Superhelt på 4 år: Julian reddede sin mor

Mandag, 9. oktober 2017
af Greta Johannsen, foto: Alex Tran
Der er altid fuld fart på Julian i Vamdrup, og der bliver også lavet en hel del gale streger. Derfor blev naboen Susanne også først lidt sur, da hun hørte, at drengen igen havde trykket hornet i bilen helt i bund. Men denne gang var der en rigtig god grund til det.
Superhelt på 4 år - Julian reddede sin mor

”Åh nej, er det nu Julian, der leger i bilen igen?”, tænkte Susanne irriteret, da hun hørte, at hornet i genboens bil var trykket helt i bund. Det havde været en fredelig, solrig lørdag morgen i august i Vamdrup. Indtil nu.

Susanne Atzen, som er i 40’erne, trak i badekåben og gik ud af huset for at få fat i knægten og hans mor, så hun kunne få drengen ud af bilen, inden han vækkede hele kvarteret. Klokken var trods alt kun 8.30.

Men for en gangs skyld var Julian faktisk lige præcis på rette sted på rette tidspunkt. Han er kun 4 år, og som alle i kvarteret ved, er han en dreng, der er temmelig meget krudt i – men denne dag blev han også Susannes bud på en Hverdagens Superhelt.

– Da jeg gik over mod bilen, så jeg, at hans mor, Annette Fabrin, lå på fortovet. Der var sket et eller andet, så hun lå i kramper, der var blod i hendes ansigt og ud på fortovet, og Julian sad på førersædet i bilen og trykkede på hornet af alle kræfter, mens tårerne strømmede ud af hans øjne. Han havde hentet en pude og lagt ind under hendes hoved, så hun ikke skulle slå sig endnu mere, og nu gjorde han så det bedste, han kunne, for at få hjælp til sin mor. Hvis han ikke havde gjort det, havde vi måske ikke haft Annette hos os i dag, siger Susanne.

Hun og hendes mand, Henrik, der kom løbende til, fik fat i Julian og ringede efter ambulancen. Imens kom Annette lidt til sig selv og prøvede at berolige sin skræmte søn. Kort efter blev hun indlagt på hospitalet. Susanne og andre, som også var kommet til, tog sig af Julian, indtil hans moster hentede ham og kørte ham ud til hans mor.

Læs også: Der bor en superhelt i Uge i Sønderjylland - Connie kæmper for sin by

Julians fremtid

Der er gået flere uger nu siden den voldsomme episode. Annette er blevet undersøgt på kryds og tværs. Heldigvis kan lægerne udelukke både en blodprop og epilepsi. Måske besvimede Annette, fordi hun har astma og lige forinden havde haft et kraftigt hosteanfald, der fik hende til at føle sig svimmel og utilpas. Det havde hun ikke tænkt nærmere over, for hvis hun skulle lægge sig på sofaen, hver gang hun følte sig utilpas, var der jo slet ingen til at tage sig af Julian, som hun siger. De to har nemlig kun hinanden, og sådan har det været, lige siden Julian blev født for fire år siden.

Derfor tænker hun også på, hvordan hun kan sikre Julian i fremtiden, for Annette er blevet skræmt.

– Julian står altid tidligt op, men denne her lørdag morgen havde jeg fået lov til at sove helt til omkring klokken otte. Så havde vi aftalt at køre ned og købe rundstykker, som Julian elsker, for at fejre, at det var weekend. Julian fik lov til at løbe ud til bilen, mens jeg lige redte håret foran spejlet i gangen. Jeg hostede og var en lille smule svimmel, men jeg tænkte, det nok gik over om lidt. Jeg gik langsomt ud mod bilen, og så husker jeg ikke mere, siger hun.

Annette er førtidspensionist på grund af astma og forskellige gigtsygdomme. Hun skal igennem flere undersøgelser, så man kan finde ud af, hvorfor hun besvimede den dag i august. Indtil videre mener man, at hun besvimede på grund af iltmangel efter det kraftige hosteanfald, og det har fået hende til at tænke på, hvad der skal ske med Julian, hvis hun bliver syg. Derfor har hun bedt om en aflastningsfamilie, som kan træde til, hvis der skulle ske hende noget.

- Jeg ønsker, at der skal være flere, som elsker Julian og vil hjælpe ham, hvis jeg ikke længere kan klare det, siger Annette om sin elskede søn og superhelt.

Hvem er din superhelt

Over de næste måneder hylder vi de superhelte, der har gjort livet eller hverdagen nemmere for andre - dem, som yder en ekstra indsats. Du kan indstille din egen hverdagshelt og vinde et rejsegavekort på 10.000 kr. Se hvordan her