For et år siden oplevede dengang 15-årige Oscar, 13-årige Carl og Ingrid på 10 noget, de færreste jævnaldrende har. Deres mors hjerte stoppede med at slå. På årets næstsidste dag, 30. december, lige som julen var ovre, og et nyt år skulle fejres.
Hun var død i flere minutter og havde det ikke været for tre handlekraftige børn, havde hun fortsat været det i dag.
– Jeg har verdens sejeste børn, og jeg er dem dybt taknemmelig. De handlede bare, og ikke én af dem gik i panik. Udfaldet havde jo været et helt andet, hvis de ikke havde været så snarrådige. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stolt jeg er af dem, udbryder 42-årige Malene Kjeldmand fra Mårslet syd for Aarhus.
Hun og børnene var netop vendt hjem efter en længere gåtur i skoven, mens Malenes mand og børnenes far, Rasmus var kørt efter nytårskrudt og tapas. Det havde krævet gode overtalelsesevner at lokke de tre søskende med ud at gå, kun hunden Lucia havde virket begejstret, og hjemme igen satte børnene sig tilbage i sofaen med deres tablets.
Malene derimod følte sig utilpas og satte sig i stedet ved spisebordet og bladrede i en stak reklamer. Hun tog et bid af et æble og tænkte, at blodsukkeret måske var for lavt, men spyttede det hurtigt ud igen. Hun kunne mærke, at der var noget andet galt. Hun følte sig pludselig svimmel, varm og kold på samme tid og havde hjertebanken, så da børnene opfordrede hende til at lægge sig på sofaen, vidste hun, at det var det sidste, hun skulle gøre. Hvis hun fik brug for hjertemassage, ville det være alt for svært for børnene at få hende ned på gulvet.
Faldt om på gulvet
– Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg havde den tanke. Jeg nåede at tænke utrolig mange ting i løbet af kort tid. Blandt andet at jeg skulle overleve det her for mine børns skyld, siger Malene.
Derfor bad hun sin ældste søn, Oscar, om at hente både naboen og en hjertestarter. Selv ringede hun op til sin læge, der uden for åbningstiden henviste til et akutnummer. Med Carls hjælp fik hun ringet til nummeret og fat i en sygeplejerske.
– Jeg syntes, det var lidt underligt af min mor at bede mig om at hente hjælp, for det virkede ikke så alvorligt på det tidspunkt. Men jeg gjorde det selvfølgelig, fortæller Oscar.
Imens var Malene begyndt at forklare sine symptomer i telefonen, da hun pludselig mistede bevidstheden og faldt sammen på gulvet. Carl tog røret, og sygeplejersken bad ham lægge på og ringe 1-1-2. Imens løb Ingrid ud efter sin storebror.
Oscar havde banket på hos flere uden held og stod nu hos genboen Henrik, der åbnede op og hurtigt fik sko på og gik med børnene, da han hørte, at deres mor havde det skidt.
I mellemtiden havde Carl lagt sin mor i aflåst sideleje efter instruks fra alarmcentralen, men da Henrik kom til, ruskede i Malene og så hende miste bevidstheden, gik han straks i gang med hjertemassage. Han er ansat i Forsvaret og har været på mange førstehjælpskurser, men aldrig nogensinde prøvet at give hjertemassage i virkeligheden.
– Man får et tunnelsyn i den situation og tænker ikke så meget. Jeg agerede bare ud fra det, jeg har lært, forklarer 58-årige Henrik Risborg Knudsen, der undervejs registrerede, at der kom flere hjerteløbere ind i stuen, fordi alarmcentralen havde trykket på hjerteløber-appen. Nogle havde en hjertestarter med, men selv om Malene fik flere stød, lykkedes det ikke at få hendes hjerte i gang igen.
– Jeg tænkte ikke, at min mor ville dø. Jeg var sikker på, at hun ville vågne igen. Det var jo nytårsaften lige om lidt. Jeg forstod slet ikke, hvor alvorligt det var, fortæller Carl.
Det gjorde Henriks daværende kæreste Marianne derimod, og hun fik hurtigt gennet børnene ud i gangen, så de ikke stod og så på genoplivningen af deres mor.
Oscar ringede både efter sin onkel og far. I forvirringen fik han ikke lagt røret på, så Rasmus kunne i bilen høre, hvordan de kæmpede for hans kones liv derhjemme.
Da ambulanceredderne kom efter 12 minutter, lykkedes det efter et par forsøg at støde Malenes hjerte i gang igen og køre afsted mod Skejby Sygehus. Rasmus var nået hjem og fulgte med. Malenes bror og børnenes onkel blev tilbage og tog sig af børnene, og Henrik og Marianne gik hjem til sig selv.
– Vi var rigtig kede af det, siger Ingrid, der utrolig gerne – som sine brødre – bare ville ind på sygehuset til deres mor. Men på grund af corona-reglerne måtte de ganske enkelt ikke.
En smølf ved sengen
På sygehuset blev Malene lagt i kunstig koma, og først efter et par dage blev hun vækket og vågnede lettere forvirret op i en hospitalsseng.
– Jeg troede først, at jeg lå derhjemme på mit værelse hos mine forældre. Så fik jeg øje på en kvinde klædt i blå uniform og med mundbind på, og så kunne jeg ikke forstå, at vi nu skulle gå med mundbind derhjemme. Jeg var virkelig forvirret og dopet af medicin, griner Malene og bliver alvorlig igen.
For da hun opdagede, at dét, hun først troede, var en smølf, rent faktisk var en sygeplejerske, og hun var koblet til slanger, blev hun bange.
– Er det farlige ovre? husker hun, at hun blev ved med at spørge om, mens lægerne forsøgte at finde årsagen til det pludselige hjertestop.
Alle prøver viste umiddelbart, at hun var sund og rask, men en nærmere undersøgelse afslørede en ikke-arvelig medfødt hjertefejl. En ekstra ledningsforbindelse i hjertet, som lægerne relativt simpelt kunne brænde over via en operation gennem lysken.
Operationen gik også godt, Malene kunne komme hjem til sin familie, men den samme var hun ikke længere. En angst for, at det kunne ske igen, var fulgt med, og i den efterfølgende periode fulgte flere panikanfald, fordi hun kunne mærke alle ekstraslag, hendes hjerte slog.
Malene søgte derfor hurtigt hjælp for at få redskaber til at tackle det, og i dag er hun stort set fri af anfaldene.
– En hjertelæge sagde til mig, at jeg er blevet undersøgt så grundigt, at jeg ikke behøver at være nervøs. Var der noget galt, var det blevet opdaget, og det er noget, jeg husker mig selv på, hvis jeg mærker noget, siger Malene.
Heller ikke børnene er synderlig præget af oplevelsen. De har talt meget om den og også brugt tid på at skrive forløbet ned og bearbejde det på den måde. Som Malene siger, så er udfaldet af episoden også med til, at det ikke sætter sig.
– De handlede jo, som de skulle, og de kunne ikke have gjort det bedre eller anderledes. Min historie viser, at hjertestop ikke kun sker for ældre mennesker. Det kan ske i alle aldre, og hvis omgivelserne gør noget, er der altså en god sandsynlighed for, at man overlever. Jeg er så taknemmelig for alle, der trådte til. Mine børn, Henrik og Marianne, alle hjerteredderne. De reddede mit liv, og det vil jeg altid huske dem for.
