Slut med de dårlige vaner

Kan man finde ro i den krop, man bor i – og være ligeglad med, hvordan omgivelserne synes, man skal se ud? Jeanne havde lyst til at finde ud af det efter i årevis at have skammet sig, gemt sig og opgivet diverse slankekure, som aldrig har holdt, hvad de har lovet hende. Nu var hun nået til et sted i sit liv, hvor hun ville forsøge at acceptere sit eget spejlbillede.

– Jeg har hele mit liv været den her lidt buttede pige. Jeg er blevet drillet i skolen, og jeg har oplevet at få kommentarer om mit udseende af fremmede, der har ment, at det var o.k. at udskamme mig, fordi jeg så ud, som jeg gjorde. Jeg nåede simpelthen til et punkt, hvor jeg ikke orkede at føle mig forkert længere, fortæller Jeanne Demant, der er 30 år, fraskilt og mor til Nor på seks og Pil på tre.

Hun søgte efter fællesskaber på de sociale medier og begyndte at følge en gruppe kvinder på Instagram, der ikke kun havde overvægten til fælles. De havde selvværd og italesatte de følelser, der følger med, når man bærer på flere kilo, end det forventes. Det smittede af på Jeanne, og der kom lidt fandenivoldskhed over det, for hvem skal afgøre, hvad det rigtige tal er på din badevægt?

– Det var godt for mig, og jeg fandt ro og en accept af MIG. Det har jeg jo aldrig rigtig haft, selv om jeg har forsøgt med alle kræfter at vise noget andet udadtil. Jeg har altid haft facaden på. Men ærligt, så har jeg været ked af min krop, og jeg har gjort alt for at skjule mig i sort, oversize tøj. Jeg, som faktisk elsker farver, siger hun.

Læs også: Britta har tabt 40 kilo

Lagde en madplan

Men selv om hun sænkede skuldrene, tillod sig at være glad for sig selv og fandt inspiration i fællesskabet, begyndte en motivation og tro på, at hun kunne ændre sin livsstil, også at rumstere. For kunne hun ændre sit mindset, kunne hun måske også lykkes med at ændre sin måde at spise på.

Hun følte sig ofte energiforladt, træt og manglede overskud, når hun kom hjem efter en travl dag som butikschef i Netto. Hun prioriterede ikke den sunde mad i løbet af dagen. Ofte nåede hun kun at kværne en pose kanelgifler og hapse fra en slikpose, der kortvarigt fik energien tilbage i kroppen. Masser af dårlige vaner, hun slet ikke tænkte over, men bare rakte ud efter som den største selvfølge.

– Jeg spekulerede slet ikke over, om jeg overhovedet havde brug for den mad, jeg proppede i mig. Jeg gjorde det bare, siger hun.

Med den bevidsthed lagde hun en madplan for sig selv. Hver morgen spiste hun en proteinbar, til frokost havde hun et par skiver rugbrød med på arbejdet, og så holdt hun sig fra at spise noget, før det var tid til aftensmad med familien.

En gang imellem kom hun af vane til at snuppe noget af en åben pose slik på arbejdet, men så stoppede hun op og spyttede ud – selv om kollegerne måbede og grinede lidt af det.

Men Jeanne havde taget en beslutning, og i mål ville hun. Så hun fortsatte og mærkede på sin krop, hvordan det virkede.

Motion fik hun masser af i løbet af arbejdsdagen, hvor hun snildt fik gået næsten 20.000 skridt. I weekenderne skulle aktivitetsuret op på mindst 10.000 skridt, og efter en måned havde hun tabt otte kilo på den måde.

– Det var den sygeste motivation. Også da andre begyndte at kommentere på det. Det gjorde mig glad, og jeg var overrasket over, at det gik så nemt for mig. Jeg var faktisk ikke i tvivl om, at denne gang ville det lykkes for mig.

Hun steg på vægten hver mandag for ikke at fokusere på, hvor meget eller hvor lidt den ændrede sig, hver dag, og hun insisterede på ikke at lade det være afgørende for, om ugen blev god eller ej. Der skulle være plads til et almindeligt liv med hygge-fredage, fødselsdage og andre arrangementer.

Læs også: Marianne kan dele tøj med datteren

Skal lige tro på det

Og det har der været. Plads til at leve. Men for første gang har Jeanne mærket efter og ikke bare tømt posen for kanelgifler. Hun har heller ikke nødvendigvis også spist en softice, fordi børnene har fået en. Hun har opdaget, at hun sagtens kan springe over.

– Jeg har ikke haft lyst til at give op. Det har ikke været en mulighed denne gang, fordi jeg fik en viden om, hvad der er af kalorier i de forskellige madvarer, jeg havde for vane at spise i løbet af en dag. Altså der er 1.000 kalorier i en pose med kanelgifler … det var den vildeste øjenåbner, da jeg opdagede det, udbryder Jeanne og griner.

Og med god grund. For som hun siger, er det gået rimeligt snorlige med vægttabet. Nogle uger har det stået stille, andre uger har det rykket sig mere end forventet.

Det er nu knap to år siden, at Jeanne begyndte på sin livsstilsændring, og hun er gået fra 115 kilo til 78 – eller fra en størrelse 50 til 40. Uanset kilo eller tøjstørrelse er Jeanne bare glad for det sted, hun er havnet, selv om hovedet også lige skal forstå forvandlingen. For efter at have båret rundt på følelsen af at være alt for tyk hele sit liv skal det lige sive ind, at hun ikke hører til den kategori længere.

– Det har været noget af det sværeste, indrømmer hun og har brugt sine før-billeder til at overbevise sig selv om, at der er et før, og der er et nu, når hun ser sit eget spejlbillede.

Der mangler to-tre kilo, synes hun selv, men de må falde af i det tempo, de lyster.

Det vigtigste for Jeanne er, at vægten bliver, hvor den er, og den tro på, at det er muligt, har aldrig været så stærk som nu.