Jans filmografi er ganske overvældende. Indtil 1968 spillede han hvert år med i minimum to biograffilm. I 1962 og i 1965 var han på plakaten hele fem gange.
– Jeg syntes overhovedet ikke, det var sjovt at lave film, siger Jan, der havde sin debut som 9-årig. Jeg havde ondt i maven hele tiden. Jeg var den søde, pligtopfyldende dreng, som gjorde, hvad jeg blev bedt om.
– Det bedste, jeg vidste, var dog stadig at løbe rundt ovre på Amager Fælled med mine kammerater. De satte mig aldrig op på en åndssvag piedestal. For dem var jeg bare Buller, og Fælleden var mit fristed.
Børnene var der bare
For alle andre var han Jan Priiskorn Schmidt. Det ekstra ”i” i hans mellemnavn er endda også blevet påført af filmbranchen, ”fordi det så smartere ud på plakaten”.
– Og det er jo det, branchen gør – eller i hvert fald gjorde – ved én. De styrede alt, og det hele drejede sig om at tjene penge, penge, penge.
– Jamen, hvem passede på jer børn?
– Nobody, siger Jan med en tyk københavneraccent. – Der var ikke nogen, som passede på én. Jeg var der bare.
En lille stresset dreng
– Der var rigtig meget pres i flere af filmene: ”Du tør ikke”, ”Kom nu, din tøsedreng”. Og de skulle jo ikke få mig ned med nakken.
Jeg glemmer aldrig en scene fra ”Min søsters børn på bryllupsrejse”, hvor jeg skal kravle ned ad en klippe for at hente Blob. Jeg var hunderæd. Det er et traume, som har forfulgt mig, og jeg mærkede det hele igen, da jeg for nylig så filmen.
Som et led i processen om Jans selvbiografi, ”Barnestjernen fra Bryggen”, fik han stillet den opgave at gense alle de film, han medvirkede i, fra han var 9 år til en voksen mand på 21.
– Det har ikke været en rar oplevelse, men det har været en nødvendig rejse for mig. Det har været terapi. De år, jeg lavede film, er jo de år, hvor man danner sig selv som menneske, og det var nogle meget turbulente år. Jeg var stresset.
Skulle ikke leve op til noget
I 1972 takkede han nej, da han endnu engang blev tilbudt en lille rolle.
– Jeg havde set for meget. Set, hvordan branchen kørte folk ud på et sidespor og ødelagde dem. Det er ligesom med en ballon, som bliver pustet op. Pludselig går luften ud af den, og så er man ødelagt.
Så Jan skiftede opmærksomheden ud med et stempelkort hos postvæsnet, hvor han arbejdede i omdelingen.
– Det var en fantastisk arbejdsplads, og det var skønt ikke at have nogen eller noget, jeg skulle leve op til.
Min søsters børn-genforening
Han har gemt sig overbevisende godt for medierne, selv om han ofte er blevet bedt om at give et interviews. Men sidste efterår lod sig overtale til en genforening med de andre barnestjerner fra ”Min søsters børn” - også som et led i processen.
– Det er vigtigt for mig at fortælle historien, så det romantiske billede om branchen krakelerer. For det var falsk.
- Det vil de andre barnestjerner fra den tid forhåbentlig være med til at bekræfte, selv om jeg nok oplevede et større pres end dem med mine 24 film på 12 år.
