
For Claus Holm er airfryeren et supplement til ovnen og komfuret. Den kan ikke stå alene, hvis man skal lave mad til 10 gæster til jul, men den kan bruges til nogle af retterne, f.eks. flæskestegen og de brunede kartofler. Snup kokkens bedste juletips her.
I ugens Familie Journal får du et helt tillæg med tips og tricks samt opskrifter fra Claus Holm. Så kan du lave alle julens favoritter i din airfryer. Bladet er på gaden i uge 47.
Sprød svær er nemt at opnå i en airfryer.
Vil du have væde til sauce, kan du hælde vand i bunden af airfryeren og krydre det med salt og peber. Er der ikke nok, kan du bruge det vand, du har brugt til at koge de hvide kartofler med.
Når man laver brændte mandler på panden, skal man konstant holde øje med dem, og det tager lang tid. Derfor er det meget nemmere at tilberede dem i en airfryer.
I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan Claus Holm laver brændte mandler i airfryer.
Ingen varm leverpostej eller hønsesalat uden sprød bacon på toppen, hvis du spørger kokken. Claus Holm laver desuden bacon i airfryeren hver søndag til morgenmad.
− Jeg lægger bare baconen oven på risten, og så er den sprødt efter tre minutter, og jeg behøver ikke at vende den. Men lægger man bacon på papir, bliver den ikke sprødt på begge sider. Så skal man vende den undervejs, for ellers bliver den kun kogt på den ene side. Men der er ingen grund til at bruge papir, for airfryeren er nem at gøre ren, og man smider bare skuffen i opvaskemaskinen bagefter.
Det er tidskrævende og for nogle måske også lidt besværligt at smelte chokolade til konfekten over et vandbad. Heldigvis kan du sagtens bruge din airfryer her også.
Stresser du over at skulle tilberede både hvide og brune kartofler samt rødkål og sauce samtidig på komfuret til julefrokosten eller juleaften, kan du uden problemer vælge lave de brune kartofler i airfryeren.
Vil du gerne slippe for at stå foran komfuret og røre i risengrøden i en time, kan du i stedet lave den i airfryeren.
Den store andesteg foretrækker Claus Holm at lave i en almindelig ovn. Der er nemlig slet ikke plads til den i en airfryer. Men andebryster har han lavet i airfryeren rigtig mange gange, og ifølge ham bliver de kun tørre, hvis man giver dem for lang tid.
Æbler med gelé er for mange en lille julefavorit, og de kan sagtens laves i en airfryer.
Det tager ingen tid at varme æbleskiver i en airfryer. Kun ca. tre minutter, hvis de er optøede, og ca. syv minutter, hvis de er frosne, så det er en energibesparende måde at tilberede dem på og derfor et rigtig godt tip til de fleste, som varmer mange æbleskiver i løbet af juletiden.
Æbleskiverne bliver sprøde udenpå og bløde indeni, og så slipper man for vandbadet, som er den bedste måde at varme æbleskiver på i en normal ovn.
Pensl evt. æbleskiverne med appelsinmarmelade, inden du lægger dem ned i skuffen. Det giver en herlig julesmag, og æbleskiverne bliver en smule karamelliserede på toppen.
Du kan også drysse lidt flormelis på, for så bliver æbleskiverne ekstra sprøde. Claus Holm river desuden lidt citronskal over æbleskiverne, for han kan godt lide den ekstra smag, det giver.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.