Vi købte vores egen købmandsbutik

Mandag, 18. januar 2010
af Redaktionen
Da Flades lokale købmandsbutik var lukningstruet, overtog beboerne selv butikken. Nu trives hele byen med at handle i den gamle butik – og ikke mindst få sig en sludder med de andre kunder og deres helt egen købmandsfamilie.
 Den travle købmandsfamilie samlet bag disken. Fra venstre står far Lars på 42 år, mor Annette på 44, lillebror Steffen på 18 år, Sofie selv, mormor Karen på 65 og 64-årige morfar Preben. Foto: Michael Bo Rasmussen
Den travle købmandsfamilie samlet bag disken. Fra venstre står far Lars på 42 år, mor Annette på 44, lillebror Steffen på 18 år, Sofie selv, mormor Karen på 65 og 64-årige morfar Preben. Foto: Michael Bo Rasmussen

Det var et chok for alle da den daværende købmand i 2002 pludselig kastede håndklædet i ringen: Butikken måtte lukke. Der var virkelig oprør i landsbyen fortæller 61-årige Jørgen Holm Mogensen, som selv flyttede til Flade i 2001. Heldigvis havde Flade på det tidspunkt en driftig formand for beboerforeningen, som foreslog at landsbyen selv overtog butikken. På den måde var vi uafhængige og kunne fortsætte med at handle på hjemmebane.

Vi købte vores egen købmandsbutik

Hurtigt samledes fem landsbyboere, som i første omgang skulle udgøre bestyrelsen i den nyoprettede købmandsforening. - Vores første opgave var at sikre os selve bygningerne, som butikken lå i, fortæller Jørgen. - Det gjorde vi ved at sælge anparter. På kort tid havde vi solgt 147 anparter, som hver repræsenterede en værdi på 2.500 kroner. Så inden vi så os om, havde vi penge nok til at købe bygningerne.

Der er altid en kunde i nærheden, hvis
noget tungt skal slæbes, fortæller en af
Danmarks yngste købmænd, som her får
hjælp af Jørgen Mogensen

Hele familien på job
Nu stod kun tilbage for bestyrelsen at finde den rette købmand. Det var en udfordring, der hurtigt blev honoreret.
- Jeg sad en dag og læste ugeavisen, og så at de manglede en købmand i Flade, fortæller 44-årige Annette Kjær, som har stået bag disken siden 2002 og frem til sommeren 2009. Her overtog hendes datter Sofie, der havde bestået Højere Handelseksamen, chefposten. Faktisk arbejder stort set hele Annetes familie i butikken.
- Min mor ordner regnskaberne, min far kører med varer, og min bror arbejder i butikken, ja selv farfar har en tjans ind imellem.

Den familiære stemning er noget, der lige passer alle landsbyboerne. - Købmanden er jo mødestedet for folk, fortæller Jørgen Mogensen. Købmanden ved alt! Kører en ambulance ind i byen, er der straks kunder i butikken, som vil vide, hvem der nu er blevet syg.

Flades købmandsbutik

Livsstil at stå sammen
- Skal folk have skiftet batteri i mobiltelefonen, ordner vi det, fotokopier tager vi også til kunderne, og forleden kom en mand i kørestol med et girokort, der skulle betales. Han gav girokortet, sit dankort og pinkoden til en af vores ungarbejdere, som så skulle sørge for at få det betalt. Så stor er tilliden, og det er jo skønt. - For os er det en naturlig ting at træde til, når der er hjælp behov, siger Sofie. - Det kan kun anbefales andre små landsbyer at stå sammen om at bevare byens samlingssted - for alle os i Flade er det simpelthen blevet en livsstil!

Af Mary Steengaard

Læs mere om købmandsbutikken på www.flade.dk

Læs også:
50 oldebørn fejrede Karoline Elisabeth