjælpe dine mænd, før de kan hjælpe dig.
Fortæl dem, hvad du har brug for, og gør det meget konkret. Du må sige: ”Jeg lider af jalousi. Jeg har brug for jeres støtte. Den måde, I kan støtte mig på, er ved at ringe. Det er nødvendigt for, at jeg kan fungere i vores forhold.” Det er ikke nok at sige det henkastet i en indskudt sætning.
Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig fravalgt af min kæreste
Du må holde familiemøde. Vær åben om din kamp med jalousien, og lær dem, hvad de skal gøre. Det er helt normalt at skamme sig over at være jaloux. Det er en rigtig negativ følelse, og det er ofte svært at få forståelse, når man er jaloux. Men nu må dine mænd træde i karakter og hjælpe dig.
Jeg ønsker dig held og lykke, og du kan eventuelt dykke lidt ned i jalousiens væsen. Læs om det. Der er megen god information at hente.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: Brud til Puk Elgård: Kan jeg vise en film med ham og hans afdøde mor til bryluppet?
