Trine er en ægte fighter

I  år var det tredje gang, at Trine Lützen i Odense tog den gule bluse på og gik fighter­runden i Stafet For Livet, som Kræftens Bekæmpelse afholder i flere byer rundt om i landet. 

 

Første gang slæbte hun sig af sted, afkræftet og udmattet, fordi hun på det tidspunkt var i behandling for brystkræft. Sidste år gik hun sammen med sin mand, Jan, fordi de ønskede at give ham håb og styrke. I år gik hun alene, fordi hun havde lovet sin mand det.  Trine og Jan nåede at være gift i 32 år, de har en søn sammen, og de havde så mange planer for, hvordan deres kommende pen­sionistliv skulle være – men Trine har lært, at livet ikke lader sig planlægge.

 

 

– I sommeren 2012 løb jeg mit første Stafet For Livet. Dengang var mit liv fuldstændig  kaos. Et par måneder inden havde jeg aldrig skænket sygdommen en tanke. Jan havde lige afviklet sit ejendomsmæglerfirma, og vi havde besluttet, at vi ville rejse sammen. Vi havde fuld fart på livet og glædede os. Så opdagede jeg pludselig en knude i brystet, siger Trine.

 

– Den første tanke? At det da ikke kunne være rigtigt. Mig, der lever så sundt og gør alt det rigtige. Men det var sandt. Behandlingen var hård: kemo og stråler.Knuden blev fjernet, og nogle lymfekirtler ligesådan, men jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne, for det skulle simpelt hen ikke være rigtigt. Jeg ville være rask. 

 

Trine hørte om Stafet For Livet, som Kræftens Bekæmpelse havde arrangeret, og hun fik stablet et hold på benene, der skulle løbe og samle penge ind til foreningen. ”Trines Hold” kom det til at hedde, og det var første, men ikke sidste gang, at holdet kom på banen.

 

Jeg var tynd, jeg havde mistet håret, men jeg løb, og jeg ved, at det gav min mand og min søn håbet om, at jeg ville overleve.

Hun blev raskmeldt, men allerede året efter ramte skæbnen igen.

 

 

– I oktober 2013 blev Jan syg. Han fik konstateret tyktarmskræft og blev med det samme tilbudt livsforlængende behandling. Andet kunne man ikke gøre for ham. 

– I sommeren 2014 ville jeg aflyse mit hold i Stafet For Livet, men Jan sagde nej. I stedet ville han gå Fighterrunden sammen med mig. Derfor gik vi de 300 meter sammen i vores ens gule bluser. Om aftenen deltog vi i lysfesten, og vi tillod os at håbe på det umulige: at et mirakel ville ske.

 

Men miraklet kom ikke. Jan døde den 2. september 2014 med sin familie omkring sig. Han blev begravet i sin gule fightertrøje, som han havde bedt om, og så var Trine enke i en alder af 59 år. 

– Da jeg selv fik kræft, var jeg lammet af skræk. Sidste år gjorde jeg det for Jans skyld, i år gjorde jeg det, fordi jeg havde lovet Jan, at jeg ikke ville give op, men fortsætte mit liv og leve vores drømme ud.