Puks brevkasse: Tag affære straks

Lørdag, 16. juli 2022
Af Puk Elgård. Foto: Colourbox
En læser svarer på et tidligere dilemma i Puks brevkasse, der handler om spiseforstyrrelser. Læserens råd er, at man skal tage affære øjeblikkeligt.

Som tillæg til dit svar vedrørende en mistanke om en brevskrivers nevøs spiseforstyrrelser (FJ 13 og 25), vil jeg klart sige, at der ingen tid er at spilde. Man skal øjeblikkelig tage affære.

Mit barnebarn ville pludselig hverken spise eller drikke, og langsomt blev hun frygteligt tynd. Forældrene henvendte sig til lægen, som mente, hun kunne snakke med mit barnebarn, men det blev desværre ikke bedre. Da det blev tiltagende værre, tog de til lægen igen og kom straks i forbindelse med Region Nordjylland, Aalborg, hvor de har fået den bedste hjælp.

Vores barnebarn vejede til sidst så lidt, at hun ikke måtte røre sig, og vi var så bange for at miste hende. Heldigvis gik det godt denne gang, og hun har det godt i dag, men der skal altid ligge en bid tilbage på tallerkenen. Tror ikke, hun bliver helt rask nogensinde

Sidste år mistede en af mine bekendte sin 34-årige datter. Hun havde haft spiseforstyrrelser, siden hun var 12.

Så jeg får altid ondt i maven, når jeg ser og hører om andre tilfælde.

A

Kære A

Det er en meget skræmmende beretning, du kommer med. Det er uhyggeligt, at selvskade og spiseforstyrrelser kan få sådan et tag i et ungt menneske. Det er også sørgeligt, at din familie ikke fik den rigtige hjælp hos lægen, da de henvendte sig i første omgang.

Jeg kan godt forstå, du føler angst, når du hører om det her. Det gør jeg også. Jeg har igen været en tur på LMS hjemmeside (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade), og det er virkelig en god, brugbar hjemmeside med mange informationer.

Det er også trin, man kan følge for at komme godt og rigtigt i gang med behandling. Både for den, der er ramt, og for de pårørende. LMS skriver, at har man mistanke om selvskade eller spiseforstyrrelse, er det første, man gør, at tale med den praktiserende læge. LMS anbefaler, at man ringer til foreningens rådgivning, 70 10 18 18, inden lægesamtalen, for at få råd til, hvad der er vigtigt at få frem under lægebesøget. Herefter skal man bede om henvisning til at blive udredt.

Udredning foregår i psykiatrien – med samtaler og behandlingsplan. Man har ret til at blive udredt inden for 30 dage, fra lægen sender henvisningen. Oplever man ændret adfærd, vægttab, skal man handle. Måske er det ikke spiseforstyrrelse, det kan være en del andet, men det er vigtigt at få det afklaret. Det kan være skræmmende at havne i ”systemet”, men det kan være afgørende for liv og død.

Stort kram til alle jer der sidder i netop den situation.

Kærlig hilsen Puk