Puks brevkasse: Undrer mig over problemet

Lørdag, 27. marts 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
En læser af Puks brevkasse har skrevet ind for at give sit synspunkt på et tidligere dilemma om en familie, hvis døtre ikke var klar til at tale om døden.

Jeg er med i koret, som ofte og gerne roser dig for dine gode svar. Også dit svar til O.B. (Familie Journal nr. 4, red.), hvis døtre ikke vil tale om døden, er ret godt, men jeg undrer mig over problemet.

Jeg er en “ung pige” midt i 80’erne og har derfor oplevet en del dødsfald. Nogle er gået bort, andre sov ind, og endnu andre døde. Mon ikke de ord vælges, når vi efterladte står over for planlægning og afskedstagen med de afdøde? Da jeg mistede min far, min yngste bror, min første mand og min sidste mand, var der ingen planlægninger, men jeg er sikker på, at vi i de tilfælde tog afsked på en god og værdig måde ud fra, hvad vi forestillede os, de afdøde ville have accepteret.

Læs også: Puks brevkasse: Døtrene var ikke klar til at tale om døden

O.B. er heldig at have sine børn i nærheden, så de kan være sammen til middage/frokoster. Det mindst hyggelige emne er da den helt sikre død, så hvorfor ødelægge en ellers hyggelig sammenkomst med det emne? Mine børn bor desværre langt fra mig, men ringer ofte. Jeg er sikker på, at de opringninger vil blive meget få, hvis jeg begynder at tale om planer for min død og begravelse. Vi taler da også om muntre oplevelser. Latter er godt og fylder meget i vores tilværelse. I øvrigt synes jeg, der er en tendens til, at vi frygter sygdom og død så meget, at vi glemmer at nyde livet.

Er der behov for at planlægge sin egen begravelse, kan det gøres enkelt ved at skrive et brev til de efterladte og lægge det ved de personlige papirer (dåbsattest og vielsesattest), som alligevel skal frem, når højtideligheden skal føres ud i livet. Eller på nettet finde en brochure, ”Min sidste vilje”, som kan udfyldes og lægges samme sted.

L.

Læs også: Puks brevkasse: Hvornår kan man begynde at tale om døden?

Kære L.

En af udfordringerne ved det skrevne ord er, at det er modtageren, der bestemmer, hvad der står. Derfor kan jeg aldrig være sikker på, at det, jeg mener, når jeg skriver det, nu også er det, I læser i brevkassen. Det har i hvert fald aldrig været min mening, at man skulle invitere til hyggelig frokost, og når man sender frikadellerne rundt, siger ”nu skal vi tale om døden.”

Det var ikke sådan, jeg tænkte, da jeg svarede. Jeg mente, at man kunne kalde til frokost OG familiemøde, og at de inviterede på forhånd vidste, at der var nogle lidt mere alvorlige emner på programmet. Så har man forventningsafstemt lidt, inden man mødes.

Læs også: Brev til Puk: Døtrene er der for mig

Du har jo ret i, at man løser det, selv om man ikke på forhånd har taget samtalen om døden. Når vi begraver vores efterladte, finder vi den ceremoni, de salmer, det tøj og det sidste hvilested, som vi mener, er passende. Jeg kan dog se på jeres reaktioner på emnet, at de fleste af jer faktisk gerne vil være mere frie, når det kommer til den svære samtale. Det kan jeg godt forstå. Jeg ville selv ønske, at jeg var mere fri, og jeg øver mig.

Du skriver, at latter er godt, og vi skal huske at nyde livet. Jeg kunne ikke være mere enig, men jeg synes ikke, det ene udelukker det andet. I vores livtag med det at være menneske kan vi godt tage udfordringen op og blive gode til at tackle både sorg og glæde. Tak for din mail. Dejligt, at du læser med her.

Mange varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Tilgiv og kom videre