Stephanie vil ikke længere lade som ingenting

Det har haft større betydning, end nogen i familien har været klar over. At Stephanies far drak. Mange var klar over det, men ingen talte om det. Heller ikke Stephanie. Hun nævnte det aldrig i skolen, selv om hun godt vidste, at dét, der foregik derhjemme, ikke var almindeligt. Ølflasker ved siden af sofaen, en far, der sov midt på dagen, og forældre, der ofte skændtes.

Men Stephanie var tavs. Kun over for en enkelt veninde afslørede hun på et tidspunkt, hvad der foregik derhjemme. Det havde været en stor ting for hende at fortælle, men hun mærkede også, hvordan det lettede. Alligevel sagde hun det ikke til flere. Før nu.

Læs også: Min barndom sluttede da jeg var 12

Knugende fornemmelse

For i fjor begyndte en tanke at spire i Stephanie. Hun var flyttet fra barndomshjemmet i Brande til Aarhus for at læse spansk på universitetet. Forholdet til faren var ikkeeksisterende. Efter forældrenes skilsmisse nogle år forinden gik det fra sjældent til aldrig, at Stephanie kom på besøg i farens nye lejlighed i byen. Hun havde svært ved at være i hans selskab og følte, at hun skulle forsvare, at hun ikke kom der jævnligt. Det orkede hun ikke mere. Nu var hun 20 år og ret træt af hele tiden at gå rundt med en knugende fornemmelse i maven. Hun orkede ikke mere den ”elefant”, der altid var i rummet, når talen faldt på hendes far. Nu ville hun bryde tavsheden.

– Jeg syntes, det var underligt, at det stadig kunne fylde så meget, når nu jeg efterhånden var blevet voksen. Men det har det jo kunnet, fordi der aldrig er nogen, der sagde: ”Hey, det der … det er ikke normalt.” Der var aldrig nogen udefra, der fortalte mig, at der er hjælp at hente. At det ikke behøver at være på den måde. Det kunne jeg godt have brugt, siger Stephanie Maria Lanchow, der nu er 21 år.

Derfor tog hun i fjor en beslutning. Hun ville ikke længere tie. For hun ved – ligesom mange af os – at der er børn, der vokser op med en alkoholisk forælder – og at det sjældent giver gode barndomsminder.

Læs også: Gun-Britts svære barndom

Samle ind

Hun ville samle penge ind, og det skulle gøres ved at cykle. Idéen begyndte at gro efter at have talt med en god veninde om det – der ligesom Stephanie kunne se det for sig – og sammen begyndte de nu at gøre idéen mere konkret. Stephanie skulle begive sig ud på en lang cykeltur med ét formål: At samle penge ind til foreningen De Små Skuldre, som er et gratis tilbud til børn og unge fra familier med misbrugsproblemer. En 2.100 kilometer lang tur langs kysten i Jylland og på Fyn, der skulle afspejle de 21 år, hun har levet med alkoholmisbrug i familien. På den måde kunne hun skabe opmærksomhed om et miljø, der er ret ensomt at vokse op i, når man er et barn.

– Jeg følte mig i hvert fald meget alene og syntes, det var flovt at åbne op om, men sådan behøver det ikke at være. Det synes jeg, skal ændres, og hvis jeg med min historie kan vise andre børn, at der er hjælp at få, så har jeg ikke noget imod det, siger Stephanie.

Læs også: Rikke fik en fødselsdepression

Moren bakkede op

Men hun har til gengæld noget imod at komme til at såre sin familie ved at åbne op. For ét var hendes behov for at bryde tavsheden. Noget andet var, om hendes mor og bror havde samme behov for det.

– Jeg har haft mange overvejelser om det, for min beslutning skal ikke påvirke resten af familien. Jeg har ikke lyst til at udstille nogen, og det frygtede jeg lidt, at min mor måske ville føle sig, og det har hun ikke fortjent. For hun har gjort sit for at skåne min lillebror og mig, og hun var den, der fik hverdagen til at hænge sammen derhjemme, understreger Stephanie.

Hun har et tæt forhold til sin mor, selv om de aldrig rigtig har fået talt om, hvordan barndommen med alkoholmisbrug har haft indflydelse på hende.

Derfor blev Stephanies mor, Karina Lanchow, også overrasket, da hun hørte om datterens planer for sommerferien, men hun tøvede ikke med at bakke op. For som hun siger:

– Så er det en følelse, jeg ikke kan tage fra Stephanie. Jeg er overrasket over, at hun er blevet så påvirket af det i sin barndom, for jeg troede, at jeg skærmede mine børn og gjorde meget ud af at holde en facade. Jeg tænkte, at det kun gik ud over mig, og jeg holdt for længe fast i at være en familie. Men i dag kan jeg se, at det gjorde mere skade at blive, og det er jeg ked af. Det har jeg dårlig samvittighed over i dag, men jeg kan ikke ændre det, hvor meget jeg end gerne vil.

Med sin mors opbakning og en viden om, at lillebroren bare helst vil glemme det, kastede Stephanie og hendes veninde Ida sig ivrigt over planlægningen af cykelturen. De 2.100 km skulle fordeles på 27 dage i juli og august, og ud over de rent praktiske ting som overnatninger, forplejning og indkøb af en helt almindelig mountainbike med to cykeltasker på hver sin side skulle de også have styr på indsamlingen med facebook-side og kontakt til medierne for at skabe opmærksomhed.

– Jeg havde ingen idé om, hvor hårdt det ville blive at cykle, og jeg havde heller ingen anelse om, hvor mange penge jeg egentlig ville kunne forvente at samle ind. Bare 10.000 kroner krydsede jeg fingre for, fortæller hun med et smil.

Over 60.000 kroner

Og hun blev overrasket. For da hun nåede sidste stop ved Domkirken i Aarhus efter knap en måneds cykeltur, var der doneret godt 55.000 kroner. Da indsamlingen lukkede den 17. august på Stephanies fødselsdag, var den nået op på over 60.000 kroner.

– Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, siger hun og tilføjer, at hun da heller ikke havde forestillet sig, at det meste af turen skulle foregå i stiv modvind og regnvejr. Men trods det sløje sommervejr havde hun en god oplevelse uden skader på hverken mountainbike eller krop, dog en smule ondt i knæene. Ofte overnattede hun hos folk, der inviterede hende via Facebook, og det var langt sjovere end at sidde mutters alene i et telt på en campingplads.

– Jeg er overrasket over, hvor mange der gerne ville have mig til at overnatte, og jeg har fået nogle fine bekendtskaber ud af det. Det var været overvældende, siger hun. Og fortæller, at det også var stort for hende, da hun kunne overrække pengene til foreningen De Små Skuldre i Aarhus. Hun håber sådan, at pengene kan være med til at gøre en forskel for nogle af børnene.

– Mit selvværd har formet sig efter dét, jeg har oplevet som barn. Det sætter sig, og jeg kan blive enormt usikker på mig selv den dag i dag, og det synes jeg ikke, at nogen børn fortjener at føle. Livet kan virke enormt langt, når man er et barn, men jeg håber, at jeg ved at dele min historie kan være med til at vise en vej ud. Det er ikke dig, der er forkert. Det er den, der drikker, siger Stephanie, der har det godt med endelig at tale højt om familiehemmeligheden.

– Det er mit vigtigste budskab med at fortælle min historie: Tal om det, sig det til en ven, en i familien eller en lærer. Det er lige meget hvem. Bare sig det, så du kan få hjælp.