Store ændringer på DR og TV 2: Disse programmer udgår

Mandag, 16. marts 2020
Foto: Shutterstock
Du bliver måske lidt forvirret, når du griber fjernbetjeningen for at finde dit yndlingsprogram i den kommende tid. Både DR og TV 2 har nemlig valgt at lade en række programmer udgå som konsekvens af coronavirussens spredning. Vi giver dig overblikket her.

Når du køber dit ugentlige Familie Journal, vil du opleve, at TV-bladets indhold ikke nødvendigvis stemmer overens med det, der rent faktisk vises, når du tænder for dit fjernsyn. DR og TV 2 har nemlig valgt at lade en række programmer udgå som konsekvens af coronavirussens spredning i Danmark.

TV 2 udsætter en række liveprogrammer

En række af TV 2’s liveprogrammer enten udgår eller bliver udsat de næste to uger.

TV 2 oplyser blandt andet, at der kun vil blive sendt båndede programmer på TV 2 Charlie, TV 2 Fri og og TV 2 Zulu.

De ellers planlagte liveudsendelser på disse kanaler er alle blevet udsat. Det gælder blandt andet det store indsamlingsshow ”Hjertegalla”, som skulle være blevet sendt den 21. marts. Showet er udsat på ubestemt tid.

Det samme gælder ”X Factor”, der på nuværende tidspunkt er udsat i to uger.

Læs også: Michèle Bellaiche: Allerede som barn legede jeg journalist

Populære morgenprogrammer udgår på TV

”Go’ morgen Danmark”, ”Go’ aften LIVE” og ”Natholdet” vil ikke blive sendt de næste to uger.

Hvilke programmer der herefter skal sendes, vil TV 2 tage stilling til – alt efter situationens udvikling.

Nyhederne på både TV 2’s hovedkanal og TV 2 News vil fortsat blive sendt.

DR ændrer i sendefladen på TV

”Aftenshowet bliver fra den 16. marts ikke længere sendt på DR.

Derudover udgår ”Sportsmagasinet” de næste to uger.

DR sender fortsat nyhedsudsendelser

TV Avisen klokken 18:30 og 21:00 fastholdes i nuværende sendelængde.

Der vil derudover blive sendt ekstra nyhedsudsendelser på forskellige tidspunkter i løbet af dagen.

”21 søndag” udgår og erstattes af en ekstra nyhedsudsendelse.

DR lader også radioprogrammer udgå

Det er ikke kun på TV, at sendefladen er ændret. DR har også valgt at lade en række radioprogrammer udgå i den kommende tid.

Der laves morgen- og eftermiddagsflade på P4 med indhold fra P1.

”Radioavisen” fastholder eksisterende sendetider.