Selv om jeg er 10 år ældre end dig, kan jeg genkende mig selv så meget i alt det, du beskriver i din bog ”Se mor jeg danser”.
Min søde mand køber tit Familie Journal til mig, og jeg læser også din brevkasse, men af og til er jeg forundret over dine svar, når det gælder ansvarsfølelse – generelt.
Jeg vil ønske dig alt godt – hvis dine forældre kunnet have fundet en vej og have overlevet, ville de have været vanvittigt stolte af dig.
Anne
Kære Anne
Mange tak for de fine ord. Hils din mand og sig, han fortsat skal forkæle dig med Familie Journal.
Jeg vil gerne svare dig på din undren omkring ansvar. Du giver ikke konkrete eksempler, så jeg går ud fra, at du mener, at jeg ofte lægger ansvaret hos selve brevskriveren og ikke omgivelserne eller dem, der bliver omtalt i brevene. Det gør jeg meget bevist.
For det første er brevkassen en ensidig fortælling af en problematik, og jeg har aldrig modpartens oplevelse af situationen. For det andet er det min holdning, at hvis man med sikkerhed vil have ændret noget, må man begynde hos sig selv. Det er udmattende og ofte frugtesløst at gå og vente på, at folk omkring en laver om på sig selv.
Jeg mener ikke, at man skal bære al skyld, skam, ansvar og uro på egen skuldre. Slet ikke, men hvis man befinder sig i en svær situation, skal man tage ansvar for sig selv, sige fra og rykke sig. Det kan være helt utroligt svært, men det er tit den eneste rigtig mulighed for at lave tingene om. Desværre.
Når folk gentagende gange behandler os dårligt, er det, fordi det kan lade sig gøre. Derfor prøver jeg ofte, forhåbentlig med kærlighed og respekt at dreje brevskriveres fokus hen på hvad vedkommende selv kan gøre for at flytte sig væk fra problemet. Håber du kan bruge svaret, ellers må du skrive igen.
Bedste hilsner fra Puk
