Tømmer folks lommer

Fredag, 26. september 2008
af Redaktion
At rode i fremmedes lommer for sjov er grænseoverskridende for begge parter. Men det er også morsomt. Og så ved man aldrig, hvad man finder.
Foto: Birger Vogelius og privat
Foto: Birger Vogelius og privat

Det er grænseoverskridende at blive bestjålet. Men det er, hvad Kenny og hans hustru, Joan, gør. De er dog ærlige mennesker, der altid leverer tyvekosterne tilbage. Til publikums store morskab, i øvrigt. Det hele er nemlig en del af parrets trylleshow. Arbejdsfordelingen er klar: Kenny stjæler. Joan leverer tilbage til det overraskede offer. Og så har hun en anden vigtig opgave: At være yndigt blikfang og snuppe en del af tilskuernes opmærksomhed.

Oplært af legende
Kenny Quinn er egentlig døbt Kim Thygesen. Et navn der ikke egnede sig til udlandet, og som derfor blev ændret. Allerede som barn blev lille Kim fra Rødovre bidt af trylleri. Årsagen var, at han fik et tryllesæt i julegave. Cirkus Arena blev derefter trækplaster for Kim hvert efterår, og efterhånden lærte han folkene at kende.
- Arenas daværende pressechef gav mig hjælp, så jeg kunne komme til at leve af mit trylleri. Han sagde, jeg skulle vælge et speciale. Han tilbød mig derfor at sætte mig i kontakt med den legendariske tricklommetyv Gentleman Jack.

Ikke kun for sjov
- Jeg var bare 17 år, da Jack tog mig i lære. I november 1981 var jeg klar til at vise mine færdigheder for et publikum i tryllekunstnernes forening, Magisk Cirkel. Det gik godt. Det sælsomme og triste ved hele historien er dog, at Jack døde samme aften, fortæller Kenny. Det var også i Magisk Cirkel, Kenny mødte sin senere hustru. Kenny og Joan har bl.a. optrådt i cirkus, til varieteer og til julefrokoster. Men professionen har også en alvorlig side. Bl.a. har han hjulpet politifolk i hele Europa med at afsløre og undgå tyveknægte.

Folks små hemmeligheder
Når de optræder, sætter det professionelle tyvepar en ære i at være ordentlige og redelige mennesker.
- Vi kommer i mere end én forstand meget tæt på folk. Og det er ikke alt, vi finder i deres lommer, som egner sig til at blive afsløret, forklarer Joan.
- Hvis vi f.eks. finder medicin af forskellig art, leverer vi det tilbage til folk med en bemærkning om, at "her har du dit tyggegummi", fortsætter Kenny. - Det par dametrusser, jeg en aften fandt i en tilskuers jakkelomme, lod jeg også som om, jeg ikke havde set. Vi ved aldrig helt, hvad vi går ind til. Det er næsten som at have premiere hver aften, erklærer Kim Kenny Quinn Thygesen.