Smagen af jul: Familie Journal laver 4000 julebolsjer på en time

Lørdag, 22. december 2018
Af Maja K. Lorentzen Foto: Niels Hougaard
I generationer har Jes’ familie levet af at lave bolsjer. Familie Journals udsendte har besøgt familievirksomheden for at hjælpe med at lave årets julebolsjer.
Familie Journal laver julebolsjer

I Ebeltoft, hvor guirlander af gran hænger i gadelampehøjde, er der ingen tvivl om, at der i nærheden bliver mange søde sager til. Her har Mols Bolsjers produktion til huse.

Jes og hans medarbejdere producerer omkring 125 kilo bolsjer om dagen – det svarer til omtrent 50.000 bolsjer. Selv om det lyder af utroligt meget, er det stadig en lille, familiedrevet virksomhed i vækst.

Jes Brinch Nielsen, 46, hans kone, Jette Nielsen, 43, og deres to børn har alle både købmandsgenet og smag for bolsjer.

Brunkagebolsjer

– Vi laver bolsjer med for eksempel juletræer, nisser og snefnug med typiske julekrydderier, så de smager af jul. Og så har vi selv fundet på dem her – brunkagebolsjer, siger Jes og stikker mig et fladt, brunt bolsje, der faktisk ligner en brunkage.

I dag skal vi dog lave juletræsbolsjer med smag af kanel og æble. Først skal sukkeret koges, og det skal helt op på 150 grader. Derefter løfter Jes gryden af ildstedet og hælder den tyktflydende sukkermasse ud på kølebordet, hvor den skal æltes.

Læs også: Snaps med et pift af jul er nemt at fremstille

25 kilo tungt bolsje

Da de tre sukkermasser er æltet tilstrækkeligt, skal bolsjet bygges, og det er den virkelig svære del, forklarer Jes.

– Selv om man godt kan se, hvordan juletræet ser ud på det todimensionelle papir, er det ikke sikkert, at man kan se, hvordan det skal bygges tredimensionelt. Dét kan tage årevis at blive god til, siger Jes.

Derfor instruerer han nøje sin unge medarbejder, der står ved siden af og er ved at forme den hvide sukkermasse. To aflange brune, fire trekantede grønne og tre hvide masser senere skal bolsjet bygges.

– Vi begynder med at bygge ét stort bolsje – det bliver cirka 25 kg tungt, siger Jes.

Han tager den ene brune sukkermasse og beder mig om at placere den anden ovenpå. Og sådan bygger vi juletræet med masserne som modellérbare Legoklodser.

Da træet har taget form, skal de tre hvide masser udenom for at gøre bolsjet rundt med træet i midten. Til sidst ruller Jes det kæmpestore, cylinderformede bolsje, der næsten er på størrelse med en kabinekuffert.

Julebag på gammeldags manér: I Jyttes køkken er tiden skruet 100 år tilbage

4.000 på en time

Nu skal det kæmpestore bolsje laves om til stænger. En af de store maskiner tages i brug. Jes står ved den ene ende og fører bolsjemassen ind i den. På en lang sliske snor en stang af bolsjemasse sig som en slange hen til Jes’ medarbejder, som skærer massen over én meter ad gangen, så der bliver utallige stænger af bolsjemasse.

Han viser mig enden af én, og der kan man ganske rigtigt se et lille, fint juletræ. Det er mit job at rulle de mange stænger. Jes kommer hen ved siden af og hugger stængerne over med en metalspartel til små en til to centimeter tykke bolsjer.

I løbet af en time har vi forvandlet 25 kilo sukker til omtrent 4.000 juletræsbolsjer.

Snart er de pakket og klar til at blive solgt i Mols Bolsjers butik enten i poser kun med juletræsbolsjer eller blandet med andre julebolsjer, så der er bolsjer til enhver smag, når kræmmerhusene skal fyldes op til jul.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 17. december 2018.