Tina tjekker altid dagens nyheder som noget af første, når hun står op. Det gjorde hun også den morgen, hvor der havde været en voldsom brand i en campingvogn på Stevns Campingplads ved Strøby. Hendes forældre havde deres vogn på den campingplads. De var fastliggere med gulvtæppe i forteltet, grønne planter og læhegn. Det havde de været i flere år. Det var deres åndehul, når de trængte til at komme ud af lejligheden i Rødovre.
Læs også: Karens liv er en gyser
Fuldstændig handlingslammet
Hun kunne læse, at selv om brandvæsnet havde været hurtigt på stedet, så brændte campingvognen helt ned. Efterfølgende havde man fundet to omkomne i vognen.
Tina forsøgte at ringe til sine forældre den morgen, men telefonen blev ikke taget. Hun slog det lidt hen, for hendes mor og far havde sagt, at de ikke ville køre til Stevns før dagen efter. Så det kunne ikke være dem, tænkte hun, mens hun gjorde sig klar til en venindes polterabend. Men hun nåede aldrig ud ad døren, før det pludselig ringede på lejlighedens dør i Vanløse. Da hun åbnede, stod der to betjente, og da de nævnte hendes forældres navne, behøvede de ikke sige mere. Hun vidste, hvad der var sket.
- Jeg blev fuldstændig handlingslammet og totalt forvirret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, husker 33-årige Tina Jakobsen.
Betjentene spurgte, om de kunne køre hende et sted hen, og hun bad dem køre hende hen til sin søster. I søsterens indkørsel holdt der allerede en politibil.
- Det var fuldstændig uvirkeligt. Min søster og jeg omfavnede hinanden, og jeg kan huske, hvordan min søster skreg. Det var så surrealistisk og slet ikke til at fatte. Jeg vil aldrig glemme den dag, siger Tina.
Læs også: Jeg har tilgivet mig selv
Kæmper i HJem til gården
Det har lige været toårs dag for ulykken, og Tina kan og vil gerne fortælle om det. For som hun siger, er det en del af hendes historie nu.
Lige nu kan hun ses i TV2-programmet Hjem til gården, hvor hun kæmper om at blive storbonde og vinde den halve million, og i går kunne seerne og beboerne på gården høre hende fortælle om ulykken. Det var egentlig ikke planlagt, at hun ville fortælle de andre om det, men lige i situationen triggede det i hende, og hun valgte at være ærlig.
- Sorgen kan man ikke altid regne med. Den kan godt uventet dukke op til overfladen, mens jeg mindst venter den. Jeg kan være i rigtig fint humør, men så lige pludselig … så bliver det svært. Jeg har lettere ved at tale om det i dag. Det er ofte andre menneskers reaktion, jeg tænker på, når jeg fortæller om det. Jeg vil ikke gøre andre kede af det eller gøre, så stemningen bliver ubehagelig. Så nogle gange vælger jeg at lade være med at fortælle om det, og andre gange fortæller jeg det heller ikke, fordi jeg ikke orker at rippe op i det lige dér, forklarer Tina.
Efter branden gik der 14 dage, før familien kunne holde begravelse. De brandtekniske undersøgelser skulle være færdige først og konkludere, at der ikke var sket en forbrydelse. Tinas forældre skulle også identificeres ved hjælp af tandlægekort.
Læs også: Byens hjemløse er min familie
Gravøl i håndboldhallen
Det sidste billede af sine forældre på nethinden har Tina derfor fra to dage før branden, hvor hun spiste aftensmad hos dem hjemme i Rødovre. De havde talt om små hverdagsting, og inden Tina gik den aften, havde hun givet dem et kram og ønsket dem en god tur til Stevns.
Et andet billede, hun bærer indvendig, er synet af de to hvide kister side om side i Grøndalslund Kirke i Rødovre. Hvordan hun overhovedet kom igennem den dag, ved hun ikke i dag. Alt var tåget og fuldstændig uvirkeligt, mindes hun. Men hun husker, at de sang Grundtvigs salme ”Det er så yndigt at følge ad”, og hun husker det nærmest ubærlige at skulle løfte først sin fars kiste ud af kirken til den ventende rustvogn for derefter at gå ind efter sin mors kiste.
Bagefter var der gravøl i håndboldhallen for familie og venner. Tinas veninder støttede hende den dag, og hun fortæller, at midt i den højtidelige stemning var der også plads til små smil og grin, når der blev fortalt om episoder, de havde oplevet med deres forældre.
Tinas forældre blev skilt, da hun var otte år, og hun og storesøsteren blev hos deres far. Det knyttede dem tæt sammen, og faderen var deres klippe, når noget var svært, og deres faste holdepunkt, der sørgede for, at aftensmaden stod på bordet, skole-hjem-samtalerne blev taget, og at Tina fik passet sin håndbold. Nogle af de bedste stunder med sin far er netop fra håndboldhallen, hvor bare de to var sammen. Så heppede han på tilskuerpladsen, mens Tina gav alt, hvad hun havde. Hun er konkurrencemenneske til fingerspidserne, og det var også en af årsagerne til, at hun meldte sig til casting på realityprogrammet. Hun vil gerne vinde og elsker udfordringer, og hun er sikker på, at hendes forældre ville have set med hver søndag aften, når programmerne sendes.
- De ville nok sige; “Hvad har du nu gang i, Tina” og grine af, jeg har meldt mig til det, siger hun og smiler ved tanken.
Læs også: Reddede sin søns liv
Mærkedage er svære
Efter 12 års adskillelse, fandt Tinas forældre sammen igen. Det var lidt uventet for den da 20-årige Tina, der på det tidspunkt var flyttet hjemmefra. Men det var også helt vildt dejligt, at de nu var sammen igen, og Tina kom hjem til dem ofte en gang om ugen og lige fik en up date på, hvordan det gik, og spiste med.
- Jeg har masser af kærlige minder om dem begge, og jeg kan blive helt bange for at glemme dem. Deres stemmer og alle de oplevelser fra min barndom er der stadig, men jeg kan også mærke, at nogle af dem bliver mere og mere utydelige, som tiden går, siger hun.
Tre uger efter begravelsen vendte Tina tilbage til sit arbejde som laborant i bioteknologifirmaet Chr. Hansen. Her har hun været ansat i knap ni år, og arbejdspladsen var en stor støtte efter tabet af hendes forældre. Hun fik lov at vende tilbage på deltid, og det hjalp hende med at skabe en hverdag, hvor tankerne ikke hele tiden kredsede sig om sorgen. Samtidig opsøgte hun en psykolog, der hjalp med at få sat ord på alle de svære tanker og følelser, ligesom hun og søsteren også har brugt hinanden til at bearbejde sorgen.
- Der er så mange tanker, der popper op, og som jeg aldrig har tænkt på. Mærkedagene er svære, især deres og min egen fødselsdag. Det opkald, der aldrig kommer mere på min fødselsdag, er svært. Jeg bliver også ked af tanken om, at mine kommende børn ikke får mulighed for at møde deres mormor og morfar, og at min mor og far ikke får set mig blive mor. Det gør virkelig ondt.
Hun har valgt at bearbejde sorgen i sit eget tempo og føler, at hun er kommet et stykke godt på vej. Men dermed ikke sagt, at det ikke ligger og rumsterer i baghovedet. For det gør det, og det forventer Tina, at det vil gøre for altid.
- Jeg synes ikke, at jeg har forandret mig efter at have mistet mine forældre, men jeg har fået en sorg med i rygsækken, som jeg ikke havde tidligere. Den er blevet en del af mig nu. Men den har også betydet, at jeg ser på livet på en anden måde. Jeg minder mig i langt højere grad om, at jeg skal huske nuet og leve livet, for alting kan ændres på et splitsekund. Det vælger jeg at gøre, og hvis mine forældre kunne sige noget til mig, så er jeg overbevist om, at det ville være deres højeste ønske for mig.
